Djøf: Ledere bruger AI i stor stil – men hver fjerde føler at de mangler kompetencerne
11.5.2026 10:43:35 CEST | Djøf | Pressemeddelelse
”Det er problematisk, at så mange ledere ikke oplever, at de har de nødvendige kompetencer til at arbejde med og lede i forhold til kunstig intelligens. Når teknologien allerede fylder så meget i hverdagen, skal kompetencerne følge med,” siger Sara Vergo, formand for Djøf.

84% af lederne bruger i dag kunstig intelligens i deres arbejde. Det er en markant stigning fra 60% i 2024. Samtidig føler 25% af lederne sig ikke klædt på til ledelsesopgaven, der følger med AI.
Det viser en ny undersøgelse fra Djøf, som bygger på svar fra mere end 1.800 ledere i den private og offentlige sektor.
Undersøgelsen peger på et tydeligt paradoks. Mange ledere er i gang med at bruge teknologien, men en stor del mangler både viden og træning til at bruge den rigtigt.
33% af lederne oplever i mindre grad eller slet ikke at have de nødvendige kompetencer til selv at bruge AI. Samtidig har 30% ikke deltaget i kompetenceudvikling på området de seneste to år, og 27% arbejder et sted, hvor man endnu ikke har taget stilling til brugen af AI.
Formand for Djøf, Sara Vergo, ser med bekymring på tallene.
”Det er problematisk, at så mange ledere ikke oplever, at de har de nødvendige kompetencer til at arbejde med og lede i forhold til kunstig intelligens. Når teknologien allerede fylder så meget i hverdagen, skal kompetencerne følge med,” siger hun.
Hun peger på, at AI allerede påvirker arbejdsgange, beslutninger og kvaliteten i opgaveløsningen.
”Det stiller nye krav til ledelse. Ledere skal både forstå teknologien og kunne omsætte den til ansvarlig og strategisk rammesætning og inspiration i organisationen og for den enkelte medarbejder. Derfor er det bekymrende, at tre ud af ti ikke har fået den nødvendige træning,” siger Sara Vergo.
Ifølge Djøf bør arbejdspladserne tage et større ansvar for at løfte kompetencerne.
Det kræver en målrettet indsats, hvor ledere og medarbejdere får mulighed for at udvikle deres kompetencer systematisk. Indsatsen bør ikke bero på den enkelte leders egne forsøg, men forankres i en klar strategi.
Samtidig mangler mange arbejdspladser fælles rammer for brugen af AI.
”Alt for mange steder har man endnu ikke taget stilling til, hvordan man bruger kunstig intelligens. Det skaber usikkerhed. Arbejdspladserne skal sætte klare rammer, som både tager højde for datasikkerhed, faglig kvalitet og tryghed,” siger Sara Vergo.
Hun understreger, at teknologien skal bruges med omtanke.
”Kunstig intelligens skal styrke fagligheden og kvaliteten i arbejdet. Den må ikke blive en genvej til hurtige effektiviseringer. Hvis vi skal have det fulde udbytte, kræver det, at ledelsen prioriterer implementeringen og inddrager medarbejderne,” siger hun.
Læs analysen Ledelse i AI-æraen kræver nye kompetencer
Sara Vergo træffes for yderligere kommentarer på tlf. 31 37 39 20.
Om Djøf
Djøf er fagforening og rammen om faglige fællesskaber for 110.000 ledere, medarbejdere, selvstændige og studerende i den private og offentlige sektor i Danmark og i udlandet.
Djøfs medlemmer er langt fra ens. Men de deler passionen for faglighed og akademisk udvikling. Og de er fælles om viljen til at drive og udvikle erhvervsliv og samfund i en bæredygtig retning.
Djøfs medlemmer sætter deres viden i spil overalt i samfundet: Som rådgivere og konsulenter. Direktører og dommere. Advokater og analytikere. Projektledere og kommunikatører. Bestyrelsesmedlemmer og finansfolk. Eksperter og embedsmænd. Forskere, frivillige og fuldmægtige. Og meget mere.
Derfor driver Djøf faglig udvikling og inspiration, 1:1 rådgivning og karrieresparring, netværk og debat om aktuelle dagsordener og fremtidens arbejdsmarked.
Vi arbejder for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og et inkluderende arbejdsliv for alle medlemmer. Og vi bakker dig op – også juridisk, hvis du får brug for det.
Følg pressemeddelelser fra Djøf
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Djøf
Djøf: Flere fædre tager længere barsel – men lønnen halter stadig efter2.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire år efter nye barselsregler holder privatansatte fædre markant mere barsel. Men alt for mange kvinder og mænd må stadig holde orlov uden løn, fordi de enten ikke har ret til løn eller ikke har været ansat længe nok. Det begrænser både ligestillingen og mobiliteten på arbejdsmarkedet, mener Djøf.
Djøf: Færre business-studerende kan blive en bremse for dansk vækst27.7.2026 18:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Djøf ønsker årets nye studerende tillykke med studiepladsen, men advarer samtidig mod det faldende optag på de samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelser. Det risikerer at forværre manglen på de kompetencer, som både virksomheder og den offentlige sektor får brug for i de kommende år.
Djøf: AI er blevet hverdag på jobbet – man kompetenceudviklingen halter29.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens er på rekordtid blevet en integreret del af arbejdslivet. Men fire ud af ti har ikke fået tilbudt kompetenceudvikling inden for AI. Djøf opfordrer derfor både arbejdsgivere og regeringen til at tage ansvar for, at medarbejdere og ledere får de nødvendige kompetencer til at bruge teknologien ansvarligt.
Djøf: Vigtigt element i nyt regeringsgrundlag er det velfærdsforlig, som skal give mere fleksibilitet, mindre stress og ro om pensionsalderen2.6.2026 17:12:08 CEST | Pressemeddelelse
Regeringens planer om et Velfærdsforlig 2.0 giver en tiltrængt mulighed for at skabe et mere fleksibelt arbejdsliv og reducere stress og sygefravær. Samtidig kan færre administrative byrder styrke virksomhedernes værdiskabelse og konkurrenceevne, mener Djøf.
Djøf: Afskaf klausuler, der bremser innovation og iværksætteri26.5.2026 12:01:00 CEST | Pressemeddelelse
De Økonomiske Råd peger i dag i deres nye rapport på, at manglende mobilitet på arbejdsmarkedet kan give virksomheder en uheldig magt. Djøf opfordrer Folketinget til at vedtage at afskaffe kunde- og konkurrenceklausuler. Klausulerne gør det sværere for medarbejdere at skifte job, dele viden og starte nye virksomheder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum