Eckes-Granini Danmark A/S

Rynkeby Foods skifter navn til Eckes-Granini Danmark

30.4.2026 10:00:00 CEST | Eckes-Granini Danmark A/S | Pressemeddelelse

Del

Rynkeby Foods skifter navn til Eckes-Granini Danmark for at signalere virksomhedens styrkeposition som en del af Europas stærkeste juice- og drikkevarefamilie. Brands, medarbejdere og daglige aktiviteter fortsætter uændret i Ringe.

Den fynske producent af juice og frugtbaserede drikke, Rynkeby Foods, ændrer sit navn til Eckes-Granini Danmark. Navneskiftet sker som en naturlig udvikling, efter Ringe-virksomheden for 10 år siden blev opkøbt af den tyske, familieejede juicekoncern, Eckes-Granini Group.

Navneændringen vil ikke påvirke virksomhedens daglige drift eller organisation, men tydeligere signalere tilhørsforholdet til Europas stærkeste juicefamilie.

”Vi har været en del af Eckes-Granini Group i efterhånden 10 år, så for os er navneskiftet en naturlig tilpasning. Det handler både om, at vi overordnet set gerne vil gøre det tydeligere, at vi er en del af en stærk koncern, og at vi helt lavpraktisk kan indfri en række synergier og potentialer i vores hverdag ved at dele navn med Eckes-Granini, både i forholdet til vores kunder, samarbejdspartnere og myndigheder,” siger CEO, Mark Hemmingsen.

Dansk arv i en international koncern
Rynkeby Foods står på en tydelig dansk historie og kultur og har gennem mange år opbygget en stærk position med fokus på kvalitet, ansvarlig produktion og tætte relationer til leverandører og samarbejdspartnere.
Samtidig er virksomheden præget af en unik medarbejderkultur. Begge dele er helt afgørende også fremadrettet at værne om og udvikle. Derfor har det ifølge Mark Hemmingsen været vigtigt ikke at haste et navneskifte igennem.

”Vores historie, fynske ophav og medarbejderkultur er vi enormt stolte af. Derfor er navneskiftet heller ikke et brud med, hvem vi er. Tværtimod handler det om at tage vores historie med ind i fremtiden som en stærk dansk del af en europæisk koncern,” siger Mark Hemmingsen.

Tydeligt skel mellem virksomhed og brands
Juiceproducentens forbrugerbrands, Rynkeby, God Morgen® og Valsølille, fortsætter uændret, så der vil være en skarpere adskillelse mellem virksomhed og brands.
Eckes-Granini Danmark vil derfor fremover være afsender af fx. regnskaber, registreringer og virksomhedskommunikation.

Navneændringen til Eckes-Granini Danmark implementeres løbende i 2026.

Kontakter

Anders Damgaard (KommPress), pressekontakt for Eckes-Granini Danmark, mobil: 53 68 20 38.

Fakta

Om Eckes-Granini Danmark A/S:  

Eckes-Granini Danmark er Nordens største producent af frugt- og juiceprodukter. Virksomheden har eksisteret i Danmark siden 1934 og producerer årligt omkring 100 millioner liter baseret på de bedste bær, frugter og grøntsager. Virksomheden ligger i Ringe på Fyn og beskæftiger omkring 220 ansatte. Eckes-Granini Danmark er en del af Eckes-Granini Group og producerer og distribuerer mærkevarerne Rynkeby, God Morgen® og Valsølille.

Om Eckes-Granini Group:  

Eckes-Granini er den førende leverandør af juicer og frugtdrikke i Europa. Den familieejede virksomhed har sit hovedkvarter i Nieder-Olm i Tyskland og står bag stærke mærkevarer inden for juicer, frugtdrikke og smoothies. Eckes-Granini opererer hovedsageligt i Europa med egne nationale selskaber og strategiske partnere, genererer en årlig omsætning på mere end 6,8 mia. kr. og har omkring 1.500 ansatte.  

Følg pressemeddelelser fra Eckes-Granini Danmark A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Eckes-Granini Danmark A/S

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye