Nyt initiativ hjælper unge kvinder uden for job og uddannelse til at få mere fodfæste
13.5.2026 06:30:00 CEST | GirlTalk | Pressemeddelelse
Københavns Kommune har besluttet at afsætte 500.000 kroner til GirlTalks gruppeforløb Sisterhood i 2026 efter lovende erfaringer fra et pilotprojekt støttet af Foreningen Roskilde Festival. Bevillingen skal give flere unge kvinder adgang til trygge fællesskaber, der styrker trivsel, tilknytning og retning i en livssituation præget af usikkerhed, ensomhed og mistrivsel.

Knap 45.000 unge mellem 15 og 24 år står uden for både job og uddannelse. Det kalder på løsninger, der ikke kun fokuserer på beskæftigelse, men også på relationer, fællesskab og mental trivsel som et fundament for at kunne tage næste skridt.
Med støtte fra Foreningen Roskilde Festival har GirlTalk gennemført to Sisterhood-forløb på Sjælland for i alt 16 unge kvinder i alderen 16–24 år, der stod uden for både arbejdsmarked og uddannelsessystem. Forløbene er gennemført i samarbejde med Jobcenter Københavns ungeenhed, som har henvist unge kvinder, der havde brug for støtte til trivsel og tilknytning som et fundament for at kunne komme videre.
“Alt for mange unge står uden for job og uddannelse – samtidig med at vi mangler arbejdskraft. Skal vi ændre det, kræver det samarbejde på tværs. Gruppeforløb som Sisterhood kan være med til at skabe den stabilitet og tilknytning, der skal til, før næste skridt mod uddannelse eller arbejde bliver muligt,” siger Anna Bjerre, direktør i GirlTalk.
Trygge fællesskaber skal hjælpe flere unge kvinder videre
Sisterhood er et gruppebaseret fællesskabsforløb over 10 uger med ugentlige mødegange, faciliteret af frivillige gruppeledere, som modtager uddannelse og løbende supervision fra GirlTalk. Forløbene er skabt som et trygt rum, hvor de unge kan spejle sig i andre, sætte ord på det svære og gradvist genopbygge oplevelsen af at høre til.
Som en del af pilotforløbene har GirlTalk samarbejdet med organisationen Overgang – et netværk af erhvervsmentorer, der møder de unge kvinder med forståelse for deres situation, udfordringer og behov.
Samarbejdet har styrket den samlede indsats, fordi det kombinerer fællesskab og relationer i Sisterhood med individuel støtte gennem mentorforløb. Her arbejder GirlTalk og Overgang med mange af de samme temaer – trivsel, tro på egne evner og personlig udvikling – men med forskellige indgange, som tilsammen skaber mere sammenhæng for den enkelte deltager.
“Mit Sisterhood-forløb og samarbejdet med min mentor har været en virkelig god og tryg oplevelse. Det har hjulpet mig til at turde drømme større og finde min vej ud i verden. Jeg har gennem forløbet opdaget, at jeg har et langt større potentiale, end jeg før har turdet tro på,” siger en deltager fra pilotforløbet.
Samarbejde mellem kommune og civilsamfund skal styrke unges fodfæste
Gennem mentorordningen har deltagerne talt om muligheder for fremtiden, og mentorerne har efterfølgende hjulpet dem med at undersøge konkrete forslag til job, praktikplads eller andre næste skridt.
Bevillingen fra Københavns Kommune er et konkret eksempel på, hvordan samarbejde mellem kommune og civilsamfund kan skabe mere sammenhængende veje for unge, der ellers risikerer at stå alene i et mellemrum mellem mistrivsel, uddannelse og arbejdsmarked.
Kontakter
Michelle JohansenPresseansvarlig
Tlf:44 18 69 34michelle.johansen@girltalk.dkOm GirlTalk
GirlTalk er en NGO, der arbejder for at forebygge og afhjælpe mistrivsel blandt piger og unge kvinder fra 12-24 år, styrke deres selvværd og livsmod, og hjælpe dem, der har det svært.
GirlTalk har over 20 års erfaring, mere end 400 frivillige og fire lokale afdelinger fordelt over hele landet.
https://girltalk.dk/
Følg pressemeddelelser fra GirlTalk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra GirlTalk
Pigers trivsel under pres: Ny indsats rykker ind i klasselokalet9.4.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny foredragsindsats fra GirlTalk skal styrke selvværd og fællesskaber blandt piger og unge kvinder i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelser. Indsatsen er støttet af Codan Fonden.
GirlTalk og unge influenter tager ansvar for en sundere digital kultur2.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Mens politikerne skærper reglerne for børns brug af sociale medier, går GirlTalk sammen med unge influenter for at ændre det indhold, unge faktisk møder i deres feed. Med projektet ’Girls Empower Girls’ uddanner organisationen unge influenter til at tage ansvar for sprog, fællesskaber og kropsidealer online – og udfordre de urealistiske idealer, der præger mange unges hverdag.
Kommuner kan styrke unges trivsel allerede i dag29.10.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Flere og flere unge rapporterer om ensomhed, dårligt selvværd og skolefraværet stiger. Det har konsekvenser for både børn og familier, og kalder på løsninger, der kan sættes i drift nu.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum