Aarhus Universitetshospital

Ny metaanalyse: Ingen øget risiko for børns hjerneudvikling ved fædres brug af valproat

12.5.2026 12:18:14 CEST | Aarhus Universitetshospital | Pressemeddelelse

Del

Aarhus-forskere står i spidsen for en ny international metaanalyse af forskning i fædres brug af epilepsimidlet valproat. Metaanalysen finder ikke øget risiko for udviklingsforstyrrelser hos børn af fædre i behandling med valproat og rejser derfor spørgsmål om grundlaget for de nuværende europæiske anbefalinger.

Billede af kvinde og mand bag forskningen.
Fra venstre: Julie Werenberg Dreier og Jakob Christensen Foto: Simon Fischel, AU Health

En omfattende gennemgang af eksisterende studier viser, at der ikke er tegn på, at mænds brug af epilepsimedicinen valproat øger risikoen for udviklingsforstyrrelser, som fx autisme og ADHD, hos deres børn.

Det er konklusionen i en ny såkaldt living metaanalyse, som samler data fra registerbaserede studier i Danmark, Norge, Sverige og Taiwan. Studiet er ledet af Jakob Christensen, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor ved Aarhus Universitet.

– Vi har samlet og analyseret de bedste tilgængelige data fra flere lande, og samlet set finder vi ikke en øget risiko. Det er et vigtigt bidrag til en debat, hvor evidensen hidtil har været modstridende, siger Jakob Christensen.

Udfordrer grundlaget for europæiske anbefalinger

I 2024 anbefalede det europæiske lægemiddelagentur (EMA) en række forsigtighedsforanstaltninger for mænd i behandling med valproat. Det skete på baggrund af en undersøgelse, der pegede på en mulig øget risiko for udviklingsforstyrrelser hos børn.

Den nye metaanalyse samler resultater fra uafhængige studier baseret på data fra store befolkningsgrupper – og finder ikke samme tendens.

– Vores analyser kan ikke bekræfte den øgede risiko, som tidligere har været fremhævet. Når resultater fra flere store og uafhængige studier peger i en anden retning, er det relevant at genoverveje, om de nuværende anbefalinger afspejler den forskning, der findes, siger Julie Werenberg Dreier, som er professor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

Forskerne peger samtidig på, at de tidligere resultater kan hænge sammen med metodiske forskelle i analyserne – blandt andet hvordan data er justeret for andre faktorer, som kan spille ind.

Den nye analyse er designet som en såkaldt living metaanalyse, der løbende opdateres med ny forskning. Det betyder, at evidensgrundlaget fremover kan følges og justeres i takt med nye studier.

Robust evidens fra flere lande

Metaanalysen bygger på registerdata fra blandt andet Danmark, Norge, Sverige og Taiwan og omfatter flere store befolkningsstudier.

Samlet viser analyserne ingen øget risiko for udviklingsforstyrrelser – hverken samlet eller for specifikke diagnoser som autisme og ADHD.

Studierne peger i samme retning på tværs af lande, og der er kun små forskelle på resultaterne.

Vigtige konsekvenser for patienter

Valproat er for mange patienter med epilepsi en effektiv behandling, og i nogle tilfælde den mest virksomme mulighed. Samtidig kan ophør eller skift i behandling være forbundet med øget risiko for anfald, skader og indlæggelser.

– Det er vigtigt, at anbefalinger tager højde for både mulige risici og de meget konkrete konsekvenser ved at ændre behandling. Vores resultater bidrager med et mere nuanceret grundlag for beslutninger om behandling, siger Jakob Christensen.

Forskerne understreger, at der fortsat er behov for yderligere studier, og at analysen vil blive opdateret i takt med ny viden.

Bag om forskningsresultatet

  • Studietype:
    Systematisk review og metaanalyse (living metaanalyse) af registerbaserede kohortestudier
  • Samarbejdspartnere:
    Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, Karolinska Institutet, University of Oslo, University of Bergen, National Taiwan University m.fl.
  • Ekstern finansiering:
    Bl.a. Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Danmarks Frie Forskningsfond, Region Midtjylland samt internationale forskningsbevillinger
  • Interessekonflikter:
    Ja – enkelte forfattere har modtaget honorarer eller forskningsstøtte fra medicinalindustrien (oplyst i artiklen)
  • Læs den videnskabelige artikel:
    Christensen J. et al.: The risk of neurodevelopmental disorders associated with paternal use of valproate during spermatogenesis – a living meta-analysis. Journal of Neurology, Neurosurgery and Psychiatry, 2026. Link: https://jnnp.bmj.com/content/early/2026/05/12/jnnp-2026-338454

Nøgleord

Kontakter

PressekontaktVi har åbent for henvendelser mandag-torsdag 8.00-15.30 og fredag 8.00-15.00

Tlf:6112 2155

Billeder

Jakob Christensen
Jakob Christensen
Foto: Simon Fischel, AU Health
Download
Julie Werenberg Dreier
Julie Werenberg Dreier
Foto: Simon Fischel, AU Health
Download

Links

Aarhus Universitetshospital

Aarhus Universitetshospital er et komplet hospital på højeste internationale niveau med alle lægefaglige specialer samlet under ét tag.

Aarhus Universitetshospital står for den højt specialiserede behandling i Region Midtjylland og er det lokale hospital for borgerne i Aarhus og på Samsø.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye