
Fordoblet gasproduktion bidrager til, at Nordsøfonden lægger 2 milliarder kroner i statskassen for 2025
7.5.2026 09:11:45 CEST | Nordsøfonden | Pressemeddelelse
Med Tyra feltet i stabil drift og produktion fra Solsort feltet er Nordsøfondens olie- og gasproduktion steget væsentligt i 2025. Dermed har Nordsøfonden i 2025 skabt værdi for staten med et væsentligt finansielt bidrag på 2 milliarder kr. i form af udbytte og kulbrinteskatter.

Danmarks største gasfelt, Tyra, har efter det store genopbygningsprojekt været i normal drift fra februar 2025. Dette udgør en markant milepæl for partnerne i DUC og er en vigtig og positiv udvikling i forhold til Nordsøfondens økonomi.
”Med Tyra i drift er Danmark igen nettoeksportør af gas, og produktionen fra Tyra området bidrager til Danmarks og Europas energiforsyning og energiuafhængighed. I en tid hvor Europa arbejder på at udfase russisk gas fuldstændigt er Tyra et vigtigt bidrag,” udtaler Nordsøfondens konstituerede direktør Christian Herskind.
DUC’s Harald Øst Mellem Jura brønd blev sat i produktion ved udgangen af 2024 og har produceret bedre end forventet. Det betyder, at Harald feltet nu forventes at være i drift i 5-10 år længere end hidtil antaget.
Solsort Vest feltet fortsatte produktion på højt niveau frem til midten af 2025, hvor det forventede vandgennembrud i reservoiret indtraf, og olieproduktionen er som naturlig konsekvens deraf reduceret til ca. 30 procent af det tidligere niveau. Det forventes, at det vil være rentabelt at fortsætte produktionen fra Solsort Vest yderligere et par år.
Fremdrift i Nordsøfondens CO2-lagringlicenser
Danmarks undergrund forventes at have et stort potentiale for CO2-lagring, og i Danmark er fangst og lagring af CO2 udpeget til at spille en vigtig rolle på vejen til et klimaneutralt samfund.
Ved udgangen af 2025 var Nordsøfonden partner i syv CO2-lagringslicenser. Som gennemgående partner i alle tildelte lagringslicenser med en 20 % andel er Nordsøfonden en betydelig aktør med en særlig rolle og indsigt i CO2-lagring i Danmark.
”En af Nordsøfondens vigtigste opgaver er, at understøtte modningen af licenserne og ikke mindst de forretningsmodeller, der skal ligge til grund for realiseringen af potentialet på kommercielle vilkår. Som det som oftest er med nye forretningsområder, skal meget falde på plads på samme tid.
Nordsøfonden vil fortsat i samarbejde med sine partnere arbejde for, at Danmark kan udnytte sit potentiale for CO2-lagring,” fortæller Nordsøfondens bestyrelsesformand Christian Frigast.
I Greensand Future projektet er der i 2025 blevet arbejdet intenst på at kunne påbegynde lagring af CO2 i Nini-feltet 240 km nordvest for Esbjerg. I december 2025 modtog partnerne bag projektet, INEOS, Harbour Energy og Nordsøfonden, den første tilladelse til CO2-lager i Danmark. Det er forventningen at injektionen af CO2 kan påbegyndes midt 2026.
I de tre licenser til efterforskning på land Greenstore, Ruby og CO2 Storage Kalundborg er der blevet gennemført seismiske undersøgelser i løbet af 2025 og starten af 2026. Alle tre licenser forventer at gennemføre forundersøgelsesboringer i løbet af 2026 som endnu en del af den nødvendige, grundige afklaring af, om undergrunden er egnet til lagring af CO2.
Nordsøfonden forventer i de kommende år at afholde næsten 800 millioner kr. i omkostninger til forundersøgelser, svarende til, at der i licenserne samlet forventes gennemført forundersøgelser for mere end 4 milliarder kr.
Årets regnskabsmæssige resultat
Nordsøfondens nettoresultat for 2025 blev et overskud på 461 millioner kr. mod 498 millioner kr. i 2024.
I regnskabet indgår betalte selskabs- og kulbrinteskatter med 720 millioner kr. Herudover er der overført 1,3 milliarder kr. i udbytte til staten. Samlet set bidrager Nordsøfonden således i alt med mere end 2 milliarder kroner til statskassen.
I 2025 investerede Nordsøfonden knap 100 millioner kr. i olie- og gasaktiviteter og tilsvarende i CO2-lagringsaktiviteter.
Ændringer i Nordsøfondens direktion og bestyrelse
Starten af 2026 har budt på ændringer i Nordsøfondens direktion, da Adrian Lübbert fratrådte stillingen som direktør i Nordsøfonden d. 31. marts 2026 for at tiltræde stillingen som direktør i Energistyrelsen. Han bliver erstattet af Flemming Horn Nielsen, der tiltræder som ny direktør for Nordsøfonden den 1. juli 2026. Flemming Horn Nielsen er uddannet civilingeniør og har blandt andet tilbragt 30 år i olie- og gasbranchen, hvorfra han bringer solid ledelses- og erhvervserfaring. Direktørfunktionen varetages indtil Flemming Horn Nielsens tiltrædelse af bestyrelsesmedlem Christian Herskind.
I november 2025 trådte næstformand Signe Thustrup Kreiner ud af bestyrelsen og Charlotte Strand blev udpeget som ny næstformand. Samtidig blev Maria Moræus Hanssen fra Norge udpeget som nyt bestyrelsesmedlem. I april 2026 trådte bestyrelsesmedlem Karen Dyrskjøt Boesen ud af Nordsøfondens bestyrelse, der nu tæller i alt seks medlemmer. Den samlede bestyrelse kan ses her: https://nordsoefonden.dk/organisation/bestyrelse.
Nøgleord
Kontakter
Presse og kommunikation
Tlf:+45 4188 1267presse@nordsoefonden.dkLinks
Fakta om Nordsøfondens aktiviteter i 2025
Nordsøfondens produktion:
- Olieproduktionen steg med 25 % til 5,1 mio. tønder (4,1 mio. i 2024)
- Gasproduktionen blev mere end fordoblet til 5,3 mio. MWh (2,5 mio. i 2024)
Økonomisk resultat:
- Overskud: 461 mio. kr.
- Betalte skatter: 720 mio. kr.
- Udbytte til staten: 1,3 mia. kr.
CO₂-lagring:
- Deltagelse i syv CO₂-lagringslicenser ved udgangen af 2025
- Greensand Future tildelt Danmarks første tilladelse til fuldskala CO₂-lager. Lagring vil foregå offshore og forventes påbegyndt midt 2026.
Fakta om Nordsøfonden
Nordsøfonden er statens undergrundsselskab, og vores opgave er at skabe værdi for det danske samfund ved at udnytte undergrundens potentiale. Nordsøfonden står på to ben: Vi producerer olie og gas og er derved med til at sikre forsyningen af energi og råstoffer. Samtidig er vi med i alle licenser til lagring af CO₂ i undergrunden, hvor vi vil arbejde for at reducere udledninger til atmosfæren.
Som gennemgående aktør i arbejdet med den danske undergrund opererer vi i krydsfeltet mellem partnere, operatører og myndigheder. Her fremmer vi gensidig forståelse, anskueliggør muligheder og baner vejen for helhedsorienterede løsninger.
Følg pressemeddelelser fra Nordsøfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.