Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Snydt for løn: Nu er millioner på vej

27.4.2026 10:32:00 CEST | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse

Del

I løbet af 2025 har Københavns Kommune afdækket, at 133 medarbejdere hos leverandører til kommunen ikke har fået den løn, de havde krav på. Nu har kommunen sikret en efterbetaling på 3,8 millioner kroner. Det viser Københavns Kommunes årlige rapport om social dumping.

I 2025 har kommunens indsatsteam gennemført 577 kontroller, herunder 201 uanmeldte besøg på arbejdspladser. Foto: Københavns Kommune.
I 2025 har kommunens indsatsteam gennemført 577 kontroller, herunder 201 uanmeldte besøg på arbejdspladser. Foto: Københavns Kommune.

29.000 kroner. Så meget skal 133 medarbejdere hos leverandører til Københavns Kommune i gennemsnit have efterbetalt af deres arbejdsgiver.

Det sker, fordi Københavns Kommunes Indsatsteam mod social dumping igennem deres kontrolarbejde har afdækket, at medarbejderne er blevet snydt for løn for et samlet beløb på 3,8 millioner kroner sidste år.

Det viser Københavns Kommunes årsrapport om social dumping i 2025. Her fremgår det, at der blev konstateret underbetaling i to ud af tre kontroller af lønsedler og andre papirer, hvor kommunen har haft mistanke om social dumping. En stor andel af underbetalingen er foregået i bygge- og anlægsbranchen.

”I København skal man have fair løn for sit arbejde – så enkelt er det. Derfor er det også dybt bekymrende, at så mange ansatte hos vores leverandører bliver snydt for løn. Det er helt uacceptabelt. Netop derfor er jeg rigtig glad for, at vi har et indsatsteam, der fanger dem, der prøver at snyde. For der skal selvfølgelig være tillid til ordentlige forhold, når man arbejder for Københavns Kommune”, siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Flere tilslutter sig hovedstadssamarbejdet
Social dumping kender ikke kommunegrænser. Derfor er det vigtigt at stå sammen på tværs af kommuner for ordentlige løn- og arbejdsvilkår og fair konkurrence mellem leverandører.

På den baggrund har otte nye samarbejdspartnere i 2025 tilsluttet sig Københavns Kommunes Hovedstadssamarbejde mod social dumping, så der nu er 13 medlemmer. Samarbejdet betyder blandt andet, at Københavns Kommunes Indsatsteam kan betales til at udføre kontroller og rådgivning for andre kommuner.

De nye samarbejdspartnere er bl.a. Frederiksberg Kommune, Herlev Kommune og Danmarks Nationalbank.

Fakta:

  • I Københavns Kommunes indsats mod social dumping defineres social dumping som en overtrædelse af arbejds- og uddannelsesklausulens krav.

  • Københavns Kommune har siden 2011 sat ind mod social dumping med klausuler i kommunens kontrakter med krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold for leverandørernes medarbejdere. Siden 2018 har et in-house indsatsteam kontrolleret arbejdsforholdene hos kommunens leverandører.

  • Hvis der konstateres underbetaling hos en leverandør, stiller Indsatsteamet både krav om, at der bliver rettet op bagudrettet i form af efterbetalingskrav, samt at der rettes op fremadrettet i form af tilsvarende løn i hele den resterende kontraktperiode.

  • I 2025 har Indsatsteamet gennemført i alt 577 kontroller, herunder 201 screeningsbesøg, 268 dokumentkontroller, 79 uddannelseskontroller og 29 rekognosceringer.

  • I 2025 har kommunen også undersøgt social dumping på private bosteder og daginstitutioner nærmere. Indtil videre har kontrollerne vist udfordringer med løn- og arbejdsvilkår, især for vikarer, men også for det faste personale. Som en konsekvens heraf er der rejst efterbetalingskrav på knap 314.000 kr. fordelt på 18 medarbejdere.

  • Kommunens registreringssystem (ID-kortsystemet) blev taget i brug for første gang i 2025 og har nu rundet ét år. Det findes nu på 13 større byggeprojekter. Systemet registrerer både leverandør- og medarbejderinformationer, som skaber en vigtig gennemsigtighed i leverandørkæderne til gavn for både hovedleverandører og Indsatsteamets kontrolarbejde.

  • Deltagerne i Københavns Kommunes Hovedstadssamarbejde mod social dumping er: Københavns Kommune, Albertslund Kommune (2022), Hvidovre Kommune (2022), Rødovre Kommune (2022), Glostrup Kommune (2025), Frederiksberg Kommune (2025), Hillerød Kommune (2025), Ishøj Kommune (2025), Herlev Kommune (2025), Brøndby Kommune (2026), Vejdirektoratet (anlægsprojekt Nordhavnstunnellen) (2022), Danmarks Nationalbank (restaurering af banken) (2025), Centralkommunernes Transmissionsselskab (renovering af fjernvarmecentralen) (2025)

 

Link til årsrapporten om social dumping i 2025

Tilgå link her.

Pressemeddelelse om social dumping i 2024

Tilgå link her.

Kontakt

Kontakt til overborgmester Sisse Marie Welling via pressetelefonen på tlf. 24 91 51 58 (modtager ikke SMS).

For mere info, kontakt Økonomiforvaltningens pressetelefon på tlf. 21 25 15 24 (modtager ikke SMS). 

Nøgleord

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye