”Frivillig” isolation gør indsatte i danske fængsler syge

Ordet ’frivillig’ forbinder de fleste nok med muligheden for selv at vælge. Men for mange indsatte i danske fængsler er frivillig isolation mere en sidste udvej end et reelt valg.

I en ny ph.d.-afhandling viser Frederik Rom Taxhjelm fra Københavns Universitet, at langvarig frivillig isolation er noget, som indsatte bliver tvunget til at vælge, fordi de frygter at blive udsat for vold fra medindsatte.

- I virkeligheden stilles de over for et umuligt valg: Vold i fællesskabet eller lidelsesfuld isolation. De ved sjældent, hvad de siger ja til, men er desperate nok til at vælge udelukkelsen uanset, siger Frederik Rom Taxhjelm.

Fordi de indsatte har samtykket til isolationen, er fængslerne ikke forpligtede til at begrænse hverken skaden eller længden af isolation. Derfor kan udelukkelserne fortsætte i månedsvis - og i grelle tilfælde årevis. Det er ifølge forskeren stærkt problematisk:

- Al forskning viser, at isolationsfængsling er dybt skadelig – fysisk, psykisk og socialt –  hvorfor staten også begrænser alle andre former for isolation i danske fængsler. Men fordi de indsatte på papiret selv har valgt isolationen, så har praksissen i årtier undgået opmærksomhed og kritik.

”Som at drukne langsomt”

I sin afhandling har Frederik Rom Taxhjelm interviewet 29 indsatte i langvarig frivillig isolation og fem ledere for isolationsafsnit i syv forskellige fængsler for at undersøge, hvordan frivillig isolation praktiseres og opleves af de indsatte.

- Når en indsat først er isoleret, forsvinder store dele af fængslets normale indhold: værksteder, uddannelse, programmer, og sociale relationer. Isolationen gør derfor tiden i fængsel meningsløs. De mest påvirkede af isolationen beskrev det som en langsom druknedød eller en levende begravelse. De oplever stor lidelse, men også at lidelsen går ubemærket hen, siger Frederik Rom Taxhjelm.

Psykisk sårbare indsatte rammes særligt hårdt, understreger forskeren: Isolationen kan forværre angst, depression og mentale lidelser, og flere indsatte beskrev selvskade, selvmordstanker og en følelse af moralsk tomhed.

Frederik Rom Taxhjelms undersøgelse viser også, at konsekvenserne af den frivillige isolation rækker ud over fængslets mure. Registerdata dokumenterer, at tidligere frivilligt isolerede indsatte har mere end dobbelt så høj risiko for at dø af ikke‑naturlige årsager - som fx selvmord, overdosis eller vold - i årene efter løsladelse.

- Studiet viser ikke en årsagssammenhæng, men at frivillig isolation er sammenhængende med markant forhøjet dødelighed efter løsladelse er stærkt bekymrende. Det understreger både praksissens alvor og den marginalisering, der overordnet kendetegner gruppen, siger han.

Frivillighed og tvang bør sidestilles

Frederik Rom Taxhjelm mener, at den nuværende praksis i danske fængsler er uholdbar, fordi den langvarige frivillige isolation netop ikke er frivillig, og at den samtidig er stærkt skadelig for de indsatte. Det betyder, at en stor gruppe indsatte ikke får den grundlæggende sikkerhed og værdighed, som de har krav på, når de er i statens varetægt.

- De indsatte søger beskyttelse, men modtager isolation. Da der ikke er nogen regulering af frivillig isolation, er der ingen nationale standarder, og den bliver derfor ovenikøbet praktiseret forskelligt fra fængsel til fængsel. Nogle udelukkede har adgang til begrænset fællesskab, andre har ikke, nogle fængsler gør skadesreducerende tiltag, andre gør ikke, påpeger han og tilføjer:

- Hvis ’frivillig’ udelukkelse reelt er tvungen, fordi alternativet er vold, må man som konsekvens sidestille de to former for isolation. Indsatte, der af staten placeres i tvungen isolation, har langt bedre beskyttelse, ligesom de optjener rettigheder og tilbud proportionelt til længden af udelukkelsen.

Staten fralægger sig ansvaret

En af udfordringerne er, understreger Frederik Rom Taxhjelm, at de danske fængsler er i en historisk presset situation. Frivillig isolation er imidlertid ikke noget nyt fænomen, og derfor peger udbredelsen måske på et bredere problem.

- Det er bydende nødvendigt at regulere frivillig isolation. Men at få lidt flere tilbud eller at få et par timer mere ude af cellen løser ikke det grundlæggende problem. Det er statens ansvar at garantere sikkerheden og værdigheden af afsoningen, og det ansvar individualiseres med den frivillige isolation. Det bliver den enkeltes ansvar at opveje skaden af isolation mod vold i fællesskabet, og derfor påfalder det også staten at forebygge selve behovet for frivillig isolation og ikke kun regulere symptomet.

Selvom det at give indsatte en ret til isolation er internationalt unikt, påpeger Frederik Rom Taxhjelm, så er de problemer, som isolationen forsøger at løse, almene og velkendte.

- De fleste fængsler i verden er udfordrede af de samme sårbare grupper af indsatte: personer, der har vidnet i deres straffesag, der ønsker at forlade en bande, der lider af mentale lidelser, eller der har begået seksualforbrydelser. Men i ingen andre lande, jeg kender til, har man søgt at løse den problemstilling ved at give den indsatte selv retten til frivillig isolation. Derfor bør staten også tage denne opgave tilbage og ikke udlicitere sin egen forpligtelse til at beskytte personerne i sin varetægt, slutter Frederik Rom Taxhjelm.

Fakta: Frivillig isolation

Af samtlige indsatte, der opholdt sig i mere end syv dage i et dansk fængsel eller arresthus i 2010-2022, har otte procent erfaring med frivillig isolation. I denne periode har over 5000 personer således oplevet frivillig isolation. En frivillig isolation varer i gennemsnit 31 dage, og det er særligt de langvarige isolationer, der er problematiske.

Mange tror, at de frivilligt isolerede typisk har begået seksualforbrydelser, men det drejer sig kun om seks procent af dem. Flertallet, 41 procent, har begået voldsforbrydelser.

Der følger ikke samme tilsyn og retssikkerhed med frivillig isolation, som der gør med tvangsisolation, viser Frederik Rom Taxhjelms undersøgelse, og der er derfor mange utilsigtede konsekvenser af, at indsatte i danske fængsler har ret til isolation:

- Der er ingen tidsgrænse for, hvor længe en indsat kan sidde frivilligt isoleret

- Fængslet har ingen pligt til at afbøde skadevirkningerne af frivillig isolation

- Fordi frivillig isolation er en rettighed, er det også udelukkende op til den indsatte selv at afslutte den

- Frivilligt isolerede mister adgang til resocialiserende og rekreative indsatser, der typisk kendetegner fængselsstraf i Danmark

Om afhandlingen

Ph.d.-afhandlingen Frihedens byrde – Frivillig isolation i danske fængsler blev forsvaret 20. april 2026 på Københavns Universitet og er samfinansieret med Institut for Menneskerettigheder.

Den kombinerer kvalitative interviews med indsatte og ledere med landsdækkende registerdata. Flere af afhandlingens delstudier er publiceret eller under fagfællebedømmelse i internationale tidsskrifter, herunder Criminology & Criminal Justice og Punishment & Society.