Er den brækket? Patienter kan komme hurtigere hjem fra akutmodtagelsen med kunstig intelligens
29.4.2026 13:09:39 CEST | Region Østdanmark | Pressemeddelelse
Der opleves reducerede ventetider i akutmodtagelsen efter udrulningen af en AI-algoritme, der hjælper med at analysere røntgenbilleder. Løsningen rulles ud i hele Region Østdanmark

Mange har prøvet at sidde en sen eftermiddag eller aften og vente på svar på røntgen. Hop på trampolin, en overmodig tackling til oldboys-fodbold eller et glat fortov en kold vinterdag.
I 2025 udførte man i Hovedstaden og Sjælland hele 191.000 undersøgelser med mistanke om knoglebrud. Røntgen er dermed en af de hyppigste undersøgelser i akutmodtagelserne, men seks ud af 10 patienter har slet ikke noget brud.
Som en del af et nationalt samarbejde mellem regeringen, KL og Danske Regioner udruller de to regioner derfor nu en AI-algoritme, der bl.a. hurtigt kan pege på, hvis der ikke er tegn på brud.
- Med AI til knoglebrud i Østdanmark sætter vi en fælles standard for, hvordan vi bruger AI klogt og ansvarligt i klinikken. Det er virkelig positivt, at der så tidligt i udrulningen meldes om, at patienter afsluttes hurtigere, samtidig med at speciallægerne fortæller, at de får frigivet tid. Begge dele noget, der i høj grad kommer patienterne til gavn og dermed et stærkt fælles skridt ind i Region Østdanmark, siger regionsrådsformand i Hovedstaden og Region Østdanmark Lars Gaardhøj (A) i forbindelse med den officielle lancering af projektet på Nordsjællands Hospital.
Algoritmen er beslutningsunderstøttelse til behandlersygeplejersker og yngre læger, så de i flere tilfælde selvstændigt vil være i stand til at afgøre, om en patient kan sendes hjem eller skal behandles på hospitalet. Algoritmen erstatter altså ikke den kliniske vurdering og røntgenbillederne vurderes også stadig på en efterfølgende skadekonference. Typisk dagen efter.
Ekstra tryghed og selvstændighed
- Med algoritmen får jeg mulighed for at arbejde mere selvstændigt i akutmodtagelsen, fordi jeg hurtigere kan danne mig et overblik over røntgenbillederne. Samtidig giver det mig en ekstra tryghed at have et støtteværktøj i ryggen, når jeg vurderer, om der er tegn på brud. Og det vigtigste er, at vi kan nedbringe ventetiden for patienterne med småskader, så de ikke skal vente unødigt længe på svar – men kan komme videre eller hjem hurtigere, siger Martin Nielsen, sygeplejerske med specialfunktion, akutafdelingen Nordsjællands Hospital.
Reducering af ventetider
- Det er virkelig til gavn for patienterne, når vi med algoritmens beslutningsstøtte hurtigere kan afgøre, hvad der skal ske og få patienten videre i systemet eller hjem. Alle os, der arbejder på akutområdet ved, hvor stor en rolle ventetid spiller for patienttilfredsheden, siger Hanne Højland Keller, chefsygeplejerske på Hvidovres akutmodtagelse og Glostrups akutklinik.
- I Akutklinikken på Glostrup arbejder vores dygtige behandlersygeplejersker alene i dagtimerne. Nu kan de i langt højere grad selv afslutte patienter uden knoglebrud. De behøver ikke at ringe til os læger på Hvidovre, så vi bliver afbrudt i andet arbejdet. Det gør en tydelig forskel i mit arbejdsflow”, siger Dan Bruun Volder, ledende overlæge, Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.
FAKTA
Om algoritmen
Algoritmen er forud for implementeringen blevet testet på et datamateriale af 3.000 tidligere tilfælde af knoglebrud. I ni ud af 10 tilfælde kom algoritmen frem til den samme vurdering som i den radiologiske rapport.
Data til testen kom fra Herlev Hospital og Akutklinikken på Gentofte Hospital, Bispebjerg Akutmodtagelse og Frederiksberg Akutklinik og Akutmodtagelsen Hillerød samt Akutklinikkerne Helsingør og Frederikssund på Nordsjællands Hospital.
Om projektet
Projektet trækker både på nationale erfaringer fra Region Nordjylland, hvor en lignende løsning har skåret en time af den gennemsnitlige ventetid på akutmodtagelserne og på positive erfaringer fra Bornholms Hospital og Nykøbing Falster Sygehus.
Projektet gennemføres som den første storskalaudrulning af AI på området i de to regioner og implementeres i forskellige faser. De første hospitaler i Region Hovedstaden gik live i uge 4, 2026. Projektet understøttes af løbende dataindsamling og en række forskningsprojekter, der skal følge op på bl.a. værdiskabelse og læring undervejs.
Målsætningen er, at man som patient i takt med udrulningen gradvist skal møde færre klinikere som en del af ens forløb. Bl.a. forventes radiografer at kunne hjemsende patienter uden tegn på brud, og så vil behandlersygeplejersker kunne afslutte udvalgte patienter med mindre brud. Planlægningsarbejdet er påbegyndt, og der forventes forskellige former for afprøvning i andet halvår af 2026.
Initiativet følger rammerne for statslig medfinansiering: et tilskud på 9,3 mio. kr. fra Digitaliseringsstyrelsens Tilskudspulje for nye teknologier til skalering på tværs af regioner – med samlet regional medfinansiering på 13,1 mio. kr. i perioden 2025–2027.
Udrulning i Region Østdanmark
Algoritmen skal udrulles til hele Region Østdanmark. Den er allerede taget i brug på Glostrup Akutklinik, Bispebjerg Akutmodtagelse og Frederiksberg Akutklinik, Akutmodtagelsen Hillerød samt Akutklinikkerne Helsingør og Frederikssund på Nordsjællands Hospital, Akutklinikken på Amager Hospital, Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital og Akutmodtagelsen på Bornholms Hospital. Akutmodtagelsen på Herlev Hospital og Akutklinikken på Gentofte Hospital vil efter planen implementere den i midten af maj.
Følg pressemeddelelser fra Region Østdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Østdanmark
Fra Region Sjælland til Region Østdanmark: Ny rådssal udvidet og indviet i Sorø11.8.2026 17:06:39 CEST | Pressemeddelelse
Den kommende Region Østdanmark har fået sine politiske rammer på plads. I dag er den udvidede regionsrådssal i Sorø blevet indviet og dermed er endnu en milepæl nået på vejen mod den nye region, der bliver en realitet 1. januar 2027.
Mere end hver anden borger i Østdanmark bruger nu digital indgang til sundhedsvæsenet7.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Patienterne er flittige til at bruge appen MinSP, som giver digital adgang til egen og pårørendes journal og bl.a. bruges til hjemmeindlæggelser. Antallet af brugere runder nu halvanden million i Østdanmark. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) ser det som en styrke i arbejdet med at sikre lige adgang til sundhed i den kommende Region.
Gravide i Østdanmark slipper for at bære rundt på papirjournal20.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den fysiske vandrejournal for gravide bliver nu udfaset i Østdanmark. Med appen ’Min Graviditet’ skal de mere end 28.500 kvinder, der forventet hvert år vil føde i den kommende Region Østdanmark, sikres et nemt og samlet overblik over hele deres forløb.
Regionsrådsformand i Region Østdanmark Lars Gaardhøjs (S) reaktion på økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne19.6.2026 13:00:18 CEST | Pressemeddelelse
Vi har fået en god økonomiaftale, som sikrer en robust økonomi i Region Østdanmark i 2027. Den er et klart udtryk for, at regeringen og regionerne deler de høje ambitioner for sundhedsvæsenet. Nu skal vi kigge nærmere på aftalen, og finde ud af, hvad den konkrete betydning bliver for økonomien i Region Østdanmark. Men vi undgår med al sandsynlighed regionale sparekrav til hospitalerne. Der kan dog være interne omprioriteringer på hospitalerne, som kan opleves som en besparelse på enkelte afdelinger. Alt for mange børn og unge kæmper i dag med psykiske problemer og mistrivsel. Derfor er jeg særligt glad for, at vi fortsætter med at prioritere og udvikle psykiatrien og har fokus på børn, som kæmper med psykisk sygdom og mistrivsel. Vi har været spændte i Region Østdanmark i forhold til den kollektive trafik. Sundhedsreformen havde nogle afledte konsekvenser for os, og derfor så vi ind i markante besparelser. Den bekymring er meget mindre nu. I Region Østdanmark står vi med en stor og kom
Nyt logo skal gøre Region Østdanmark genkendelig fra dag ét17.6.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når du fra den 1. januar 2027 ser en ambulance, får en indkaldelse til kontrol i Digital Post eller kører forbi et af hospitalerne i den nye Region Østdanmark, vil du kunne møde det nye logo. Det skal gøre det let for borgere, patienter og medarbejdere at genkende den nye region.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum