10 mio. skal bane vejen for flere udenlandske sygeplejersker i sundhedsvæsenet
13.5.2026 06:30:00 CEST | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Regionsrådet i Region Hovedstaden har sat 10 mio. kr. af til at ansætte flere udenlandske sygeplejersker i evalueringsansættelser på hospitalerne.
Flere udenlandske sygeplejersker, som bor i Danmark, skal have mulighed for at få autorisation, så de kan arbejde som sygeplejersker i sundhedsvæsenet.
Af den grund har regionsrådet i Region Hovedstaden valgt at prioritere 10 mio. kr. til at oprette evalueringsansættelser på hospitalerne til sygeplejersker uddannet i lande uden for EU. For sygeplejersker uddannet uden for EU er en evalueringsansættelse det sidste skridt på vejen mod dansk autorisation.
Det glæder regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S).
- Vi er meget tilfredse med de 174 dygtige udenlandske sygeplejersker, som vi har ansat, efter at de har været i en evalueringsansættelse. Der har været flere eksempler på udenlandske sygeplejersker, der lever i Danmark, men ikke har kunnet få en evalueringsansættelse og dermed ikke kunnet opnå dansk autorisation. Det glæder mig, at vi nu kan hjælpe lidt flere og på sigt få mere personale til fx hospitaler og plejecentre, siger han.
Et solidt setup
Thomas Rohden (RV) er 2. næstformand i regionsrådet i Region Hovedstaden, og han har sammen med Peter Westermann (SF) oprindeligt rejst ønsket om at se på indsatser, som hjælper herboende udenlandske sygeplejersker med at få ansættelse.
- Jeg er glad for, at der har været politisk opbakning til at hjælpe flere herboende udenlandske sygeplejersker med at få dansk autorisation. Det bliver til gavn for hele sundhedsvæsenet. Hospitalerne i regionen har desuden en del erfaring med at ansætte udenlandske sygeplejersker, og der er et rigtig godt setup med både sprogscreening og undervisning i sundhedsdansk. Kort sagt er regionen et godt sted at lære det danske sundhedsvæsen at kende, siger han.
Formand for social- og psykiatriudvalget Peter Westermann (SF) stemmer i:
- Der er brug for dygtige sygeplejersker på tværs af sundhedsvæsenet. Vi er i gang med at give psykiatrien et større løft, og det glæder mig, at der fremover vil være flere udenlandske sygeplejersker, der får autorisation og muligvis vil søge job i psykiatrien.
Succes med samarbejde
Regionen vil derudover undersøge, om der er mulighed for faste samarbejder mellem hospitaler og kommuner omkring evalueringsansættelser. På Herlev og Gentofte Hospital er der positive erfaringer med at samarbejde med kommuner, fortæller vicedirektør Helene Bliddal Døssing.
Hospitalet har sammen med Gentofte Kommune og Lyngby Taarbæk Kommune samarbejdet om syv udenlandske sygeplejerskers forløb.
- Vi fik idéen til tværsektorielle forløb, fordi vi oplevede, at de sygeplejersker, som klarede sig godt i evalueringsansættelser på hospitalet, ofte allerede havde erfaringer fra job som ufaglærte på plejecentre i kommunerne. De havde allerede kendskab til en dansk arbejdsplads og havde øvet sig på sproget og var dermed nemmere at integrere i afdelingerne, siger hun.
Sygeplejerskerne i projektet får ca. tre måneders forberedende ansættelse i en af kommunerne og derefter en evalueringsansættelse på seks måneder på hospitalet, hvorefter de kan søge om autorisation.
- Vi har gode erfaringer med udenlandske sygeplejersker. Sygeplejerskerne er dygtige og meget motiverede, og det er mest sproget, der har været en udfordring. Derfor har hospitalet skruet op for sprogundervisningen. Som jeg ser det, er det en investering i fremtiden at uddanne udenlandske sygeplejersker til hele det danske sundhedsvæsen, siger vicedirektør Helene Bliddal Døssing.
Fakta
- I en evalueringsansættelse bliver de udenlandske sygeplejersker ansat i en periode og får afprøvet deres faglige og sproglige færdigheder. Udenlandske sygeplejersker skal gennemføre en evalueringsansættelse for at blive autoriseret som sygeplejersker i Danmark.
- Siden sommeren 2023 har der været 205 sygeplejersker ansat i en evalueringsansættelse i Region Hovedstaden. Heraf er 174 efterfølgende blevet ansat.
- 9 af de 205 udenlandske sygeplejersker er pt. i gang med evalueringsansættelsen.
- De 10 mio. kr. kommer fra regionens budgetreserve for 2026.
- 10 mio. kr. svarer til forløb for 30 udenlandske sygeplejersker. I Region Hovedstaden bliver sygeplejerskerne først ansat i en forberedende ansættelse i tre måneder med løn og derefter i en evalueringsansættelse på minimum seks måneder med løn.
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Nyt psykiatrisk medicinambulatorium til børn og unge åbner i Hillerød24.6.2026 11:54:35 CEST | Pressemeddelelse
Det store antal af børn og unge som henvises til børne- og ungdomspsykiatrien betyder, at ventetiden på især medicinsk behandling har været stigende. Det skal et nyt medicinambulatorium i Hillerød nu ændre på.
Ny regional senfølgeklinik skal hjælpe patienter med senfølger efter kræft23.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nu får borgere i Region Hovedstaden én samlet indgang til hjælp ved komplekse senfølger efter kræft med åbningen af en ny regional senfølgeklinik på Herlev og Gentofte Hospital.
20 mio. skal give børn og mennesker med demens hurtigere hjælp18.6.2026 12:55:27 CEST | Pressemeddelelse
Omkring 4600 patienter får snart hurtigere tid til undersøgelser og operationer i Region Hovedstaden.
Grundvandets stemmer skal inspirere de lokale treparter18.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ni af de centrale organisationer, der passer på vores grundvand, kommer i en ny video med konkrete løsninger til en bedre beskyttelse af grundvandet. Videoen skal inspirere de lokale treparter til at tænke rent drikkevand ind i fremtidens arealplanlægning.
Næsten hver tredje unge kvinde i Region Hovedstaden kæmper med angst6.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange unge i Region Hovedstaden oplever psykiske udfordringer. Især blandt unge kvinder fylder angst og depression meget, og flere får også en ADHD-diagnose. Det viser en ny rapport fra Sundhedsprofilen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum