Danmarks Idrætsforbund

Bordtennis Danmark vinder DIF-prisen som Årets Specialforbund 2026

9.5.2026 12:37:38 CEST | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse

Del

Stor medlemsfremgang særlig blandt de unge, et godt år sportsligt og flere klubber der tilbyder træning for 60+ var de overbevisende resultater, der betød, at Bordtennis Danmark fik flest stemmer, da 63 forbund afgjorde, hvem der er Årets Specialforbund 2026. Danmarks Motor Union og Dansk Golf Union var også nomineret til prisen.

Henrik Vendelbo fra Bordtennis Danmark fik overrakt prisen som Årets Specialforbund 2026 af DIF's næstformand Thomas Bach på DIF's Årsmøde
Henrik Vendelbo fra Bordtennis Danmark fik overrakt prisen som Årets Specialforbund 2026 af DIF's næstformand Thomas Bach på DIF's Årsmøde FOTO: Carsten Snejbjerg

Bordtennis Danmark blev lørdag hyldet af kolleger i idrættens verden, da de blev kåret som Årets Specialforbund 2026. Danmarks Motor Union og Dansk Golf Union var også nomineret, men det var Bordtennis Danmark, som kunne modtage diplomet og klapsalverne på DIF’s årsmøde.

”Jeg er næsten helt forpustet af æren. Tak til alle de frivillige uden jer havde vi ingenting. Tak til alle de klubber der er med til at skabe resultaterne. Det er vores kolleger i idrættens verden, som har stemt på os, og de ved om nogen, at det kræver hårdt arbejde helt fra forbundet til de frivillige i foreningerne uanset om det handler om at få flere medlemmer i klubberne eller medaljer til Danmark,” siger Henrik Vendelbo, formand for Bordtennis Danmark.

Det er DIF, der har indstillet de tre kandidater til prisen, som blev overrakt af DIF’s næstformand Thomas Bach. Prisen er udover æren på 100.000 kroner.

Derfor var Bordtennis Danmark nomineret til prisen

Der er tre primære årsager til, at Bordtennis Danmark var nomineret til prisen som Årets Specialforbund 2026:

  • Bordtennis har det sidste år haft en fremgang på 10 procent i medlemstal – og når man dykker ned i tallene, er det især unge spillere, der er kommet til. Forbundet har uddannet 150 nye ungdomstrænere, så klubberne er klar til at tage godt imod de mange nye medlemmer, så de har lyst til at blive ved med at spille.
  • Ved U21 EM i 2025 var der fem danskere med efter mange år med kun en enkelt kvalificeret spiller. Det lover godt for fremtidens bat-talenter.
  • Bordtennis Danmark har også udmærket sig med den fortsatte udvikling af Bat 60+ tilbuddet. Velux Fonden støtter nu initiativet, og det betyder, at det er lykkedes at finde frivillige kræfter til at starte projekter op ti nye steder i landet.

”Det er meget fortjent, at Bordtennis Danmark vinder i år. Det er et forbund, som har arbejdet strategisk på flere områder med både talentudvikling og bordtennis til særlige målgrupper, og det ser de nu resultaterne af. Stort tillykke. Jeg glæder mig til fortsat at følge dem i fremtiden,” siger DIF’s formand Hans Natorp.

Om prisen
Det er niende gang, at DIF-prisen ”Årets Specialforbund” uddeles. Vinderen vælges ved en afstemning blandt DIF’s 63 forbund til DIF’s årsmøde.

For at komme i betragtning til prisen har forbundene skulle opfylde et eller flere af følgende kriterier:

  • Forbundet er lykkedes med at skabe store sportslige resultater.
  • Forbundet har arbejdet for at skabe en mangfoldighed af fleksible tilbud, der kan tiltrække og fastholde medlemmer - fx børn, unge eller voksne.
  • Forbundet har gennem strategiaftalen med DIF vist et politisk mod og vilje til at prioritere særlige områder og derfor skabt en tydelig strategisk retning for forbundet.
  • Forbundet har på særlig inspirerende vis skabt et tværidrætsligt samarbejde med andre specialforbund.
  • Forbundet har arbejdet for at styrke diversiteten i rekrutteringen af frivillige ledere til forbundets udvalg, komiteer, bestyrelse etc.
  • Forbundet har arbejdet for at styrke idrættens samfundsmæssige ansvar ved at skabe en større synlighed af og forståelse for, hvor meget idrættens daglige aktiviteter og tilbud er værd for samfundet.
  • Forbundet har i særlig grad arbejdet for at værne om og styrke mangfoldigheden i idrætten, fx ved at optage nye idrætstendenser eller arbejdet med nye måder at organisere sig på.
  • Udvikler og afholder større events.

 

Tidligere vindere

  • 2025: Surf & Sup Danmark
  • 2024: Danmarks Bokse-Union
  • 2023: Parasport Danmark
  • 2022: Dansk Automobil Sports Union
  • 2021: Danmarks Ishockey Union
  • 2020: Bueskydning Danmark
  • 2019: Dansk Arbejder Idrætsforbund
  • 2018: Danmarks Basketball Forbund

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye