Hemmelige breve fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens ægteskab udstilles for første gang
19.5.2026 06:30:00 CEST | Museum Odense | Pressemeddelelse
I 50 år har forskere set frem til at læse i de hemmelige breve, der i 1976 blev forseglet i en kapsel på Det Kgl. Bibliotek. Nu kan offentligheden kigge med.

Det var med stor spænding en række forskere i begyndelsen af 2026 efter 50 år fik mulighed for at se nogle hidtil hemmeligholdte breve efter kunstnerparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen. Brevene havde indtil da ligget på Det Kgl. Bibliotek i en kapsel, der blev forseglet i 1976. Nu udstilles en del af den enestående, private korrespondance for første gang - og du kan kigge med.
Fredag den 22. maj åbner udstillingen ”Anne Marie & Carl Nielsen. Gemte breve fra et ægteskab i krise” på TID – Museum for Odense og giver dermed offentligheden en særlig mulighed for at komme helt tæt på et af Danmarks største kunstner-ægteskaber. Korrespondancen handler om den store krise, den verdensberømte komponist Carl Nielsen og den verdensberømte billedhugger Anne Marie Carl Nielsen oplevede i deres ægteskab i årene 1914-1916. En krise, der fik betydning for begge kunstneres videre arbejde.
Udviklingschef Mette Stauersbøl Mogensen på museet TID – Museum for Odense siger om udstillingen:
”Hver gang der dukker nye breve og kilder op til Anne Marie og Carl, får vi lov til at komme en lille smule tættere på de to kunstnere. De nye breve åbner op for ny viden om på den ægteskabskrise, som Anne Marie og Carl stod i, og giver dermed også nogle nye perspektiver til de to kunstnere. Brevene giver os indblik i kunstnerparrets relation samtidig med, at indholdet gør dem til mennesker, der skaber kunst, og ikke blot de værker, der står tilbage efter dem”.
Det var kunstnerparrets svigersøn, som i 1976 sørgede for at forsegle de mange breve, så de først kunne komme til offentlighedens kendskab 50 år senere. Brevene består af Anne Marie Carl Nielsens og Carl Nielsens komplekse korrespondance med den fælles ven, Ove Jørgensen i midten. Hver for sig betroede de to kunstnere sig til ham, der på den måde blev en slags mægler mellem dem.
Ifølge leder af Carl Nielsen Centret, Michael Fjeldsøe, der tidligere på året var med til at åbne kapslen på Det Kgl. Bibliotek, har forskerne hidtil ikke kendt til en stor del af brevenes eksistens.
”De nyåbnede breve ændrer fortællingen om Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen, fordi vi får et dybere indblik i, hvordan de begge havde det på dette tidspunkt i deres liv”, siger Michael Fjeldsøe.
Udstillingen ”Anne Marie & Carl Nielsen. Gemte breve fra et ægteskab i krise” kan ses på TID - Museum for Odense frem til den 25. oktober 2026. På museet TID kan man samtidig opleve den blivende udstilling ”Anne Marie Carl Nielsen. At forme liv”. OBS! En entrébillet til TID giver også adgang til Carl Nielsen Museet.
Fakta:
- Kapslen blev åbnet på Det Kgl. Bibliotek i januar 2026 efter at være forseglet i 50 år.
- Kapslen viste sig at indeholde 47 breve og postkort til og fra Anne Marie Carl Nielsen og Carl Nielsens fælles nære ven, Ove Jørgensen. Brevene indeholder en kompleks korrespondance fra de år, hvor ægteskabet mellem kunstnerparret var i en dyb krise.
- Udstillingen viser 13 af de hidtil hemmeligholdte breve samt Anne Maries personlige overvejelser om fordele og ulemper ved at blive i forholdet med Carl og deres ægtepagt.
- Det er første gang brevene udstilles – og også eneste gang i de kommende 10 år, da blækket på dem er sart.
Foto til fri anvendelse. Ved brug krediteres Foto: Museum Odense
Nøgleord
Kontakter
Mette Stauersbøl MogensenUdviklingschef
Tlf:2090 1312msm@museumodense.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Museum Odense
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Museum Odense
Museum Odense erhverver enestående H.C. Andersen-samling15.4.2026 12:08:49 CEST | Pressemeddelelse
Museum Odense har erhvervet en yderst fornem og betydningsfuld H.C. Andersen-samling. Samlingen stammer fra den svenske godsejersøn, militærmand og bogsamler Thore Virgin (1886–1957), hvis privatbibliotek var blandt de største og mest eksklusive i Norden. Blandt de 30 genstande i samlingen er bl.a. et manuskript med en længere dedikation til kong Christian 8. samt det håndskrevne originalmanuskript til teaterstykket Maurerpigen.
Stefan Birkebjerg Andersen er ny bestyrelsesformand for Museum Odense9.3.2026 11:56:01 CET | Pressemeddelelse
På et møde fredag den 6. marts 2026 blev tidl. stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen valgt enstemmigt som ny formand for Museum Odenses bestyrelse. Stefan Birkebjerg Andersen er et kendt navn i Odense efter en årrække som statsdirektør, hvor han bl.a. var dybt involveret i Odense omfattende byomdannelse og opførelsen af det nye H.C. Andersens Hus.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum