PensionDanmark

Nyt produkt giver tryghed ved tab af erhvervsevne

16.5.2026 11:54:29 CEST | PensionDanmark | Pressemeddelelse

Del

PensionDanmark har etableret en forsikring ved tab af erhvervsevne. Dermed har alle medlemmer mulighed for økonomisk tryghed, hvis de mister evnen til at arbejde.

PensionDanmark

Faglærte og ufaglærte skal have den samme økonomiske tryghed i arbejdslivet som andre faggrupper. Derfor har PensionDanmark etableret den første tab af erhvervsevneforsikring, som er målrettet lønmodtagerne på de timelønnede overenskomster.

I et halvt århundrede har funktionærer været sikret økonomisk tryghed gennem denne type forsikringer, hvis de mister evnen til at arbejde. Langt de fleste af PensionDanmarks medlemmer har kunnet opnå denne tryghed med en mindre omfattende forsikring eller gennem de offentlige ydelser, men blandt de højest lønnede har der manglet tilstrækkelig kompensation, hvis et medlem mister evnen til at arbejde.

Med det nye produkt tilbydes medlemmer med en årsløn over 418.000 kroner en dækning, der svarer til 70 pct. af årslønnen.

”Vores medlemmer skal ikke sidde i kantinen og kigge misundeligt over på deres funktionærkollegaers pensionsordninger. Derfor sikrer vi nu, at alle fremover har adgang til en fornuftig dækning, hvis du ikke længere er i stand til at arbejde. Det er et stort velfærdsskridt for vores faglærte og ufaglærte medlemmer, og det understreger, at vi som arbejdsmarkedspensionsselskab er klar til at tage hånd om din økonomiske tryghed – både i arbejdslivet og i alderdommen,” siger administrerende direktør i PensionDanmark, Peter Stensgaard Mørch.

Endnu et skridt i en positiv udvikling
Produktet er et vigtigt element i PensionDanmarks strategi ”Tryghed, Fællesskab og Fleksibilitet”, der har som mål at gøre pensions- og forsikringsprodukterne mere fleksible og tilpasse dem, så de afspejler medlemmernes faktiske økonomi. Både strategien og produktet afspejler, at opsparingerne hos PensionDanmarks medlemmer er i gang med en signifikant modningsproces, hvor de gennemsnitlige årlige udbetalinger til nye pensionister i PensionDanmark næsten er fordoblet fra 2016 til 2025. Med den udvikling er der også behov for en modning på produktsiden.

”Vores medlemmers opsparinger har på relativt få år rykket sig markant, selvom de kun har haft arbejdsmarkedspension siden starten af 1990’erne. Og nu indhenter vi også det efterslæb, der har været på forsikringsdækningerne, som andre faggrupper i nogle tilfælde har haft i et halvt århundrede. Det er en vigtig milepæl, som vi er stolte af at kunne passere til glæde for vores medlemmer i de virksomheder, de arbejder i,” siger Peter Stensgaard Mørch.

Øget fokus på sundhedsindsatsen
Samtidig med det nye produkt udvider PensionDanmark sin sundhedsindsats for at støtte medlemmerne bedst muligt i at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det sker med en tværgående sundhedsfaglig indsats, som omfatter sygeplejersker, læger, fysioterapeuter og psykologer.

Som medlem vil man ved aktivering af forsikringen blive tilknyttet en fast tovholder, som er følgesvend gennem de forskellige sundhedsfaglige indsatser, og som også kan hjælpe med mulighederne for omskoling til andre jobfunktioner.

”Arbejde handler ikke kun om indtægt. Det handler også om livskvalitet, fællesskab og mening i hverdagen. Derfor er vores ambition ikke kun at udbetale en forsikring, men i lige så høj grad at hjælpe medlemmerne tilbage i job, hvis det er muligt. Med en styrket og mere sammenhængende sundhedsindsats giver vi dem den bedst mulige støtte undervejs,” siger Peter Stensgaard Mørch.

Fakta: Tab af erhvervsevne-forsikring

  • Tab af erhvervsevne-forsikringen tildeles bidragsaktive medlemmer med en dokumenteret årsløn før skat over 418.000 kr. samt beskæftigelse (min. 28 timer ugentligt) i 24 ud af de sidste 30 måneder.
  • Ca. 156.000 medlemmer i PensionDanmark er blevet tilbudt Tab af erhvervsevne-forsikringen.
  • Med forsikringen er medlemmet sikret en dækning på 70 procent af sin løn ved tab af erhvervsevnen.
  • Forsikringen dækker ved kortere, længerevarende eller permanent tab af erhvervsevnen.
  • Medlemmet er dækket i perioden fra sygemelding til eventuel tilkendelse af førtidspension – herunder sygedagpengeforløb, jobafklaring, fleksjob samt førtidspension eller seniorpension.

Kontakter

PensionDanmark

PensionDanmark A/S administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for 851.500 medlemmer og 20.700 private og offentlige virksomheder. PensionDanmark er et kundeejet selskab, hvor hele overskuddet går til medlemmerne. De samlede indbetalinger udgjorde 18,2 mia. kr. i 2025. Balancen er 381 mia. kr.

Følg pressemeddelelser fra PensionDanmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PensionDanmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye