Aalborg Universitet

Hvem er Danmarks bedste unge hacker?

9.5.2026 08:00:00 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse

Del

Nationens bedste cybersikkerhedstalenter dyster i dag om titlen som Danmarks bedste unge hacker samt om en plads på Cyberlandsholdet i en 10 timer lang og intens konkurrence.

Foto: Mads Sejer Nielsen

År efter år bliver kampen om én af de ti eftertragtede pladser på det danske cyberlandshold endnu hårdere. 2026 er ingen undtagelse, når landets bedste hackere under 25 år tørner sammen til de danske Cybermesterskaber på Aalborg Universitet i København.

”Vi har virkelig mange unge, der er stærke inden for cybersikkerhed, og hvert år bliver de dygtigere og dygtigere – både fordi de dyster indbyrdes, men også fordi de støtter hinanden og motiverer hinanden til at blive bedre. Det er en kæmpe fornøjelse at se som professor, og det tegner også en lys fremtid for Danmark som digitaliseret nation,” siger cyberlandsholdstræner og professor i cybersikkerhed på Aalborg Universitet, Jens Myrup Pedersen.

Deltagerne er opdelt i hhv. juniorer og seniorer i aldersgrupperne 15-20 år og 21-25 år. Der kåres en dansk mester i hver aldersgruppe, og derudover går yderligere 23 deltagere videre til en bootcamp i juni. Her bliver feltet kogt ned til ti unge, som udgør det endelige landshold, der skal til EM i cybersikkerhed i Tyskland til oktober.

Formålet med de danske Cybermesterskaber er at styrke unges kompetencer indenfor IT og cybersikkerhed, fordi det danske og internationale erhvervsliv har brug for dem som aldrig før, siger Malene Stidsen, der er programchef ved Industriens Fond.

”Danmark og dansk erhvervsliv skal kunne passe på sig selv og sine samarbejdspartnere. Det kræver stærke kompetencer inden for cybersikkerhed – også i fremtiden. Med en turnering som de danske Cybermesterskaber når vi ud til rigtig mange unge overalt i Danmark og understøtter deres interesse for cybersikkerhed, så de på lidt længere sigt kan være med til at styrke danske virksomheder, eller måske selv som iværksættere kan bygge nye, innovative løsninger på området,” siger Malene Stidsen.

Hver dag bliver private virksomheder og offentlige instanser udsat for forskellige cyberangreb, og med en stadig stigende digitalisering af samfundet generelt er der et udpræget behov for den næste generation af cybersikkerhedseksperter, der kan hjælpe med at forsvare Danmark.

Det siger Mark Fiedel, der er chef for cyber i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

"FE har en vigtig opgave med at identificere og imødegå trusler fra fremmede staters hackere. Det kommer FE og hele Danmark til gode, at vi har et stærkt talentmiljø inden for både defensiv og offensiv cybersikkerhed. Vi er derfor glade for fortsat at være en af partnerne bag de danske Cybermesterskaber og Cyberlandsholdet, hvor vi blandt andet står for at træne de unge talenter, inden de skal til EM senere på året," siger Mark Fiedel.

Fakta

  • De danske Cybermesterskaber er et samarbejdsprojekt koordineret af Aalborg Universitet med deltagelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, Syddansk Universitet, IT-Universitetet i København, Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet, CBS, SagaLabs, Campfire Security og Happy42.

  • De danske Cybermesterskaber er støttet af Industriens Fond.

  • Konkurrencen foregår på Aalborg Universitet, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV. Gå ind ad hovedindgangen, og så fylder konkurrencen det meste af kantineområdet.

Nøgleord

Kontakter

Linda PedersenProjektleder, DDCHappy42

Tlf:9153 8873

Sigurd Schou MadsenKommunikationschefIndustriens Fond

Tlf:9137 3110

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye