DANVA og Danske Vandværker med politisk udspil: Indskriv sprøjteforbud i regeringsgrundlaget
20.4.2026 07:00:00 CEST | Danva | Pressemeddelelse
Beskyttelsen af det danske drikkevand skal op i et helt andet gear, hvis vi også i fremtiden vil kunne drikke vandet direkte fra hanen uden omfattende rensning. Derfor opfordrer DANVA og Danske Vandværker i et politisk udspil til at skrive et nationalt sprøjteforbud ind i det kommende regeringsgrundlag.

Den danske drikkevandsmodel er unik. Grundvandet kan efter simpel behandling drikkes af forbrugerne uden den omfattende rensning, de fleste andre lande er nødt til at ty til. Den model er værd at beskytte. Men forurening fra pesticider og stigende nitratbelastning rammer stadigt flere steder, og alligevel er der i dag ikke forbud mod sprøjtning eller gødskning i de områder, hvor grundvandet dannes. Det skal ændres.
Med regeringsforhandlingerne i gang har DANVA og Danske Vandværker fremlagt et politisk udspil med to konkrete forslag til et kommende regeringsgrundlag.
"Frivillighedssporet har fået 28 år, og resultatet er, at en minimal del af de sårbare områder reelt er beskyttet. Det er ikke holdbart. Vi skal handle på det, vi ved nu, ellers ender vi med en regning på milliarder til rensning af det drikkevand, vi kunne have beskyttet for en brøkdel," siger Carl-Emil Larsen, administrerende direktør i DANVA.
Forslag 1: Statsligt sprøjteforbud i sårbare grundvandsdannende områder
Den nuværende model, hvor lokale frivillige aftaler skal løfte beskyttelsen, har slået fejl. Miljø- og Ligestillingsministeriet konstaterer i "Analyse af Reguleringsmuligheder for Beskyttelse af Drikkevandet" fra januar 2026, at tilgangen har været utilstrækkelig. Siden Folketinget i 1998 udpegede en række beskyttelsesområder, er kun 1,5 pct. af dem reelt blevet beskyttet.
DANVA og Danske Vandværker foreslår derfor et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende arealer. Forbuddet skal samtidig omfatte gødskning og udbringning af spildevandsslam og jord i områder, hvor jorden er særligt sårbar for bl.a. nitratudvaskning.
Regnestykket er enkelt: Miljøministeriet vurderer i samme analyse, at beskyttelse af de sårbare områder vil koste ca. 360 mio. kr. årligt i kompensation til landbruget i 30 år, mens permanent rensning af grundvandet kan koste 6–18 mia. kr. om året.
Forslag 2: Sprøjteforbuddet skal gennemføres hurtigt
Det andet forslag handler om tempo. Kortlægningen af Danmarks sårbare grundvandsdannende områder er allerede godt i gang. Fyn er kortlagt, mens Jylland, Sjælland og de øvrige øer færdiggøres inden udgangen af 2026. DANVA og Danske Vandværker foreslår, at sprøjteforbuddet træder i kraft løbende i takt med at de sårbare zoner identificeres.
"Det er nu, vi skal se løfterne fra valgkampen omsat til konkret lovgivning, der kan håndhæves hurtigt. Der er sket meget lidt de sidste 28 år, og derfor er det på tide, at vi sætter fart på at beskytte grundvandet med et nationalt sprøjteforbud de steder, hvor vores grundvand er sårbart og dannes," siger Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker.
Ifølge en Wilke-undersøgelse fra februar 2026 bakker 91 pct. af danskerne op om et sprøjteforbud, og opbakningen er bred på tværs af partiskel.
Nøgleord
Kontakter
Karsten BjørnoKommunikationschef
Tlf:+45 20 14 35 42kbj@danva.dkLinks
DANVA - Dansk Vand- og Spildevandsforening
DANVA er den samlende kraft i vandsektoren.
Gennem stærke alliancer og klare budskaber taler DANVA vandets sag, som vigtig ressource for den grønne omstilling og grundlaget for alt liv.
DANVA ER VANDETS KLARE STEMME.
Følg pressemeddelelser fra Danva
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danva
Grøn klimatilpasning kan styrke naturen men reglerne spænder ben11.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vandselskaberne kan give mere plads til naturen, når de klimatilpasser Danmark. Men værdierne af blandt andet styrket biodiversitet og CO₂-reduktioner tæller stadig ikke med, når det skal vurderes, om milliardprojekterne er hensigtsmæssige i forhold til samfundsøkonomi.
Stor tilfredshed i DANVA over nationalt sprøjteforbud2.6.2026 16:09:25 CEST | Pressemeddelelse
DANVA - vandsektorens brancheorganisation har sagt i 30 år, at der er behov for at beskytte det grundvand, vi indvinder til drikkevand. Nu indfører den nye SFSMR-regering et nationalt sprøjteforbud i de grundvandsdannende områder.
Beskyttelse af grundvand er billigere end rensning af drikkevand26.5.2026 12:00:22 CEST | Pressemeddelelse
Det Økonomiske Råd bakker op om konklusionen i Miljø- og Ligestillingsministeriet analyse af regulering af drikkevand, at det er billigere for samfundet at beskytte grundvandet end at rense drikkevand. Vurderingen flugter DANVAs ønske om at sikre rent drikkevand billigt og effektivt.
DANVA hylder Danmarks mest betydningsfulde vandløsninger ved 100-års jubilæum22.5.2026 08:30:35 CEST | Pressemeddelelse
Kloakering, rent drikkevand og Vandmiljøplan I har formet det moderne Danmark. Det mener medlemmerne i DANVA, som i anledning af vandsektorens 100-års jubilæum har kåret de mest betydningsfulde initiativer i dansk vandhistorie.
DANVA har valgt bestyrelse og formand21.5.2026 12:34:01 CEST | Pressemeddelelse
Vandsektorens brancheorganisation, DANVA, har ved sin generalforsamling torsdag 21. maj 2026 valgt bestyrelse og formand. Netop i år markerer DANVA sit 100-års jubilæum.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum