Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg

Bordtennis samler aarhusianske seniorer i rådhushallen

27.4.2026 08:29:27 CEST | Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg | Pressemeddelelse

Del

Aarhus Kommune og DGI inviterer alle over 60 år til bordtennisstævne i rådhushallen. For første gang danner Aarhus Rådhus ramme om stævnet, der skal styrke både sundhed og fællesskab blandt ældre.

Bordtennisbat og bold ligger klar på bordtennisbord i rådhushallen på rådhuset i Aarhus.
Rådhushallen på rådhuset i Aarhus danner i de kommende dage rammerne om en bordtennisturnering for mennesker over 60 år. Sundhed og Omsorg

Aarhus Kommune går sammen med DGI om at invitere byens borgere over 60 år til bordtennisstævne midt i hjertet af byen. I dag og i morgen bliver rådhushallen på Aarhus Rådhus forvandlet til spillehal, når seniorer mødes til to dages turnering og fællesskab.

Det er første gang, at stævnet afholdes på rådhuset.

Initiativet er en del af en voksende indsats for at få flere ældre til at være fysisk aktive, og det er ikke tilfældigt, at valget er faldet på netop bordtennis.

En rapport fra foråret fra Idrættens Analyseinstitut viser, at bordtennis har markante positive effekter for ældre. Over 1.200 spillere over 60 år peger på, at sporten styrker både fysisk, mentalt og socialt helbred.

– Bordtennis er en oplagt måde at styrke både krop og sind på. Det gælder ikke mindst også, når man er kommet op i årene. Stævnet i rådhushallen skal sætte fokus på, hvordan man både kan have det sjovt og styrke sundheden. Samtidig vil vi gerne gøre det nemt og attraktivt for flere ældre aarhusianere at være aktive og blive en del af et fællesskab. Det handler i høj grad om livskvalitet og om at forebygge ensomhed og sygdom, siger Metin Lindved Aydin, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Hos Aarhus Kommune ser man stævnet som en måde at kombinere bevægelse med sociale møder på tværs af generationer og livssituationer.

- Det er fantastisk, hvordan idrætten kan samle mennesker i alle aldersgrupper og skabe både glæde og aktivitet. Når vi rykker idrætten ind på rådhuset, er det med til at skabe liv og nye fællesskaber. Det gør byen mere levende – og det er præcis den retning, vi gerne vil, siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen.

Bordtennis er i de senere år blevet udbredt som senioridræt gennem samarbejder mellem blandt andre DGI og Bordtennis Danmark, og en rapport fra Idrættens Analyseinstitut fra foråret peger på, at sporten blandt andet kan forbedre kondition, reaktionsevne og mentale færdigheder hos ældre.

Ifølge samme rapport fra Idrættens Analyseinstitut oplever mange ældre blandt andet bedre søvn, færre smerter og et stærkere socialt netværk gennem sporten, ligesom den kan mindske behovet for hjælp i hverdagen.

– Vi har i de senere år set en eksplosiv interesse for bordtennis blandt seniorer, og det er med god grund. Det er en sport, der er utrolig skånsom for kroppen, mens den samtidig kræver et skarpt fokus, der holder hjernen i gang. Stævnet her i rådhushallen er et fantastisk bevis på, hvor bredt vi kan nå ud, når DGI og Aarhus Kommune forener kræfterne om at skabe aktive og meningsfulde fællesskaber for byens borgere, siger Henrik Møller, der er idrætsansvarlig for Bordtennis i DGI.

Stævnet i rådhushallen er for tilmeldte deltagere over 60 år. Derudover er der to borde, som alle kan komme og prøve. Håbet er, at dagene ikke blot skaber gode kampe ved bordene, men også inspirerer flere ældre til at blive en del af foreningslivet.

Arrangementet finder sted i dag og i morgen.

Fakta

  • Der er 88 tilmeldte deltagere i alt
  • Halvdelen af deltagerne er fra aarhusianske klubber og eller spredt ud i det østjyske, med en håndfuld fra Fyn og Sjælland
  • Der spilles finaler hver dag mellem kl. 11.00 og 12.00, samt mellem kl. 15.00 og 16.00
  • Tirsdag vil der være en officiel markering af stævnet med deltagelse af både rådmænd og DGI. 

Nøgleord

Kontakter

Om Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune:

Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.

Vi står for pleje og støtte til aarhusianere i både hjemmet og på plejehjem og er til stede i hele kommunen.

Sundhed og Omsorg omfatter 53 plejehjem og 32 hjemmeplejeteams, som hver uge leverer omkring 60.000 hjemmeplejebesøg til knap 7.000 borgere. Derudover driver vi 34 folkehuse, der skaber rammer for fællesskab, aktivitet og livskvalitet.

Indsatsen løftes af over 7.000 medarbejdere, som hver dag arbejder for tryghed, kvalitet og nærvær i mødet med borgerne.

https://aarhus.dk/om-kommunen/sundhed-og-omsorg

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye