Kræftens Bekæmpelse

Unge misbruger uv-indekset for at blive solbrune

1.6.2026 06:05:00 CEST | Kræftens Bekæmpelse | Pressemeddelelse

Del

Unge bruger flittigt oplysninger om uv-indekset, men ofte stik imod hensigten, viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak er bekymret over, at mange unge bruger uv-indekset til at optimere solbadning. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak er bekymret over, at mange unge bruger uv-indekset til at optimere solbadning. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Uv-indekset er et mål for intensiteten af solens uv-stråling. Det kan bruges som en hjælp til at vide, hvornår solbeskyttelse er nødvendig: Når uv-indekset er 3 eller derover, er det nemlig ifølge Kræftens Bekæmpelse tid til at finde de gode solråd om skygge, solhat og solcreme frem.

Nu viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse, at mange unge bruger uv-indekset til det modsatte af solbeskyttelse: Blandt dem, der tjekker uv-indekset, er det kun 41 pct., der bruger uv-indekset som et solbeskyttelsesværktøj. 54 pct. bruger det i stedet til at planlægge solbadning efter det tidsrum, hvor solens stråling er stærkest. Blandt unge kvinder er det hele 62 pct., der bruger uv-indekset til at planlægge solbadning for at opnå den ønskede tan. Det giver anledning til bekymring hos Kræftens Bekæmpelse:

- Vi har ofte hørt, at unge tjekker uv-indekset for at finde ud af, hvornår de får mest ud af deres solbadning. Men nu har vi for første gang tal på, hvor mange unge, der faktisk gør brug af uv-indekset på denne måde. Det er dybt bekymrende, at så mange unge bruger uv-indekset til det modsatte af hensigten, siger Mette Lolk, der er forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Unge kvinder vægter solbrun hud højere end solbeskyttelse
I rundspørgen bliver de unge også spurgt til, om det er vigtigst for dem at få en solbrun kulør eller at passe på deres hud i solen – hvis de skal vælge. Her angiver flest, at de helst vil passe på deres hud (47 pct. mod 41 pct., som helst vil være solbrune). Men fokuserer man på de unge kvinder er billedet vendt: 47 pct. vil helst være solbrune, mens 43 pct. helst vil passe på deres hud.

Børn og unge er særligt udsatte
Uv-stråling øger risikoen for hud- og modermærkekræft, og hvis man dyrker solen meget, har man en øget risiko. Ifølge Kræftens Bekæmpelses målinger af danskernes solvaner, er det de unge, der både solbader og solskoldes mest på trods af, at deres hud er mest sårbar. Børn og unge er nemlig særligt udsatte.

- Uv-stråling er mere skadeligt, jo yngre, du er. Det skyldes dels, at solskaderne i de unge år har mange år til evt. at udvikle sig til kræft og dels, at huden er mere sensitiv over for uv-stråling, når den ikke er færdigudviklet, forklarer Mette Lolk Hanak.

Hun tilføjer, at uv-stråling ikke kun har konsekvenser for helbredet.

- Selvom unge oplever, at de ser bedre ud med en tan, giver for meget uv-stråling også både rynker og pigmentpletter. Vi oplever, at konsekvenserne for udseendet for mange unge virker mere skræmmende end en kræftrisiko ude i fremtiden, siger Mette Lolk Hanak.

----------------------------------------------------------

Om rundspørgen
Analysebureauet Voxmeter har i marts og april 2026 gennemført en elektronisk spørgeskemaundersøgelse for Kræftens Bekæmpelse. De har indsamlet besvarelser fra 1.008 unge i alderen 15-25 år, heriblandt 533 unge i alderen 15-20 år. Data er repræsentativt på køn, alder og region.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 83 pct. af de 15-20-årige tjekker uv-indekset om sommeren. Blandt dem er det over halvdelen (54 pct.), der bruger uv-indekset til til at optimere deres solbadning. Blandt alle unge er det 45 pct., der bruger uv-indekset til at optimere deres solbadning.

Hele notatet kan læses her: Notat om unge og uv-indekset

------------------------------------------------------------

Nyeste måling af danskernes solvaner
I en webbaseret spørgeskemaundersøgelse er 5.020 danskere i alderen 15-70-år blevet spurgt til deres solvaner i den sommerferie, de har holdt inden for de seneste 14 dage – enten i Danmark eller i et land med et varmere klima end Danmark. Ud af de 5.020 deltagere i spørgeskemaundersøgelsen, har 1.307 holdt sommerferie sydpå. Data er indsamlet af analysebureauet Norstat i sommeren 2024, og det er nationalt repræsentativt ift. køn, alder og landsdel. Hele rapporten kan læses her: 
Danskernes solvaner i sommerferien 2024

Der er nye tal på vej om danskernes solvaner – indsamlet i sommeren 2025. De offentliggøres i løbet af juni måned 2026.

Nøgleord

Kontakter

Til citat: Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse. Tlf: 51 33 24 94, mail: mhanak@cancer.dk

Til baggrund: Christine Lind Tybring, specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelse, Tlf: 26 84 44 46, mail: tybring@cancer.dk

Om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.

Besøg os på Cancer.dk.

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye