Dyk ned i Havets Arkiv - 300 års danske skibsjournaler er blevet søgbare
27.4.2026 07:00:00 CEST | DMI – Danmarks Meteorologiske Institut | Pressemeddelelse
For første gang bliver danske skibsjournaler ikke bare tilgængelige men søgbare, kortlagte og brugbare som data til historie-, slægts- og klimaforskning.

Havets Arkiv er en ny digital platform, der gør det muligt at udforske Danmarks maritime historie på en helt ny måde. Her kan man søge på tværs af tusindvis af skibsjournaler, finde konkrete rejser, og man kan følge skibenes ruter på et kort, baseret på historiske positionsdata.
Samtidig giver platformen adgang til systematisk aflæste klimadata som vind- og vejrforhold, hvilket gør det muligt at analysere udviklingen i fortidens klima over tid. Bag initiativet står Rigsarkivet og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), og projektet er støttet af A.P. Møller Fonden.
Et nyt vindue til havets historie
Havets Arkiv åbner et digitalt vindue til enorme mængder kilder til både klimahistorie, maritim historie og slægtsforskning. Platformen samler data om sejlruter, vejrobservationer og dramatiske hændelser til søs – og gør dem let tilgængelige for både forskere og offentligheden. Man kan fx få svar på, hvad der skete der under den historiske storm ved Slaget ved Køge Bugt i 1710, og hvordan emigranter sejlede med Thingvalla-linjen til New York, da over 300.000 danskere emigrerede til USA i 1800- og 1900-tallet?
Fra logbog til forskningsdata
Siden 1675 har danske kaptajner og styrmænd haft pligt til at føre skibsjournal. I dag opbevares tusindvis af disse i Rigsarkivet, og de bliver nu gradvist gjort tilgængelige online.
Arkivar i Rigsarkivet, Leah Porse Rasmussen, siger:
”Vi har glædet os til at åbne op for søfartshistorien på en ny måde, som gør det lettere for alle at dykke ned i Danmarks maritime fortid og følge deres forfædre ad vandvejen.”
Hos DMI fremhæver klimaforsker og projektleder Martin Stendel:
”Data fra skibsjournalerne er værdifulde – ikke mindst for klimaforskningen. De giver os indsigt i fortidens vejr og dermed bedre forståelse af fremtidens klima.”
Mere end klima og navigation
Selvom skibsjournalerne i dag er en vigtig kilde til klimadata og navigation, havde de oprindeligt et helt andet formål. Journalerne blev ført af juridiske og administrative grunde – for at dokumentere sejlads, last og hændelser ombord, så ansvar kunne placeres. Denne funktion er stadig gældende i dag, hvor logbøger fortsat er obligatoriske i søfarten.
Netop derfor er skibsjournalerne et stærkt eksempel på, hvordan historiske kilder kan få ny betydning: Skabt til kontrol og ansvar men i dag helt centrale for forskning i klima, historie og menneskers liv til søs.
Et nyt redskab til at forstå fortiden
Med Havets Arkiv bliver skibsjournalerne ikke kun gjort tilgængelige – de bliver et aktivt redskab i arbejdet med at forstå fortiden. Skibsjournalerne rummer meget præcise, samtidige noteringer af tid, position og vejrforhold, dag for dag og time for time. Det betyder, at man i mange tilfælde kan komme helt tæt på historiske begivenheder: Hvis et dansk skib befandt sig i nærheden, kan dets observationer give et konkret og uafhængigt indblik i, hvad der faktisk fandt sted – på havet og i verden omkring det.
Ulrik Smith Korsholm, vicedirektør og Chief Scientist på DMI, er nysgerrig på sin slægts historie og ser frem til at finde flere sjove historier frem:
”Først og fremmest bidrager Havets Arkiv med vigtig viden til klimaforskning. Som amatør slægtsforsker glæder jeg mig ekstra meget til at dykke ned i denne skattekiste af informationer fra gammel tid.”
Faglig projektleder Adam Jon Kronegh siger:
”Med Havets Arkiv får vi et helt nyt historisk værktøj, hvor skibsjournalernes præcise og samtidige noteringer bringer os helt tæt på fortidens virkelighed. Vi kan i mange tilfælde be- eller afkræfte konkrete begivenheder, sejlruter og vejrsituationer – og dermed nuancere eller ændre vores forståelse af historien.”
Vil du vide mere?
Kom godt i gang med at bruge Havets Arkiver: Sådan søger du i Havets arkiv | Havets Arkiv
Læs om projekt Ropewalk: ROPEWALK - fortidens vejr er fremtidens klimadata - Rigsarkivet
Hjælp Rigsarkivet og DMI med at gøre de mange data digitale og søgbare. Bliv frivillig indtaster: Crowdsourcing
Pressekontakt: Julie Avery, presseansvarlig Rigsarkivet, jav@rigsarkivet.dk
Kontakter
DMI Kommunikation
Tlf:39157509presse@dmi.dkOm Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.
Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.
Følg pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Havets overflade er rekordvarm25.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ifølge den europæiske klimatjeneste, Copernicus, har verdenshavene sat rekord. Overfladevandet er varmere end nogensinde registreret. Det skyldes global opvarmning og det naturligt tilbagevendende klimafænomen El Niño.
Rekordvarmt hav og knastørt Vesteuropa satte præg på juli 202610.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Havoverfladen på tværs af næsten hele kloden uden for polarområderne har aldrig været varmere i en juli måned. Samtidig afsluttede Vesteuropa sin varmeste juni-juli-periode nogensinde med hedebølger, tørke og omfattende naturbrande
Juni 2026 blev den varmeste juni nogensinde målt i Vesteuropa og den næstvarmeste juni globalt9.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ifølge den europæiske klimatjeneste Copernicus Climate Change Service (C3S) blev juni den varmeste nogensinde målt i Vesteuropa, mens juni globalt blev den næstvarmeste i målehistorien. De ekstreme havtemperaturer er i høj grad med til at løfte temperaturerne.
DMI vil i lommen på grønlænderne7.7.2026 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
DMI lancerer en grønlandsk udgave af ’Meteorologens kommentar’, der kan læses på mobilen. Her forklarer meteorologerne det vejr, der får betydning for hverdagen – i et mere direkte sprog og med blik for de store lokale forskelle.
Omegablokering lagde låg på vejret og løftede Danmark til 37 grader4.7.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En fastlåst bølge i atmosfæren sendte varm luft fra Nordafrika mod Danmark og var med til at udløse sidste uges hedebølge. Klimaforandringer skaber ikke omegablokeringen, men gør den varme, som følger med, mere intens. En ny blokering er ved at sætte sig fast.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum