Norlys

Flot forårsvejr sender elpriser i bund: Tæt på gratis strøm midt på dagen

24.4.2026 06:00:00 CEST | Norlys | Pressemeddelelse

Del

Landets mange elbilister har de seneste dage kunnet fylde elbilen godt op, uden det har gjort ondt på pengepungen. Det solrige forårsvejr har siden tirsdag sendt elpriserne helt ned omkring 0 kroner midt på dagen, og igen i dag er der timer med meget lave priser.

Når klokken i dag rammer 10.30, tager den rene elpris et markant dyk, og klokken 14.30 rammer den bunden på 0 kroner for en kWh. Først hen omkring klokken 17 stiger den igen for alvor.

Det billede har været gennemgående for ugen indtil videre. Lige siden tirsdag har det solrige forårsvejr påvirket elpriserne til fordel for elkunderne.

- De seneste par dage har forårsvejret virkelig vist sig fra sin bedste side med masser af sol, men faktisk også en del vind. De lunere temperaturer betyder samtidig, at vi bruger mindre energi til opvarmning af vores boliger, mens det endnu ikke er så varmt, at der for alvor er gang i energiforbruget til nedkøling i Europa, siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.

I flere tilfælde har priserne ovenikøbet været negative i denne uge, og det er ikke første gang, det er sket i april. Vest for Storebælt har elprisen været negativ i 31 timer her i april, mens det har været tilfældet i 22 timer for elkunder øst for Storebælt.

- Den lave efterspørgsel efter energi til opvarmning og nedkøling af vores boliger betyder sammen med høj produktion af vedvarende energi, at forbrugerne kan lade elbil op hjemme i carporten eller klare tøjvasken for næsten ingenting, hvis de har udnyttet de billigste timer optimalt, forklarer Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.

Store udsving

I denne uge har gennemsnitsprisen ligget på 0,62 kr/kWh for elkunder i Jylland og på Fyn, mens elkunder øst for Storebælt har været helt nede på 0,50 kr/kWh. Det dækker dog også over markante udsving i løbet af døgnet.

Vest for Storebælt har den rene elpris i gennemsnit toppet på 1,3 kr/kWh, mens den øst for Storebælt har nået 1,2 kr/kWh først på aftenen. I den modsatte ende af prisspektret har den dog været nede i -0,02 kr/kWh vest for Storebælt, og -0,006 kr/kWh øst for Storebælt.

- Vi skal som forbrugere vænne os til en ny virkelighed, når det kommer til elpriserne. Vi ser helt generelt flere udsving i elpriserne, og derfor forsøger vi som energiselskab at hjælpe vores kunder med at få opbygget nye vaner. I vores energi-app kan de fx skabe overblik over deres forbrug og følge priserne, mens vores ladekunder blot kan koble bilen til deres ladeboks, så sørger vores system for automatisk at lade bilen op, når prisen er lavest, siger Mads Brøgger.

*Oveni den rene elpris kommer eltariffen til statslige Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og nettarif til det lokale elnetselskab. Tarifferne kan også svinge fra time til time afhængig af, hvilken tarifmodel de enkelte elnetselskaber bruger.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Mads Brøgger, direktør for Norlys' energiforretning
Mads Brøgger, direktør for Norlys' energiforretning
Download

Om Norlys

Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Vi er ejet af flere end 800.000 andelshavere og leverer energi, ladestandere, tv, internet, og mobiltelefoni til danskerne.

Vi ejer landets største elnet, landets største fibernet og halvdelen af landets største mobilnet, TN-Network. Derudover ejer vi aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading og den grønne, cirkulære industripark Greenlab, samt halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker.

Vores 4.500 medarbejdere i Silkeborg, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København kæmper for et grønt og digitalt Danmark. 

Følg pressemeddelelser fra Norlys

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Norlys

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye