Madpakke eller kommunal frokost? Forældre i Odense skal vælge mad i daginstitutionen
20.4.2026 15:22:44 CEST | SKOLEMADSRÅDGIVNING ApS | Aktuelt
Forældre til børn i Odense Kommunes vuggestuer og børnehaver kan måske snart slippe nemt fra børnenes frokost. De skal nemlig til afstemning om madpakkens fremtid.

Hvad skal der være i børnenes madkasser og hvad rammer plet i dagens smagshumør?I mange hjem er det langtfra en livret at skulle sørge for de mindstes madpakker. Men Odenses småbørnsforældre kan nu stemme sig til et nemt og sundt alternativ i deres børns daginstitution.
De skal nemlig sætte kryds ved, om de vil vælge at servere enten en kommunal frokostordning eller den hjemmesmurte madpakke til deres børn.
Et ja til Odense Kommunes frokostordning fremfor til madpakken vil betyde, at børnene dagligt samles om overvejende økologisk mad, der overholder de officielle kostråd. Derfor vil der være for eksempel fisk, blomkål og bønnefritter på Grøn Stues tallerkner.
Og det er meget vigtigt at følge kostrådene, ikke mindst når det gælder børn. Det fastslår Line Munk Damsgaard, afdelingsleder i Ernæring & Forbrugeranalyse under Landbrug og Fødevarer:
- Særligt i barndommen, hvor kroppen og hjernen er i udvikling, er det afgørende, at kosten giver et solidt fundament af de rette næringsstoffer. Forskellige fødevarer bidrager med forskellige næringsstoffer i forskellige mængder. Derfor er variation i kosten vigtigt.
BEHOV FOR SUNDERE MADVANER
Der er god grund til at tage stilling til frokosten, for generelt lever børnekost langtfra op til de officielle anbefalinger.
En ny undersøgelse fra DTU viser, at de 4 til 10 årige kun indtager ca. 3,5 procent af de anbefalede mængder bælgfrugter og ca. 6,5 procent fisk.
Hvis kostvanerne skal ændres til det bedre, er frokosten vigtig:
- Frokosten dækker typisk 20-25% af vores næringsindtag, så hvad frokosten består af, har en væsentlig betydning for den samlede ernæring, siger Line Munk Damsgaard.
Selvom mange forældre nok tænker, at det er helt håbløst at fylde en børnetallerken med bælgfrugter og torsk, så behøver det langtfra være mad, børnene vrænger på næsen af.
Det fortæller Pil Ammundsen, direktør i Fru Hansens Kælder, der i samarbejde med Aarstiderne er ekstern leverandør til knap 300 daginstitutioner i hele landet.
- En absolut børnefavorit er boller i karry, mange børn elsker boller i karry. Hvis ingredienserne fra den originale version er skiftet ud med hemmeligheder som grøntsager og bønner, kan børnene ikke smage forskel – og så er versionen med de sunde valg faktisk stadig en favorit.
FÆLLES OM FROKOSTEN
SkatteØen Børnehus i Odense M er en integreret institution med både vuggestue- og børnehavebørn. Her har forældrene valgt den kommunal madordning. De får leveret måltidskasser med mad, som tilberedes færdigt i institutionen af en særlig køkkenansat.
Leder af SkatteØen Lene Jepsen Borg mener ikke, at der som sådan er noget i vejen med madpakker, men at hun oplever fordele ved at alle børnene spiser den samme mad, og det handler ikke bare om kostråd:
- Der opstår et særligt fællesskab, når man spiser den samme mad sammen, og så breder der sig en dejlig duft af mad, når den bliver tilberedt. Desuden får børnene lejlighed for at smage noget forskelligt, som de måske ikke normalt spiser så meget af, siger Lene Jepsen Borg.
FAKTA
Det er lovpligtigt for kommunerne at tilbyde sund mad i daginstitutionerne og hvilken ordning, der vælges, afgøres ved flertal. Forældrene skal stemme madpakken til eller fra hvert andet år, og i Odense Kommune kan de i år stemme i e-Boks indtil 3. maj.
Odense Kommune er tilgængelig for en kommentar. Kontakt til Børn- og Ungeforvaltningen: 4035 2553, mail oscvw@odense.dk.
Læs mere om den kommunale frokostordning på på Odense Kommunes hjemmeside https://bit.ly/3OxZXh6
Billeder
Om Skolemadsrådgivningen Aps
Skolemadsrådgivningen Aps ejer Fru Hansens Kælder, der i samarbejde med Aarstiderne leverer frokost til 17.000 børn fordelt på flere end 250 daginstitutioner i hele landet.
Følg pressemeddelelser fra SKOLEMADSRÅDGIVNING ApS
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SKOLEMADSRÅDGIVNING ApS
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum