Broadway-hittet HADESTOWN får Skandinavienspremiere med Eurovision- favoritten Søren Torpegaard Lund i hovedrollen
15.5.2026 07:00:00 CEST | Østre Gasværk Teater | Pressemeddelelse
Den prisvindende Broadway- og West End-succes får premiere på Østre Gasværk Teater 17. september 2027. Søren Torpegaard Lund spiller hovedrollen som Orfeus i den første skandinaviske opsætning – og verdens første nye fortolkning – af den internationale musicalsucces.

Østre Gasværk Teater kan i dag offentliggøre en af de største musicalnyheder i nyere tid: HADESTOWN – en af de mest markante og prisvindende musicals fra Broadway og West End får Skandinavienspremiere på Østre Gasværk Teater fredag den 17. september 2027. Efter spilleperioden i København fortsætter forestillingen til Musikhuset Aarhus fra 5. april 2028 og derefter til Fredericia Musicalteater fra 21. april 2028.
I den mandlige hovedrolle som Orfeus står et af dansk scenekunst og musiklivs mest aktuelle navne lige nu: Søren Torpegaard Lund. Søren Torpegaard Lund vender dermed tilbage til Østre Gasværk Teater efter et mildest talt ekstraordinært år med vilde kaniner, en grandprixsejr i særklasse og nu hele Danmarks Eurovision-håb på skuldrene. I aftes sang han sig sikkert videre til finalen ved Eurovision Song Contest i Wien, og i morgen sidder hele Danmark klar foran skærmene og hepper på ham.
“Rollen som Orfeus er en drømmerolle, Hadestown en drømmeforestilling, og jeg elskede at være på Østre Gasværk Teater og i Musikhuset Aarhus med De Vilde Kaniner, så det var ikke nødvendigt med mange sekunders betænkningstid, da teaterchef Søren Møller ringede. Jeg er så stolt over at være med til at bringe en så unik forestilling til Danmark. Den fortjener at blive set! Jeg glæder mig helt vildt!”, udtaler Søren Torpegaard Lund.
Som de første i verden: HADESTOWN i ny dansk fortolkning
HADESTOWN er skabt af den amerikanske singer-songwriter Anaïs Mitchell og genfortæller den græske myte om Orfeus og Eurydike som en moderne musikalsk fortælling om kærlighed, håb, magt og modstand.
Siden premieren har HADESTOWN taget både Broadway og West End med storm. Forestillingen har modtaget otte Tony Awards, herunder Best Musical, samt en Grammy Award for Best Musical Theater Album og er blevet hyldet af både anmeldere og publikum verden over. I både New York og London spiller den fortsat for fulde huse og har cementeret sig som en af tidens mest markante internationale musicalsucceser med flere end 5 millioner gæster.
Når HADESTOWN nu kommer til Danmark, bliver det samtidig med et særligt internationalt gennembrud for Østre Gasværk Teater. Den danske opsætning bliver det første sted i verden, der får lov til at skabe sit eget kunstneriske bud på forestillingen – en produktion, der ikke blot kopierer originalen, men lader værket møde Østre Gasværks særlige rum, æstetik og kunstneriske sprog.
Og det er ikke kun i København man kan opleve HADESTOWN. Musicalen skal spille både i Musikhuset Aarhus og på Fredericia Musicalteater.
“Vi er stolte af at være en del af dette unikke, spirende samarbejde mellem nogle af landets førende musikteaterscener, der sammen skaber musicals til hele Danmark. HADESTOWN er en af Broadway og West Ends mest efterspurgte titler lige nu, og at vi får lov til at vise publikum en ny og storslået version, er virkelig specielt,” siger Thomas Bay fra Fredericia Musicalteater.
En musical om håb i en urolig tid
Forestillingen instrueres af teaterchef Søren Møller, sammen med co-instruktør Heidi Scheibye.
“Jeg er enormt stolt over, at vi kan præsentere HADESTOWN på Østre Gasværk Teater. Det er en af de forestillinger, jeg næsten ikke kan vente med at dele med publikum. Den har alt det, jeg mener, musikteater kan, når det er allerbedst: en myte, der ræsonnerer, musik der rammer direkte i hjertet, og en fortælling om mennesker, der bliver ved med at tro på kærligheden og på en bedre verden – også når hele verden omkring dem synes at være gået i stykker”, siger Søren Møller, teaterchef på Østre Gasværk Teater.
HADESTOWN taler samtidig direkte ind i en tid, hvor mange oplever verden som urolig, splittet og svær at finde håb i. I forestillingen bliver den gamle myte om Orfeus og Eurydike til en moderne fortælling om at turde synge håbet og kærligheden frem, når frygten fylder; og at turde forestille sig en bedre verden, selv når systemerne omkring os prøver at bilde os ind, at vi dybest set ikke kan forandre noget.
Østre Gasværk Teaters særlige arkitektur bliver et centralt kunstnerisk omdrejningspunkt i opsætningen. Forestillingens stemningsfulde og visuelt stærke univers matcher det tidligere gasværks monumentale, cirkulære rum og rå industrielle poesi helt enestående.
Spilleperiode:
Østre Gasværk Teater – Premiere 17. september 2027
Musikhuset Aarhus – Fra 5. april 2028
Fredericia Musicalteater – Fra 21. april 2028
Kunstnerisk hold
• Instruktion: Søren Møller
• Co-instruktion: Heidi Scheibye
• Kapelmester: Martin Konge
• Medvirkende: Søren Torpegaard Lund som Orfeus.
Yderligere cast og kreativt hold offentliggøres senere
Kort om HADESTOWN
• Skabt af Anaïs Mitchell
• Original Broadway-instruktion af Rachel Chavkin
• Vinder af 8 Tony Awards, herunder Best Musical
• Vinder af Grammy Award for Best Musical Theater Album
• Bygger på myten om Orfeus og Eurydike
Kontakter
Kristina Sindberg
Tlf:24860184kristina@sindbergkommunikation.dkBilleder
Østre Gasværk Teater
Centrum for innovativt musikteater og spektakulære musicals. Det er værket, der er stjernen.
- En del af Østerbro Teater
Morten Grundwalds Plads 1, 2100 København Ø
Følg pressemeddelelser fra Østre Gasværk Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Østre Gasværk Teater
Maria Lucia indtager central rolle i ny dansk musical på Østre Gasværk Teater13.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Når Østre Gasværk Teater til september 2026 slår dørene op til den helt nye, originale musical OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed af Ankerstjerne, Seebach og Price, bliver det med Maria Lucia Heiberg Rosenberg i en af forestillingens bærende roller. Nu kan teatret offentliggøre store dele af det cast, der skal bringe det mørke pop-eventyr til live på scenen på Østre Gasværk Teater og senere i Musikhuset Aarhus.
Unge skal mærke, at de ikke står alene - nyt partnerskab med Ventilen og headspace Danmark:4.2.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Østre Gasværk Teater sætter i sæsonen 2026 et markant fokus på unges trivsel, fællesskab og mental sundhed. I forbindelse med premieren på den nye store familie- og ungdomsforestilling OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed indgår teatret partnerskaber med Ventilen og headspace Danmark – to organisationer, der dagligt møder unge i ensomhed, angst og relationsproblemer.
Seebach, Ankerstjerne og Price står bag nyskrevet musical: OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed31.10.2025 09:15:00 CET | Pressemeddelelse
Det bliver som at sidde midt i en levende Hollywood-film, når Østre Gasværk Teater til september 2026 har premiere på en helt ny, original musical for hele familien, OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed. Musicalen spiller efterfølgende i Musikhuset Aarhus i januar 2027. Musikken er skrevet af Rasmus Seebach, Andreas Sommer og Lars Ankerstjerne, mens Adam Price står for manuskriptet. Thomas Agerholm instruerer, og han flankeres af et exceptionelt stærkt team, der bl.a. består af koreograf Nellie Bethel, aerial designer Sita Bhuller Otto og magiker John Bulleid, som er UK Illusions Associate på Harry Potter and the Cursed Child på West End i London.
DE VILDE KANINER: Her er castet, der skal fortolke Gnags’ udødelige klassikere i ny, stor teaterkoncert på Østre Gasværk Teater24.4.2025 09:13:01 CEST | Pressemeddelelse
Shaka Loveless, Søren Torpegaard Lund, Sofie Topp-Duus og en lang række etablerede sangere, dansere og musikere vil være at finde på scenen, når klassikere som Mr. Swing King, Danmark og Når jeg bliver gammel kan opleves i den helt nye forestilling DE VILDE KANINER – TEATERKONCERT GNAGS. Teaterkoncerten får premiere på Østre Gasværk Teater den 19. september 2025 og spiller fra den 7. januar 2026 i Musikhuset Aarhus.
Se videoen: Sting besøger Østre Gasværk Teater og optræder med castet i "THE LAST SHIP"20.3.2025 13:23:51 CET | Pressemeddelelse
I aftes besøgte den ikoniske musiker Sting Østre Gasværk Teater i København for at opleve sin egen musical, "THE LAST SHIP", opført for første gang på skandinavisk jord. Sting overraskede publikum ved at gå på scenen og optræde sammen med castet med titelnummeret fra forestillingen. Se videoen her
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

