Jyske Bank A/S

Pensionsopgørelsen på vej: Kan koste eller give penge tilbage

26.5.2026 06:00:00 CEST | Jyske Bank A/S | Pressemeddelelse

Del

Over en million danskere modtager i øjeblikket deres pensionsopgørelse fra Udbetaling Danmark. Her bliver det afgjort, om du har fået for lidt – eller for meget – i pension i 2025. Og det handler i høj grad om én ting: dine indkomstoplysninger.

Bettina Brask, privatøkonom i Jyske Bank,  gør opmærksom på, at pension løbende afhænger af din indkomst. Derfor er det helt normalt, at opgørelsen viser en forskel – men det er også et signal om, at du bør tage stilling til din økonomi.
Bettina Brask, privatøkonom i Jyske Bank, gør opmærksom på, at pension løbende afhænger af din indkomst. Derfor er det helt normalt, at opgørelsen viser en forskel – men det er også et signal om, at du bør tage stilling til din økonomi.

Pensionsopgørelsen for 2025 sendes i disse uger til folkepensionister, førtidspensionister og seniorpensionister. For nogle betyder opgørelsen, at der kommer penge ind på kontoen hen over sommeren. For andre, at der skal betales tilbage. Det afhænger i høj grad af indkomst og økonomiske valg.

“Pension er ikke et fast beløb, men noget der løbende afhænger af din indkomst. Derfor er det helt normalt, at opgørelsen viser en forskel – men det er også et signal om, at du bør tage stilling til din økonomi,” siger Bettina Brask, privatøkonom i Jyske Bank.

Foreløbig pension – endeligt regnskab kommer nu

Pensionen bliver i praksis opgjort to gange. Først løbende i årets løb på baggrund af forskudsopgørelsen, og derefter endeligt, når årsopgørelsen fra Skattestyrelsen er klar.

Det betyder, at den månedlige udbetaling kun er et foreløbigt beløb, og at opgørelsen nu viser det endelige resultat.

Ifølge Jyske Banks privatøkonom Bettina Brask er det især indkomstoplysningerne, der kan få stor betydning.

“Selv mindre ændringer i din eller din partners indkomst, som I ikke tjener på arbejdet, kan påvirke pensionstillægget. Det gælder for eksempel løbende pensionsudbetalinger eller aktieudbytte. Derfor kan to personer med samme pension på papiret opleve meget forskellige udbetalinger,” siger Bettina Brask.

Samspillet mellem pensioner kan påvirke økonomien markant

En central årsag til reguleringer er samspillet mellem offentlig pension og private pensionsordninger.

Udbetalinger fra eksempelvis ratepension tæller med i indkomsten og kan derfor reducere pensionstillægget. I nogle tilfælde kan det være muligt at tilrettelægge udbetalingerne, så modregningen bliver mindre.

“Hvordan og hvornår man får sine pensioner udbetalt, kan have stor betydning for den samlede økonomi. Derfor er det vigtigt at se på helheden og ikke kun på den enkelte ordning,” siger Bettina Brask.

Gennem en god pensionsplanlægning – hvor man har overblik over sine indtægter, justerer sin forskudsopgørelse og tænker over samspillet mellem udbetalinger – kan man i høj grad sikre, at pensionen bliver både korrekt og så optimal som muligt.

Udbetalingsperiode

Ratepension pr. år

Pensionstillæg pr. år

Samlet (rate + tillæg)

Varighed

10 år

70.000 kr.

82.871 kr.

152.871 kr.

10 år

15 år

52.075 kr.

88.410 kr.

140.485 kr.

15 år

20 år

43.373 kr.

91.099 kr.

134.471 kr.

20 år

Forudsætninger: Enlig pensionist med 100.000 kr. årligt fra livsvarig pension og 70.000 kr. årligt fra ratepension over 10 år, hvor resterende midler forrentes med 5 % årligt efter PAL. Maksimalt pensionstillæg for enlige udgør 104.748 kroner og modregningen i beløbet starter ved 99.200 kr.

Eksemplet viser, at de årlige udbetalinger vil være lavere, hvis en ratepension udbetales over en længere periode. Det kan reducere modregningen i pensionstillægget og give en mere jævn og i nogle tilfælde bedre samlet økonomi over tid – selvom indkomsten i de første år er lavere.

Forskudsopgørelsen er afgørende

Ifølge Bettina Brask er forskudsopgørelsen et centralt værktøj, hvis man vil undgå større reguleringer.

“Udbetaling Danmark bruger forskudsopgørelsen som grundlag. Hvis tallene ikke stemmer med virkeligheden, vil pensionen heller ikke gøre det. Derfor bør man løbende justere sine indkomstoplysninger,” fortæller hun.

En anledning til at tage økonomien op til revision

Pensionsopgørelsen er ikke kun et facit for det seneste år, men også en anledning til at se fremad.

“Opgørelsen er i virkeligheden et spejl af din økonomi. Den giver en god mulighed for at justere, så pensionen fremadrettet bliver mere præcis – og så du får mest muligt ud af din samlede økonomi,” siger Bettina Brask.

Hun understreger, at der ikke findes én løsning, der passer til alle.

“Ingen økonomier er ens. Men fælles for de fleste er, at der kan være noget at hente, hvis du arbejder aktivt med din pensionsplanlægning,” lyder det fra Bettina Brask.

Kontakter

Om Jyske Bank A/S

Jyske Bank A/S er blandt Danmarks største pengeinstitutter med 84 afdelinger i hele landet og cirka 4.000 medarbejdere. Banken tilbyder finansielle løsninger til privat- og erhvervskunder og er ejer af realkredit-selskabet Jyske Realkredit og af leasingselskabet Jyske Finans, der tilbyder leasing af biler og maskiner. Jyske Bank har cirka 140.000 aktionærer. www.jyskebank.dk

Følg pressemeddelelser fra Jyske Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Jyske Bank A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye