LEGO Fonden

LEGO Fonden og International Rescue Committee (IRC) lancerer partnerskab på 630 millioner kr. for at støtte 5 millioner børn i konfliktområder

27.5.2026 16:55:54 CEST | LEGO Fonden | Pressemeddelelse

Del

Billund, Danmark / New York, USA, 27. maj 2026 — Nyt partnerskab med International Rescue Committee skal nå flere end fem millioner børn i Afrika og Mellemøsten gennem tidlig støtte.

Børn i skole i Uganda
Børn i skole i Uganda International Rescue Committee

Millioner af børn lever i konfliktområder og mange oplever afbrudt skolegang, utryghed og sult i de første og mest afgørende år af livet. LEGO Fonden og den internationale nødhjælpsorganisation International Rescue Committee (IRC) lancerer nu et femårigt partnerskab på 630 millioner kr. for at styrke læring, trivsel og udvikling for børn ramt af konflikt og kriser.

”Alle børn fortjener muligheden for at gå i skole, udvikle sig og trives – uanset hvilke omstændigheder de vokser op under,” siger Sidsel Marie Kristensen, administrerende direktør i LEGO Fonden.

Partnerskabet med IRC, som er en international humanitær organisation, der i nogle af verdens mest kriseramte områder arbejder med blandt andet uddannelse, sundhed og beskyttelse af mennesker ramt af konflikt og katastrofer, skal nå mere end fem millioner børn i Østafrika og Mellemøsten. Indsatsen bygger videre på mere end syv års samarbejde mellem LEGO Fonden og IRC om læring og trivsel for børn i krise- og konfliktområder. Siden 2019 har samarbejdet nået flere end syv millioner børn gennem programmer som PlayMatters, Ahlan Simsim og Play to Learn.

”Når børn vokser op midt i konflikt og kriser, er leg og læring ikke bare vigtigt – det er med til at skabe tryghed, håb og tro på fremtiden. Gennem vores mangeårige partnerskab med IRC har vi set, hvordan legende læring kan styrke børns trivsel, udvikling og modstandskraft, selv under meget svære omstændigheder. Nu bygger vi videre på de indsatser, der allerede har vist dokumenteret effekt, så endnu flere børn får mulighed for at lære, udvikle sig og bevare deres nysgerrighed. Det er et arbejde, vi tror dybt på, og som vi ved kan gøre en reel forskel for millioner af børn,” siger Sidsel Marie Kristensen.

Den nye indsats skal blandt andet styrke kvaliteten af undervisning i førskole og grundskole gennem legende læring, støtte små børns udvikling og trivsel fra graviditet til skolealder samt uddanne lærere, omsorgspersoner og lokale fagpersoner.

Ifølge IRC’s administrerende direktør, David Miliband, er der brug for markant større investeringer i børn i kriseområder:

”Millioner af børn vokser op i konfliktområder, hvor deres barndom bliver afbrudt, og usikkerhed præger hverdagen. Med dette partnerskab går vi fra at hjælpe børn med at håndtere kriser til at skabe langsigtede muligheder for læring, udvikling og trivsel.”

Partnerskabet vil blive implementeret i tæt samarbejde med lokale organisationer, myndigheder og internationale partnere og skal samtidig sikre, at indsatserne kan fortsætte – også når nye kriser rammer.

Læs mere om partnerskabet her: https://rescue.org/IRC-and-LEGO-Foundation

Nøgleord

Kontakter

Om LEGO Fonden

LEGO Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, som ejer 25% af LEGO Koncernen. Gennem både filantropiske uddelinger og impact-investeringer samarbejder LEGO Fonden med partnere verden over for at styrke børns trivsel, læring og udvikling.

www.legofoundation.com

Følg pressemeddelelser fra LEGO Fonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra LEGO Fonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye