Danmarks Nationalbank

Sedler for mere end 21,2 mia. kr. blev indleveret, før de blev værdiløse

1.6.2026 10:15:00 CEST | Danmarks Nationalbank | Pressemeddelelse

Del

1000-kronesedler fra 2009-serien og alle pengesedler fra de ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997 er nu værdiløse og kan ikke længere indløses i Nationalbanken. Indkaldelsen har varet 2,5 år og er den største indkaldelse af sedler siden 2. verdenskrig.

Nationalbankens bygning på Havnegade 5 i det centrale København
Nationalbankens bygning på Havnegade 5 i det centrale København

1000-kronesedler fra 2009-serien og alle pengesedler fra de ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997 er nu værdiløse og kan ikke længere indløses i Nationalbanken. Indkaldelsen har varet 2,5 år og er den største indkaldelse af sedler siden 2. verdenskrig. 

Ved fristens udløb 31. maj 2026 var der indleveret sedler for mere end 21,2 mia. kr. til Nationalbanken. Det svarer til 87 pct. af det samlede indkaldte beløb.

Der blev indleveret for mere end 20,1 mia. kr. i 1000-kronesedler fra 2009-serien, hvilket svarer til 96 pct. af det samlede indkaldte beløb på 21,1 mia. kr. i 1000-kronesedler. Indløbet af ældre seddelserier har været mindre. Der er i alt indleveret mere end 1 mia. kr. i ældre sedler, hvilket svarer til 30 pct. af de indkaldte ældre sedlers samlede værdi.

”Det er to et halvt år siden, vi annoncerede indkaldelsen. Så det har været en lang proces, hvor sedlerne først kunne benyttes som betalingsmiddel i halvandet år og derefter kunne indleveres til Nationalbankens indleveringssteder i et år. Seddelindkaldelsen er samlet set forløbet tilfredsstillende. Det bygger vi på størrelsen af det indleverede beløb, det høje kendskabsniveau, det generelt rolige forløb omkring indleveringerne og det tætte samarbejde med relevante aktører i sektoren,” siger Niels Kaas, hovedkasserer i Nationalbanken.

Størstedelen blev indleveret, mens man kunne betale i butikker og banker 

Størstedelen af sedlerne blev indleveret eller brugt, mens de var gyldige som betalingsmiddel i butikker og banker frem til 31. maj sidste år. I det seneste år, hvor man har kunnet indlevere sedlerne på et af Nationalbankens tre indleveringssteder i Aarhus, Odense og København samt via bankerne i Grønland og Færøerne, blev der indleveret væsentligt færre sedler.

De endelige indleveringstal kan blive lidt højere
Alle henvendelser om indlevering af sedler, som Nationalbanken har modtaget inden fristens udløb, bliver håndteret.

”Langt størstedelen af perioden var der meget roligt på indleveringsstederne. Men lige op til deadline besøgte rigtig mange indleveringsstederne – også så mange, at vi ikke kunne følge med i at behandle sagerne. Derfor fik mange af de fremmødte registreret deres sager, ligesom vi åbnede for onlineregistrering de sidste dage. Alle de registrerede sager vil blive færdigbehandlet i de kommende måneder,” siger Niels Kaas, hovedkasserer i Nationalbanken.

De ca. 7000 borgere og virksomheder, der blev registreret til senere håndtering hos Nationalbanken inden fristen – enten fysisk hos indleveringsstederne eller digitalt – bliver kontaktet direkte af FOREX eller Nationalbanken med henblik på færdigbehandling af sagerne og konkret aftale om den fysiske indlevering af sedlerne.

Læs mere
Nationalbanken har lavet en NYT, hvor du kan få flere tal og læse mere om Nationalbankens forventninger til indleveringer m.m. Du finder NYT’en på nationalbanken.dk/nytomindkaldelse.

Henvendelse kan rettes til presserådgiver Peter Levring på mail pnbl@nationalbanken.dk eller tlf. 2620 1809.

Nøgleord

Kontakter

Henvendelse kan rettes til presserådgiver Peter Levring på tlf. 3363 6383 eller PNBL@nationalbanken.dk

Om Nationalbanken

Nationalbanken er Danmarks centralbank. Vores tre overordnede formål er at sørge for stabile priser, sikre og effektive betalinger samt stabilitet i det finansielle system. Igennem de tre arbejdsområder bidrager vi til at sikre Danmark en robust økonomi.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Nationalbank

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Nationalbank

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye