Cyklen vælges fra af de unge
28.4.2026 05:15:00 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Færre cykler til job og uddannelse end i 2020 – især unge, kvinder, studerende og dem, der bor i oplands- og landkommuner, viser befolkningsundersøgelsen Danmark i Bevægelse. Bekymrende for folkesundheden, mener forsker.

Cykelturen til arbejde eller uddannelse udgør en væsentlig del af godt hver fjerde voksnes fysiske aktivitet i hverdagen. Men der er færre, der tager cyklen tre gange eller mere hver uge for at komme på arbejde eller til uddannelse: Fra 28 pct. i 2020 til 26 pct. i 2025 – og nedgangen dækker over store udsving, både mellem aldersgrupper og mellem kommuner.
Særligt blandt unge er der væsentligt færre, der tager cyklen, når de skal afsted til uddannelsen eller jobbet, end i 2020, viser svar fra godt 143.000 voksne fra +15 år. Blandt de 15-19-årige er der et fald på 16 pct., og hos de 20-29-årige er der 11 pct. færre, der cykler.
Det viser helt nye resultater fra befolkningsundersøgelsen Danmark i Bevægelse, der er støttet af Nordea-fonden og udføres af Syddansk Universitets Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund. Undersøgelsen er med i alt godt 198.000 besvarelser fra børn, unge og voksne den største herhjemme – og en sværvægter internationalt.
Bekymrende for folkesundheden
Projektleder Jens Høyer-Kruse peger på, at særligt de unges fravalg af cyklen som transportform bør vække bekymring:
”I de unge år grundlægges vores transportvaner, som følger os gennem livet. De studerende som samlet gruppe falder fra 41 til 36 pct., der cykler til uddannelse, og det rejser alvorlige spørgsmål om fremtidens folkesundhed og byplanlægning. Cyklen har tidligere været rygraden i de unges mobilitet, og det nuværende fravalg kan få vidtrækkende konsekvenser for deres bevægelsesvaner senere i livet. Det er bekymrende for folkesundheden,” siger han og tilføjer, at vi bør have et særligt fokus på, hvorfor unge lader cyklen stå.
Nedgangen sker på trods af, at elcykler vinder frem og gør livet lettere for dem, der cykler længere distancer eller i bakket terræn. På distancer mellem 5 og 9 km vælger 23 pct. af de voksne nu elcyklen, mens kun 16 pct. tager den almindelige cykel.
I Faxe Kommune er cykling halveret
Især i oplands- og landkommuner er der færre, der cykler til job eller uddannelse; henholdsvis 16 pct. og 15 pct. færre end i 2020. Oplandskommuner har typisk mange pendlere, og det tyder på, at her udfordrer logistikken cykelvalget.
Faxe Kommune har det største fald; næsten en halvering fra 13 til 7 pct., der cykler til job eller uddannelse mindst tre gange ugentligt. I forvejen er Faxe en af de kommuner, hvor ret få cykler til job i forhold til landsgennemsnittet på 26 pct. Også i Jammerbugt, Høje-Taastrup og Næstved Kommuner er der sket markante fald. (Se figur)
Andre kommuner oplever en stigning i andelen af borgere, der cykler som transportform: Læsø, Langeland, Assens og Horsens. Her er stigningen dog ikke statistisk signifikant.
”Hvis man ønsker at fremme cykling, kan det være en god ide at gøre det lettere for pendlere at cykle til toget, bussen eller til pendlerparkeringspladser ved større veje,” foreslår Jens Høyer-Kruse.
I storbykommunerne København, Aarhus, Odense og Aalborg er der er mere moderat fald på 5 pct. – og det er ellers de kommuner, hvor flest cykler. Her er andelen af flittige cyklister skrumpet fra 47 pct. af de voksne i 2020 til 44 pct. i 2025.
Data bruges bl.a. i Cykelfremmekortet
Det enorme datagrundlag fra Danmark i Bevægelse bruges bl.a. til udviklingen af Cykelfremmekortet, som Syddansk Universitets forskningsenhed Active Living står bag sammen med Vejdirektoratet og Videnscenter for Cykelfremme.
Her kan kommuner og andre gå på opdagelse i cykelvanerne på lokalt niveau og se potentialet for at få flere til at cykle på udvalgte strækninger.
Generelt er alle former for cykling gået tilbage: Cykelture til indkøb og sociale kontakter, cykelture i fritiden og motionsformer som landevejscykling og mountainbike oplever også nedgang, viser Danmark i Bevægelse.
FAKTA:
Danmark i Bevægelse
- Danmark i Bevægelse er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner og er foretaget i efteråret 2020 og 2025. Undersøgelsen afdækker bevægelse bredt; I fritiden, som transport, i hjemmet og på arbejde/uddannelse.
- Projektet inkluderer desuden en undersøgelse af kommunernes indsatser for at fremme bevægelse.
- Godt 198.000 danskere har svaret på spørgeskemaundersøgelsen i 2025, heraf ca. 143.000 voksne på +15 år og 55.000 børn på 3-14 år via deres forældre.
- Undersøgelsen udkommer bl.a. som 98 kommuneundersøgelser, der kan downloades på www.danmarkibevægelse.dk.
- Projektets database på hjemmesiden opdateres løbende med 2025-resultater. Her kan man finde data om bevægelse i alle kommuner.
- Bag undersøgelsen står Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik.
- Nordea-fonden støtter projektet med 17,8 mio. kr.
- Læs mere: danmarkibevægelse.dk
LÆS MERE:
Læs også pressemeddelelsen "Sådan bevægede danskerne sig i 2025 - næsten 200.000 har svaret på spørgsmål om bevægelse"
https://www.sdu.dk/da/forskning/danmark-i-bevaegelse/aktuelt/nyheder/prm-bevaegelse-voksne-2026
Der er fra tirsdag 28. april også en række artikler om hovedresultaterne på Danmark i Bevægelse https://www.sdu.dk/da/forskning/danmark-i-bevaegelse/aktuelt. Rapporterne kan findes under Publikationer.
Nøgleord
Kontakter
Jens Høyer-KruseCenter for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC), Syddansk Universitet
Tlf:21 35 61 36jhkruse@health.sdu.dkKarsten Elmose-ØsterlundCenter for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) Syddansk Universitet
Tlf:21 35 62 94kosterlund@health.sdu.dkJonna Toft KommunikationsmedarbejderCenter for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
Tlf:5120 7560jonnatoft@health.sdu.dkBilleder







Links
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Mikkel Brabrand bliver ny institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning på SDU16.7.2026 09:10:56 CEST | Pressemeddelelse
Klinisk professor og overlæge i akutmedicin Mikkel Brabrand er udnævnt til institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet. Han vil arbejde for at styrke forskning, uddannelse og samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenet.
Ekspert i invasive arter: “Helvedeslarven” skal bekæmpes gennem en fælles indsats8.7.2026 05:05:00 CEST | Pressemeddelelse
De vigtigste redskaber i kampen mod egeprocessionsspinderen er effektiv indberetning og hurtig handling. Det er vurderingen fra professor Sam Cushman på Syddansk Universitet.
Fremgang i søgningen til SDU’s uddannelser6.7.2026 08:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Igen i år er der positive tendenser i søgningen til bacheloruddannelserne på Syddansk Universitet med en stigning i antallet af ansøgninger til 5 ud af 6 fakulteter. Derudover er der stor interesse for uddannelserne på SDU Vejle og SDU Business School.
Ny universitetsdirektør på Syddansk Universitet30.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter indstilling fra rektor Jens Ringsmose har SDU’s bestyrelse besluttet at ansætte Simon Krogh som ny universitetsdirektør. Han kommer fra en stilling som koncernchef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune og tiltræder stillingen den 1. september 2026.
Ny leder for journalistuddannelserne på SDU26.6.2026 10:30:23 CEST | Pressemeddelelse
Sine Skott bliver ny uddannelsesleder for SDU’s journalistuddannelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum