Medierådet for Børn og Unge

Nye ikoner viser de største risici ved digitale platforme

20.4.2026 09:03:50 CEST | Medierådet for Børn og Unge | Pressemeddelelse

Del

Medierådet lancerer Platformsguiden: en guide til forældre om de mest populære spilplatforme og sociale medier blandt børn og unge. Otte nye ikoner tydeliggør udfordringer og risici.

Fire børn sidder på en bænk og bruger deres smartphones.
Som voksen kan det være svært at gennemskue de udfordringer og risici, der er forbundet med børns brug af platforme som Roblox, TikTok og ChatGPT. Foto: Jørgen True

Børn og unge bruger i dag et hav af forskellige digitale platforme. De gamer, chatter, bruger generativ AI og scroller sig vej gennem endeløse feeds på såkaldte sociale medier.

Mange af platformene er dog langt fra designet med børns bedste for øje. Så børn kan hurtigt blive udsat for problematisk indhold, gambling-elementer, fastholdelse og reklamer, og som voksen kan det være svært at gennemskue de udfordringer og risici, der er forbundet med børns brug af platforme som Roblox, TikTok og ChatGPT.

Derfor lancerer Medierådet for Børn og Unge nu Platformsguiden, der indeholder guides til de mest anvendte digitale platforme blandt børn og unge. Medierådet har udviklet otte nye opmærksomhedspunkter med tilhørende ikoner, der skal gøre det nemt for forældre og andre voksne at danne sig et overblik og forstå udfordringerne på hver enkelt platform.

Platformsguiden kan bruges af alle, men er udviklet med særligt fokus på at understøtte forældre og andre omsorgspersoners mulighed for at vejlede, træffe oplyste valg og beskytte børn og unge bedre digitalt.

Otte nye ikoner fremhæver de største udfordringer og risici

Medierådet har udviklet otte centrale opmærksomhedspunkter med tilhørende ikoner, der knytter sig til brugen af mange digitale platforme. Opmærksomhedspunkterne oplister de største udfordringer og risici ved digitale platforme, som forældre bør kende og navigere efter.

De otte opmærksomhedspunkter er: Problematisk indhold, Fastholdelse, Dataindsamling, Køb, Reklamer, Kontakt med fremmede, Gambling-elementer og Chatbots.

”Vi ved, at danske børn og unge er meget til stede på digitale platforme. Og ofte er de slet ikke gamle nok til at være der. Her kan de blive udsat for skadeligt indhold og grooming, udvikle afhængighed og et uhensigtsmæssigt forbrug af penge. Forældre og omsorgspersoner spiller en afgørende rolle, når det kommer til deres børns digitale tryghed og trivsel. Med Platformsguiden får de et værktøj til hurtigt at afkode risici på de mest populære platforme, som mange børn og unge gerne vil bruge eller bruger. Guiden tydeliggør noget, som platformene ikke selv kommunikerer. Det vil forhåbentligt bidrage til, at flere forældre og voksne omkring børnene kan rammesætte deres digitale forbrug i en mere tryg retning,” udtaler Miriam Michaelsen, forperson for Medierådet for Børn og Unge.

Platformsguiden udbygges løbende

Platformsguiden udgives i dag med guides til ti platforme. De ti platforme er blandt de mest anvendte af børn og unge i dag og er desuden udvalgt for at rumme et bredt spektrum af digitale platforme – fra spilplatforme og chatbots til såkaldte sociale medier.

De ti platforme i Platformsguiden er: ChatGPT, Discord, Facebook/Messenger, Fortnite, Instagram, Minecraft, Roblox, Snapchat, TikTok og YouTube.

Hver enkelt guide indeholder en kort præsentation af platformen, en beskrivelse af de relevante opmærksomhedspunkter samt en anvisning til, hvilke indstillinger der kan anvendes på platformen for at forebygge risici.

Platformsguiden bliver vedligeholdt og udbygget løbende, så den kommer til at indeholde guides til endnu flere platforme samtidig med, at alle eksisterende guides opdateres, når der kommer relevante ændringer på platformene.

Se Platformsguiden på Medierådets hjemmeside her.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Medierådet for Børn og Unge:

Medierådet arbejder med aldersmærkning af film samt på danske tv- og streamingtjenester. Medierådet vejleder også om spil og formidler viden og materialer om børn og unges brug af digitale medier.

Følg pressemeddelelser fra Medierådet for Børn og Unge

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Medierådet for Børn og Unge

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye