
FødevareBanken og Salling Group gør succesfuld model til ny national standard mod madspild
21.5.2026 15:16:41 CEST | FødevareBanken | Pressemeddelelse
På bare ét år er mængden af overskudsmad distribueret gennem samarbejdet mellem FødevareBanken og Salling Group næsten fordoblet. I modellen sikrer FødevareBanken landsdækkende afhentning og distribution af overskudsmad fra Salling Groups butikker gennem aftaler med +100 organisationer og frivillige fra bl.a. Stop Spild Lokalt og Wefood. Nu er ambitionen at inddrage resten af detailhandlen og gøre modellen til ny national standard for håndtering af overskudsmad i Danmark.

I 2025 lancerede FødevareBanken og Salling Group madspildspartnerskabet MadPlus. I dag er 520 Netto-, føtex- og Bilka-butikker en del af aftalen, hvor butikkernes overskudsmad afhentes og leveres videre til sociale organisationer i hele landet, hvor maden bliver til måltider for mennesker i svære livssituationer. I 2025 blev resultatet imponerende 1.137 ton i MadPlus-samarbejdet, og målet er, at alle Salling Groups 716 danske butikker skal med i løsningen inden udgangen af 2027.
Allerede efter det første testår er modellen så stor en succes, at den nu er klar til at blive bredt ud og tilbudt til resten af detailbranchen.
”Vi er lykkedes med at tænke madspild helt anderledes i Danmark og har, på meget kort tid, skabt en landsdækkende model, hvor detailhandel, frivillige og sociale organisationer arbejder sammen i praksis - og resultaterne er markante. Derfor handler næste fase om at invitere resten af detailhandlen med ind i løsningen,” siger FødevareBankens direktør, Lea Gry von Cotta-Schønberg.
Den nye madspildsmodel bygger på lokale afhentninger direkte fra butikkerne kombineret med FødevareBankens nationale logistik og samarbejde med sociale organisationer. Hele indsatsen er båret af frivillige kræfter og en landsdækkende distribution.
Hos Salling Group er samarbejdet et bevis på, at butikkernes madspild kan reduceres markant gennem konkrete partnerskaber og bedre systemer omkring overskudsmad. I 2025 sikrede Salling Groups fulde madspildsindsats at 1.804 ton blev reddet og sendt videre til madspildsaktører og sociale organisationer.
”Vi har brugt de seneste år på at bygge en effektiv model, som fungerer - ude i butikkerne og lokalt i hele landet. Resultaterne viser, at langt mere mad kan reddes, når detailhandel og civilsamfund arbejder tæt sammen. For os handler det grundlæggende om, at friske fødevarer selvfølgelig ikke skal ende som affald, hvis maden kan blive til måltider øremærket samfundets sårbare grupper,” siger Kommunikations- og Bæredygtighedsdirektør i Salling Group, Henrik Vinther Olesen.
Ifølge Salling Group er ambitionen nu at vækste indsatsen og inddrage flere butikker, sikre hyppigere afhentninger og engagere flere aktører i branchen.
Samtidig peger FødevareBanken på, at madspildsmodellen har gjort det muligt at samle og koordinere lokale frivillige og organisationer langt bredere end tidligere.
”Der ligger et enormt potentiale i at samle kræfterne lokalt og nationalt. Vi har skabt en storskalamodel og en national infrastruktur omkring detailhandlens overskudsmad, der virker. Det betyder, at vi nu kan udvide antallet af donorer og sikre, at langt mere madspild bliver til måltider via sociale organisationer i hele landet,” siger Lea Gry von Cotta-Schønberg.
Fakta om FødevareBankens 2025-indsats:
- 6.5 millioner måltider
- 2.615 ton overskudsmad indsamlet fra fødevareproducenter og detailhandlen
- 1.483 ton CO2 sparet
- 487 Sociale Modtagerorganisationer
- 250 seje frivillige
- 200 fødevaredonorer
Fakta om MadPlus:
- Landsdækkende partnerskab mellem FødevareBanken og Salling Group, som samarbejder med bl.a. Stop Spild Lokalt, Wefood og frivillige organisationer og grupper i hele Danmark
- 520 Netto, føtex og Bilka-butikker er med i hele landet
- Forbinder detailhandel, frivillige og sociale organisationer i én samlet løsning
- Modellen kan udbredes og tilbydes til alle aktører i detailhandlen fra H2 2026
- Målet er, at alle Salling Groups butikker leverer deres overskudsmad videre inden udgangen af 2027
Nøgleord
Kontakter
Lea Gry von Cotta-SchønbergDirektør, FødevareBanken
Tlf:6133 2407LVS@foedevarebanken.dkHenrik Vinther OlesenGroup Vice President Communication, Sustainability & Public Affairs
Tlf:2482 6313henrik.vinther.olesen@sallinggroup.comLinks
FødevareBanken
Siden 2008 har FødevareBanken arbejdet målrettet med at mindske madspild og omdanne overskudsmad til nærende måltider for mennesker i udsatte livssituationer. FødevareBanken leverer fødevareindustriens overskudsmad videre til 441 sociale organisationer og deres gratis måltidsindsatser.
Følg pressemeddelelser fra FødevareBanken
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.