Overgangsalderen skal være et naturligt samtaleemne på arbejdspladsen
29.4.2026 08:44:59 CEST | Dansk Standard | Pressemeddelelse
Manglende viden har gjort overgangsalderen til et svært emne på arbejdspladsen og skabt omkostninger for både kvinder og samfund. En ny guide giver ledere og medarbejdere viden og konkrete redskaber til bedre støtte.

Overgangsalderen er fortsat et tabubelagt emne på mange arbejdspladser – på trods af at den berører en stor del af arbejdsstyrken og ofte rammer midt i arbejdslivet. For at hjælpe arbejdspladser med at skabe de nødvendige rammer har Dansk Standard i samarbejde med KISO (Kvinder i Sund Overgang), Foreningen for Kvinder & Sundhed samt Hormoner på Arbejde udarbejdet en ny guide. Guiden giver konkrete redskaber til at håndtere overgangsalderen professionelt og systematisk med fokus på trivsel, åben dialog og fastholdelse af medarbejdere.
"Jeg er stolt af, at vi i Dansk Standard sammen med KISO, Foreningen for Kvinder & Sundhed og Hormoner på Arbejde har udviklet en guide, der giver ledere og medarbejdere et fælles sprog og konkrete værktøjer til at støtte kvinder i en livsfase, der kan opleves meget forskelligt. Vores håb er, at guiden bidrager til større forståelse og gør det lettere for kvinder at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig er der også en klar gevinst for virksomhederne, som kan fastholde værdifulde medarbejdere og styrke trivslen", siger Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard.
"I KiSO er vi enormt glade for at kunne bidrage med viden, der kommer ud og leve i samfundet til gavn for både arbejdspladser og kvinder, der oplever, at overgangsalderen påvirker arbejdslivet. Guiden er ikke en endelig løsning på de store udfordringer, vi står over for, men jeg er overbevist om, at det er en rigtig god start. En arbejdsplads, som anerkender overgangsalderen som en naturlig livsfase, alle kvinder skal igennem, har de bedste muligheder for at skabe et godt arbejdsmiljø. Det gavner både medarbejderen og bundlinjen", fortæller Lasse Gliemann, forskningsleder for KiSO.
Trivsel, fastholdelse – og en sund bundlinje
Når arbejdspladser arbejder systematisk med overgangsalder, kan det styrke trivslen, øge trygheden i dialogen mellem leder og medarbejder og bidrage til en stærkere arbejdskultur. Samtidig kan bedre rammer og øget forståelse være med til at reducere sygefravær, begrænse personaleomsætning og fastholde medarbejdere.
"Jeg har været utrolig glad for at kunne bidrage i udarbejdelsen af denne guide, fordi jeg igen og igen møder arbejdspladser, der gerne vil støtte medarbejdere i overgangsalderen – men mangler viden og konkrete redskaber. Guiden er vigtig, fordi den bygger bro mellem behovet ude på arbejdspladserne og de løsninger, der faktisk gør en forskel i praksis", siger Maja Aagaard, CEO og medstifter af konsulentvirksomheden Hormoner på Arbejde.
Guiden tager afsæt i den kommende internationale standard for overgangsalder og menstruel sundhed, ISO 45010, som udkommer i løbet af sommeren.
"Guiden imødekommer et udækket behov for viden om de udfordringer, mange kvinder møder på arbejdspladserne i overgangsalderen samt mulige tiltag, der kan bedre arbejdslivet og livskvaliteten hos den en enkelte. Det har været yderst meningsfuldt arbejde, som jeg som repræsentant for Kvinder & Sundhed har glædet mig over at kunne bidrage til", uddyber Janne Lehmann Knudsen, speciallæge PhD., Foreningen Kvinder og Sundhed.
Tallene taler for sig selv
Overgangsalderen er en naturlig del af livet for langt de fleste kvinder i alderen 45 til 55 år – og dermed også en del af arbejdslivet, ofte midt i karrieren, hvor erfaring og kompetencer er på sit højeste.
Undersøgelser viser, at 97 procent af kvinder i denne aldersgruppe oplever symptomer på overgangsalderen, og at op mod 66 procent oplever, at symptomerne påvirker deres arbejdsliv. Symptomerne varierer betydeligt og kan spænde fra milde gener til markante fysiske og mentale udfordringer med konsekvenser for både trivsel og arbejdsevne. Sidst men ikke mindst viser estimerede tal fra KISO, at overgangsalderen årligt medfører 10.200 tabte årsværk. Det svarer til et samfundsøkonomisk tab på omkring fire milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste.
Hvilket indikerer, at virksomhederne har brug for redskaber til at støtte deres medarbejdere.
"Guiden handler ikke kun om trivsel, men om god ledelse og ansvarlig forretning. Når ledere går forrest og støtter medarbejdere med forskellige udfordringer, står arbejdspladsen stærkere – både menneskeligt og økonomisk", slutter Tina Helsted Vengsgaard.
5 grunde til at sætte fokus på overgangsalderen i arbejdslivet
- Øger trivsel og mindsker tabuer og stigmatisering
- Skaber tryghed i dialogen mellem leder og medarbejdere
- Fastholder erfaring og kompetencer
- Styrker en inkluderende arbejdskultur
- Bidrager til et bedre omdømme og en sund bundlinje.
Guiden kan frit downloades her: https://www.ds.dk/da/download/guide-om-overgangsalder-paa-arbejdspladsen
Nøgleord
Kontakter
Helena Schou ØstergaardPresseansvarlig, Dansk Standard
Tlf:28864503hso@ds.dkBilleder
Links
Om Dansk Standard
Dansk Standard hjælper virksomheder og samfundet med at skabe løsninger, der er sikre, mere bæredygtige og kan bruges på tværs af landegrænser. Vi udvikler, udgiver og formidler standarder. Det sikrer et stærkt fundament til fremtidens løsninger.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Standard
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Standard
Ny global standard gør madspild til en forretningsmulighed29.9.2026 13:02:54 CEST | Pressemeddelelse
Verdens første internationale ledelsesstandard for reduktion af madspild, ISO 20001, er nu klar. Standarden, som Danmark har taget initiativ til og ledet udviklingen af, giver virksomheder i hele fødevareværdikæden et konkret værktøj til at spare på råvarerne og sænke deres omkostninger og stå stærkere i et marked, hvor ressourcer bliver dyrere.
Ny international standard skal hjælpe virksomheder med at prioritere bæredygtighed dér, hvor den gør størst forskel28.9.2026 16:32:50 CEST | Pressemeddelelse
Alle taler om bæredygtighed. Men hvordan ved virksomheder, hvilke indsatser der gør størst forskel for samfundet, klimaet og mennesker? På initiativ fra Danmark har UNDP og ISO udviklet en ny international standard, der skal hjælpe organisationer med at prioritere bæredygtighedsarbejdet, træffe mere ansvarlige beslutninger og dokumentere resultater.
Fra tabu til global standard: Ny standard skal hjælpe arbejdspladser med menstruation og overgangsalder23.9.2026 08:39:45 CEST | Pressemeddelelse
For få år siden talte de færreste arbejdspladser om menstruation og overgangsalder. I dag efterspørger virksomheder, forskere og arbejdsmarkedets parter konkrete værktøjer til at håndtere et område, der kan påvirke halvdelen af arbejdsstyrken. I dag lanceres verdens første globale standard på området.
Ny direktør for Dansk Standard18.9.2026 07:14:43 CEST | Pressemeddelelse
Torben Jansen skal stå i spidsen for Dansk Standard i en tid, hvor standarder får stadig større betydning for erhvervslivets konkurrenceevne og forbrugernes sikkerhed.
Verdens mest anvendte standard for kvalitetsledelse i en ny udgave17.9.2026 10:50:25 CEST | Pressemeddelelse
Mere end én million organisationer verden over anvender den internationale standard for kvalitetsledelse, ISO 9001. En ny udgave af standarden skal sikre, at standarden fortsat er relevant i en verden præget af digitalisering, klimaudfordringer og stigende krav.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

