Dyrenes Beskyttelse: Statsrevisorers skarpe kritik dokumenterer årtiers politisk dobbelt-svigt af grisene
27.4.2026 13:01:28 CEST | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
Statsrevisorerne retter skarp kritik af kontrollen af grises velfærd. Skandaløst, lyder reaktionen fra Dyrenes Beskyttelse, der kræver, at en ny regering én gang for alle rydder op i årtiers politiske svigt.

På baggrund af Rigsrevisionens beretning om kontrollen af grises velfærd retter Statsrevisorerne nu en skarp kritik af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Ministeriet for Grøn Trepart. Fra Dyrenes Beskyttelse møder kritikken fuld opbakning.
”Rigsrevisionens beretning dokumenterer det, vi har advaret om i årevis: På svineområdet stopper retssikkerheden ved stalddøren. Kontrollerne sikrer ikke dyrene det minimum af beskyttelse, de ifølge loven har krav på. Danske grise bliver udsat for et politisk dobbelt-svigt: Først af en utilstrækkelig lovgivning og derefter af en kontrol, der ikke håndhæver den. For grisene er loven ikke er det papir værd, som den er skrevet på,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er kritikken så skarp, at de nu kræver politisk handling.
”Beretningens konklusioner er resultatet af årtiers politisk svigt. En skandaløs sjofling af både dyr og demokrati, hvor minister efter minister har kendt til forholdene, men intet har gjort og i stedet sat hensynet til industrien højere end hensynet til dyrene. Nu ligger der en knivskarp, uvildig vurdering fra statens egen vagthund. Det skal være øverst på dagsordenen for en kommende regering at få rettet op på det massive svigt. Danskerne har leveret deres mandat. Med svinevalget, borgerforslaget og en svinedemonstration har de sagt tydeligt fra. De forventer, at landets love og regler også gælder i svinestaldene, og at dyrene rent faktisk bliver beskyttet,” siger Britta Riis.
Valgkampens temaer er også løsningen
Under den netop overstået valgkamp blev der sat fokus på halekupering, avl, fiksering af søer samt plads og rodemateriale. Flere af temaerne går igen i Rigsrevisionens gennemgang af, hvor styrelsernes kontrol fejler.
Rapporten peger på, at fødevarestyrelsen har gjort det ”nemt” at dokumentere behovet for rutinemæssig halekupering, der har været ulovligt i 33 år, til trods for at Rigsrevisionen vurderer, at det kan være EU-stridigt. Fødevarestyrelsen har tilmed instrueret styrelsen for grøn arealomlægning ”i ikke at kontrollere for alle regler vedrørende klipning af haler”.
Ligeledes indeholder fødevarestyrelsens kontrolvejledning ikke en beskrivelse af, hvordan man kontrollerer for avlsmetoder, der skader grisene, selvom avlen er hovedårsagen til, at der dagligt dør 25.000 pattegrise i de danske stalde. Og derudover bemærker Rigsrevisionen, hvordan kontrollanter skal vurdere mængden af tilstrækkeligt beskæftigelses- og rodemateriale, når fødevarestyrelsen i deres kontrolvejledninger har tolket det som tilstrækkeligt, at 10-18 grise deles om to pinde.
”Det er himmelråbende, at man politisk har tilladt det her i årevis. Politikerne kan ikke engang gemme sig bag, at de ikke vidste bedre, for de massive problemer har været kendt i årtier. Der er taget et bevidst valg om at beskytte industrien fremfor grisene”, siger Britta Riis.
Selv når hammeren rent faktisk falder i kontrollerne, så vurderer Rigsrevisionen, at sanktionerne ofte er i den milde ende, og det eskaleres sjældent til hårdere sanktioner ved gentagende overtrædelser, som ellers er hensigten. Derudover kan svineproducenter undgå opfølgende kontrolbesøg ved at skifte cvr-nummer efter den første sanktion. Andre undgår risikoen for træk i landbrugsstøtten i tilfælde af sanktioner ved at søge om støtten på ét cvr-nummer, men have deres svineproduktion tilknyttet et andet cvr-nummer.
”Enten magter styrelsen ikke at føre den nødvendige kontrol eller så vælger de blot at se gennem fingrene med det. Til syvende og sidst er det dog politikernes ansvar, for det her er ikke et retssamfund som det danskes værdigt”, siger Britta Riis.
Fakta: 5 markante nedslag fra Rigsrevisionens beretning:
Avl uden reel kontrol, på trods af lovkrav
Rigsrevisionen konstaterer, at Fødevarestyrelsens kontrolvejledning slet ikke beskriver, hvordan der skal føres kontrol med avl, selv om avlen ifølge loven ikke må skade grisene, og uegnede dyr ikke må bruges. I de gennemgåede sager fandt Rigsrevisionen ingen dokumentation for kontrol, selv om avlen er tæt koblet til den meget høje dødelighed blandt pattegrise og søer.
Rutinemæssig haleklipning gjort let af danske regler
Omkring 95 % af danske grise får halen klippet, selv om rutinemæssig haleklipning har været forbudt i EU siden 1993. En dansk særregel gør det let at dokumentere ”behov” for haleklipning, og SGAV er blevet instrueret i ikke at kontrollere alle regler; Rigsrevisionen tvivler på, at praksis lever op til EU-reglerne og konstaterer, at der slet ikke er sanktioneret for brud på reglerne i perioden.
Rodemateriale: To pinde kan være nok til 18 grise
Loven kræver tilstrækkeligt beskæftigelses- og rodemateriale, så alle grise kan rode, når de er motiverede. Alligevel kan det ifølge vejledningen være nok, at 10–18 grise deles om to pinde, og Rigsrevisionen peger på, at det gør det meget svært for kontrollanterne reelt at vurdere, om lovens krav er opfyldt.
CVR-finte: Store producenter kan undgå kontrol og skærpede sanktioner
Rigsrevisionen dokumenterer, at producenter kan undgå kontrol og skærpede sanktioner ved at splitte landbruget op på flere CVR-numre. I en stikprøve havde 21 ud af 100 kontrollerede CVR-numre modtaget støtte via et andet CVR-nummer, så nogle af de største producenter faldt ud af kontrol, og tidligere sanktionerede kunne undgå både opfølgning og skærpelse.
Milde og uens sanktioner, selv ved gentagne og grove overtrædelser
Styrelserne ligger generelt i den mildeste ende: FVST bruger i ca. 65 % af sagerne den mildeste sanktion og politianmelder kun i ca. fire %, mens SGAV i ca. 85 % af sagerne bruger de laveste støttenedsættelser. Rigsrevisionen finder både manglende skærpelse ved gentagne overtrædelser og uens sanktioner for samme type brud, så alvorlige sager ikke får markante konsekvenser.
Nøgleord
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder
Links
Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Sankt Hans-bål er en dødsfælde: Flyt bålet og red dyrene fra flammerne18.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når danskerne samles rundt om i landet for at synge midsommervisen ved sankthansbålet, kan det have fatale konsekvenser for dyr, der har taget ophold i bunken af kvas. Det er dyr som mus, pindsvin, fugle og katte, der hvert år søger skjul i bålmateriale, og flere når ikke at flygte fra bålets flammer, før det er for sent.
Dit skrald kan koste dyreliv15.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Menneskers efterladte affald ender hvert år som livsfarlige fælder om halsen, benene og næbbet på vilde dyr. Dyrenes Beskyttelse opfordrer danskerne til at tage deres skrald med sig og hjælpe med at forhindre unødig lidelse i naturen.
Ny leder på Nordjyllands Internat har 13 års erfaring med nødstedte dyr15.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nicoline Kolind har været med fra begyndelsen på Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland. Nu skal hun stå i spidsen for dyreinternatet, der har vokset sig markant større og i 2025 fandt nye hjem til 1.685 dyr.
Dyrenes Beskyttelse: Regeringsgrundlag kan blive det gennembrud, grisene har skreget på2.6.2026 16:03:01 CEST | Pressemeddelelse
Den nye regering lægger op til konkrete ændringer i staldene inden for en fast tidsfrist. Stop for ekstrem avl, stop for halekupering og krav om mere plads og rodemateriale er præcis dét, Dyrenes Beskyttelse har efterlyst. Ambitionerne i regeringsgrundlaget kan blive begyndelsen på et landbrug i bedre balance med dyr og natur.
Efter 34 år: Dyrenes Beskyttelse udfaser mærke og samler kræfterne om næste store løft for dyrene29.5.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelse afvikler dyrevelfærdsmærket “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” for at styrke indsatsen for bedre dyreliv for alle dyr i landbruget, mere økologi og mindre animalsk forbrug
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum




