Sådan bevægede danskerne sig i 2025 - næsten 200.000 har svaret på spørgsmål om bevægelse
28.4.2026 05:00:00 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Styrketræning, pilates, yoga og andre sundhedsorienterede former for motion vokser, og padel er seksdoblet på fem år. Imens sakker de traditionelle idrætsgrene bagud, viser befolkningsundersøgelsen Danmark i Bevægelse fra Syddansk Universitet.

Motionsformer, der kan dyrkes, når man vil, og som har et fokus på sundhed eller velvære, er populære blandt stadig flere voksne fra 15 år og op. Især styrketræning, konditionstræning, pilates, meditation/mindfulness, vinterbadning og yoga er vokset; De dyrkes af flere hver uge nu end for fem år siden.
Det viser befolkningsundersøgelsen Danmark i Bevægelse fra Syddansk Universitets Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund. Undersøgelsen, der er støttet af Nordea-fonden, er baseret på svar fra godt 198.000 danskere, heraf 143.000 voksne fra 15 år.
”Sundhed, velvære og fleksibilitet ser ud til at have større betydning, og det præger voksnes valg af bevægelse i fritiden,” siger projektleder Karsten Elmose-Østerlund.
”De motionsformer, der har fået flest nye deltagere fra 2020 til 2025, er styrketræning og konditionstræning. Herefter pilates, meditation og mindfulness, vinterbadning, padel, yoga og bassintræning. Blandt de traditionelle idrætsgrene er det kun bordtennis og golf, der kan følge med – og de kan også dyrkes ret fleksibelt. De fleste andre ligger på status quo eller sakker bagud, f.eks. fodbold, gymnastik, svømning og badminton,” fortæller han.
I dag udgiver projektet 100 rapporter: To rapporter om voksnes og børns bevægelsesvaner samt 98 kommunerapporter, der tegner et billede af voksnes bevægelsesvaner i hver enkelt kommune. Find dem på www.danmarkibevægelse.dk. Senere udgives bl.a. 98 rapporter om børns bevægelsesvaner i hver kommune.
Seks gange så mange spiller padel
Padel er boomet siden 2020: Seks gange så mange voksne fra 15 år spiller padel mindst en gang om ugen som i 2020; fra 0,3 pct. til 2,0 pct. Padel har overhalet tennis og er nu den næststørste ketsjeridræt efter badminton.
Tidligere var padel en nichesport for især yngre og midaldrende mænd, men nu spilles det af alle aldersgrupper og begge køn. Selv blandt de +70-årige er deltagelsen tredoblet. Samlet set svarer stigningen til, at ca. 80.000 flere voksne spiller padel hver uge.
”I padel kan man hurtigt få gang i et sjovt spil, og man kan spille, når man vil. Padelhaller er skudt op over hele landet, og deltagelsen er steget både i kommercielle centre og foreninger. Det tyder på, at der er efterspørgsel efter flere måder at ’gå til padel’ på,” siger Karsten Elmose-Østerlund.
Ni ud af ti er fysisk aktiv i fritiden hver uge
Samlet set er ni ud af ti aktive med en form for bevægelse i fritiden, f.eks. gåture, mindst en gang om ugen - en lille stigning fra 2020. Ser man på, hvor mange voksne der dyrker idræt eller motion hver uge, er andelen steget fra 67,9 pct. i 2020 til 71,2 pct. i 2025.
Generelt søger lidt flere voksne ind i organiserede sammenhænge, når de vil være fysisk aktive end i efteråret 2020, hvor første undersøgelse blev lavet.
Foreninger er den mest udbredte organiseringsform med 27,9 pct. af de voksne mod 26,7 pct. i 2020. Kommercielle centre, f.eks. fitnesscentre, padelcentre og danseskoler, søges af 20,2 pct. mod 18,8 pct. i 2020. Og firmaidræt og andre former for bevægelse med udgangspunkt i arbejdspladsen har fået 21 pct. flere deltagere – fra 4,7 pct. til 5,7 pct. i 2025.
Selvorganiseret motion og bevægelse er, trods et lille fald, stadig langt den mest udbredte måde at være aktiv på med 72,0 pct. af de voksne mod 72,9 pct. i 2020. Mange voksne er både aktive på selvorganiseret vis og i en forening eller et kommercielt center.
Børns bevægelse kortlægges for første gang
En vigtig del af Danmark i Bevægelse er en undersøgelse af 3-14-årige børns bevægelse. Det er første gang både nationalt og internationalt, at børns bevægelse kortlægges i så stor en undersøgelse; 55.000 børn medvirker med hjælp fra deres forældre og fortæller både om aktiv leg og idræt/motion i fritiden.
Undersøgelsen viser bl.a. at ni ud af ti børn er fysisk aktive i fritiden, og godt tre ud af fire deltager i idræts- eller motionsaktiviteter mindst en gang om ugen, dog lidt færre hos den yngste gruppe. Børns idræts- og motionsaktiviteter foregår i stor stil i foreninger, hvor 69 pct. er med - og 70 pct. er aktive på selvorganiseret vis.
Andre resultater fra undersøgelsen:
- En ud af ti voksne er ikke fysisk aktiv i fritiden, heller ikke med gåture eller cykelture. De kan dog godt være aktive på arbejdet, i hjemmet eller som transport.
- Styrketræning er meget populært hos unge: 53,2 pct. af de 15-29-årige laver styrketræning mindst en gang om ugen. Blandt 30-59-årige gælder det 39,3 pct., og blandt +60-årige 28,0 pct.
- Cykling mister terræn: Både landevejscykling og mountainbike har tilbagegang fra 2020 til 2025. Landevejscykling dyrkes af 4,0 pct. af de voksne hver uge mod 4,4 pct. i 2020. Mountainbike dyrkes af 2,1 pct. af de voksne mod 4,0 pct. i 2020. I 2025-undersøgelsen er gravel dog kommet med som kategori, og det kan have ’opsuget’ nogle af de frafaldne landevejs- eller mtb-ryttere.
- Styrketræning har overhalet fodbold som den største voksenaktivitet (fra 15 år) i idrætsforeninger.
- 4,4 pct. laver nu styrketræning i en forening (3,5 pct. i 2020).
- Fodbold dyrkes af 3,2 pct. af voksne i en forening (3,5 pct. i 2020).
- Motionsgymnastik dyrkes af 2,5 pct. af de voksne i en forening (3,2 pct. i 2020) - Bordtennis er en af de aktiviteter, der er vokset mest blandt ældre på 60+ år, fra 0,8 pct. ugentligt aktive i 2020 til 1,1 pct. i 2025. Det svarer til, at der er knap 50 pct. flere, der spiller bordtennis en gang om ugen i den aldersgruppe.
- Kun 47 pct. af børn på 3-14 år er aktive i 7 timer eller mere hver uge og lever dermed op til WHO’s anbefalinger om en times fysisk aktivitet om dagen.
- Der er kønsforskel på børns aktive leg: Drenge foretrækker især boldlege, lege på hjul og kamplege, mens piger i højere grad leger på legeplads, leger bevægelseslege som fange- og gemmeleg og leger rolle- og fantasilege.
- De fleste former for aktiv leg hos børn bliver mindre udbredte, jo ældre børnene er, men boldlege er undtagelsen: Boldlege er udbredte på tværs af aldersgrupper og topper hos de 9-11-årige. Aktiv leg med skærm, f.eks. Pokémon Go, er den mindst udbredte legeform i alle aldersgrupper.
FAKTA:
Danmark i Bevægelse
- ’Danmark i Bevægelse’ er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner og er foretaget i efteråret 2020 og 2025. Undersøgelsen afdækker bevægelse bredt; I fritiden, som transport, i hjemmet og på arbejde/uddannelse.
- Projektet inkluderer desuden en undersøgelse af kommunernes indsatser for at fremme bevægelse.
- Godt 198.000 danskere har svaret på spørgeskemaundersøgelsen i 2025, heraf ca. 143.000 voksne på +15 år og 55.000 børn på 3-14 år via deres forældre.
- Undersøgelsen udkommer bl.a. som 98 kommuneundersøgelser, der kan downloades på www.danmarkibevægelse.dk.
- Projektets database på hjemmesiden opdateres løbende med 2025-resultater. Her kan man finde data om bevægelse i alle kommuner.
- Bag undersøgelsen står Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik.
- Nordea-fonden støtter projektet med 17,8 mio. kr.
- Læs mere: danmarkibevægelse.dk
LÆS MERE:
Læs også pressemeddelelsen ’Cyklen vælges fra af de unge" https://www.sdu.dk/da/forskning/danmark-i-bevaegelse/aktuelt/nyheder/prm-cykling-transport-2026
Der er fra tirsdag 28. april også en række artikler om hovedresultaterne på Danmark i Bevægelse https://www.sdu.dk/da/forskning/danmark-i-bevaegelse/aktuelt. Rapporterne kan findes under Publikationer.
Nøgleord
Kontakter
Karsten Elmose-ØsterlundCenter for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) Syddansk Universitet
Tlf:21 35 62 94kosterlund@health.sdu.dkJens Høyer-KruseCenter for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC), Syddansk Universitet
Tlf:21 35 61 36jhkruse@health.sdu.dkJonna Toft KommunikationsmedarbejderCenter for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
Tlf:5120 7560jonnatoft@health.sdu.dkBilleder






Links
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Nyt center for kæmperobotter på Lindø skal flytte grænser for industriproduktion18.6.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 18. juni åbner Center for Large Structure Production (LSP) under Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU. Det er en donation på 90 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, som har gjort byggeriet muligt. På centret skal forskere, studerende og virksomheder udvikle robotteknologi til produktion af meget store konstruktioner til f.eks. skibe og vindmøller.
Carl Johan Wingren bliver ny institutleder, statsobducent og professor i retsmedicin ved SDU18.6.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Som ny institutleder, statsobducent og professor skal Carl Johan Wingren styrke samspillet mellem drift, forskning og uddannelse og bidrage til den fortsatte udvikling af retsmedicinen ved SDU.
AAU og SDU vil styrke innovation og digital suverænitet med ny platform for spinouts og startups16.6.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny fælles platform skal gøre det lettere at omsætte forskning til virksomheder og samtidig styrke dansk og europæisk innovation og konkurrencekraft gennem en sikker, digitalt suveræn løsning.
Bliv klogere på fodbold-VM gennem forskernes øjne15.6.2026 11:25:57 CEST | Pressemeddelelse
Tre af Syddansk Universitets fodboldeksperter fra Institut for Idræt og Biomekanik bringer dig tættere på de faktorer, som ofte afgør kampe, men som sjældent fylder mest i overskrifterne eller i diskussionerne på vej hjem fra stadion.
SDU-spinout vil gøre solceller til en del af arkitekturen8.6.2026 10:00:44 CEST | Pressemeddelelse
Forskning fra SDU skal nu omsættes til en virksomhed, der udvikler teknologien bag organiske solceller. Målet er at gøre solceller mere attraktive at integrere i bygninger – og samtidig styrke europæisk produktion af grøn energiteknologi.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum