Rørende fotoudstilling om at miste et barn flytter ind i hjertet af Skive
29.4.2026 07:05:00 CEST | Det Nationale Sorgcenter | Pressemeddelelse
Line, Sebastian, Dagmar, Julie, Nikolaj, Rasmus, Emil, Alfred, Nicholas, Eddie, Didde, Eva, Valter, Eva Maria, Nicolaj, Louis, Òmar, Emilie, Marcus – de er lige her. Børnene. De larmer stille og højt på én gang. Ofte overset af omverdenen, men for evigt forbundet med dem, de elsker – og som elsker dem.

Fotoudstillingen For mig er du lige her portrætterer forældre, der har mistet et barn. Den rykker til Skive Museum den 6. maj, hvor den vil være frit tilgængelig og bidrage til at bryde den tavshed, mange forældre møder efter tabet af et barn.
Gennem udstillingen bliver kærlighedshistorierne mellem forældre og deres barn, som ikke længere lever, synlige i byens rum.
For mig er du lige her er skabt af de prisbelønnede fotodokumentarister Andreas Haubjerg og Nanna Navntoft i samarbejde med Landsforeningen Mistet Barn som en del af foreningens 40-års jubilæum.
Barnet er stadig lige her
Udstillingen For mig er du lige her formidler portrætter af forældre gennem tekst, billeder og lydfortællinger om livet efter tabet af et barn. Fokus er på det fortsatte bånd til barnet – et ubrydeligt bånd, der fortsat har afgørende betydning i forældrenes liv. Det handler ikke om at ”komme videre“, men om at leve videre med kærligheden til barnet.
”Bare hende og mig – nede i skoven“
Annemette er mor til Didde og medvirker i udstillingen. For hende er engen ved hendes hjem et særligt sted. Det var her, hun og hendes datter gik ture. Efter Diddes død blev engen et sted for både afsked og nærhed.
Hun fortæller om en sidste gåtur gennem skoven, hvor hun bar Didde i en rygsæk – i urnen – for at tale med hende og sige farvel på sin egen måde: ”Det var bare hende og mig,“ fortæller Annemette stille.
I dag er engen det sted, hun går hen for at mærke sin datter. Det var ikke første gang, Annemette oplevede det værst tænkelige. Som ung mistede hun sit første barn. Da Didde døde, vendte følelsen af uretfærdighed tilbage, og sorgen kom til udtryk som vrede, jalousi og bitterhed. Hun beskriver, hvordan hun kunne misunde andre forældre – og samtidig længes efter, at nogen blot nævnte hendes datters navn. At nogen huskede Didde, selvom hun ikke længere er her.
Sorgen skal have plads i vores samfund
Hvert år mister omkring 5.500 danske forældre et barn – enten under graviditeten, i barndommen eller senere i livet. Udstillingen gør tal til ansigter og sætter ord på den relation, der består. Den skaber et rum, hvor besøgende kan fordybe sig i billeder, lyd og tekst – og måske finde inspiration til at reflektere over sorg og starte samtaler om den.
”Der skal være plads til sorgen, og vi skal turde spørge og lytte. Det gør en forskel, når nogen taler om dem, vi har mistet – også selvom der er gået mange år – fordi forældre bliver ved med at være forældre til deres børn,“ siger Julie Hildebrandt-Hæsum Bender, sekretariatschef i Landsforeningen Mistet Barn.
Praktisk information
· Udstillingen For mig er du lige her kan opleves ved Skive Museum – Museumsringen
· Åbning: 6. maj kl. 13–15
· Udstillingsperiode: 6. maj til 6. juni
Kort om udstillingen For mig er du lige her
· 19 portrætter med personlige fortællinger fra forældre, der har mistet et barn
· Skabt for at nuancere sorg og kærlighed og starte samtaler i det offentlige rum
· Del af Landsforeningen Mistet Barns 40-års jubilæum
· Skabt af de prisvindende fotodokumentarister Andreas Haubjerg og Nanna Navntoft
Om Landsforeningen Mistet Barn
Landsforeningen Mistet Barn er en landsdækkende nonprofit-organisation, der tilbyder støtte og fællesskab for forældre, der har mistet et barn – uanset barnets alder og dødsårsag. Foreningen arrangerer blandt andet sorggrupper, cafémøder, gåture, foredrag og arbejder for en mere levende sorgkultur i samfundet.
Støttet af Spar Nord Fonden, TrygFonden, Københavns Kommune, Mærk Næstved, Odense Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Frederikshavn Kommune, Solsidens Udviklings Alliance, KulturStationen Skørping og Skive Kommune. Derudover er der sponsorater fra J.E. Pedersen Maskinfabrik A/S og KLS Pureprint.
Nøgleord
Kontakter
Julie Hildebrandt-Hæsum BenderSekretariatschefLandsforeningen Mistet Barn
Tlf:22816522kontakt@mistetbarn.dkBilleder






Links
Landsforeningen Mistet Barn
Landsforeningen Mistet Barn er en landsdækkende nonprofit-organisation, der tilbyder støttetilbud og fællesskab for forældre, der har mistet et barn – uanset barnets alder og dødsårsag. Vi tilbyder bl.a. sorggrupper, cafémøder, gåture, arrangementer og foredrag og arbejder for en levende sorgkultur.
Støttet af: Spar Nord Fonden, TrygFonden, Københavns Kommune, Mærk Næstved, Odense Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune og Frederikshavn Kommune.

Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Når døden rammer8.6.2026 07:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Sorgen rammer os alle. Alligevel taler vi næsten aldrig om den.
Nu kan sorgramte i Region Sjælland få gratis hjælp2.6.2026 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Når et menneske bliver alvorligt syg eller dør, kan sorgen hos de nærmeste være så voldsom, at det præger dem i mange år – og nogle gange resten af livet. Og det kan være svært at leve med. Nu har Region Sjælland valgt at hjælpe sorgramte borgere. Med deres støtte åbner Det Nationale Sorgcenter nu en ny afdeling i Næstved med fysisk placering i lokaler på Midt- og Vestsjælland hospital.
Lisbet Dahl åbner op om livets store tab28.5.2026 15:01:17 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan lever man videre med sorgen efter at have mistet nogle af sine allernærmeste? Det sætter Det Nationale Sorgcenter fokus på den 4. juni, når skuespiller og instruktør Lisbet Dahl gæster sorgcenteret på Amager til en samtale om sorg, tab og livet med gentagne dødsfald.
Skoleelever skal lære at tale om døden20.4.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Børn møder også død og sorg – ikke kun i familien, men i naturen eller gennem historier og film. Derfor tilbyder Det Nationale Sorgcenter nu hjælp til at starte samtalen om liv, død, sygdom og sorg i klasselokalet.
“Jeg græd hver dag” – Anna David sætter ord på ventesorg15.4.2026 09:44:58 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan er det at miste lidt ad gangen, allerede før døden indtræffer? Det sætter sanger og sangskriver Anna David ord på i et nyt afsnit af Det Nationale Sorgcenters podcast ’Sorgen er da noget, vi taler om’.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum