Viborg KommuneViborg Kommune

Flyruten til og fra Midtjylland er vigtig for vækst og udvikling

20.4.2026 10:00:00 CEST | Viborg Kommune | Pressemeddelelse

Del

Hurtig adgang til og fra hovedstaden er godt for væksten og livet i Midt- og Vestjylland. Det mener de to borgmestre fra Viborg og Herning Kommuner, der i dag klippede snor til den nye flyrute mellem Karup og København.

Dorte West, borgmester i Herning Kommune, og Katrine Fusager Rohde, borgmester i Viborg Kommune, havde æren af at indvie flyruten Karup-København. Foto: Lise Blom Thuesen.
Dorte West, borgmester i Herning Kommune, og Katrine Fusager Rohde, borgmester i Viborg Kommune, havde æren af at indvie flyruten Karup-København. Foto: Lise Blom Thuesen.

For første gang siden ejerskiftet fra ni kommuner til investeringsselskabet Heartland A/S sidste år lettede det første fly i dag fra Karup med kurs mod København.

Dermed er der igen daglige afgange til hovedstaden fra det, der nu hedder Midtjylland Karup Airport. En vigtig forbindelse for både virksomheder og pendlere i Midt- og Vestjylland, hvor den korte rejsetid på under en time gør det let og hurtigt.

- Den her flyrute er vigtig, og med nye kræfter bag lufthavnen er der igen skabt hurtig forbindelse mellem Jyllands midte og vores hovedstad. Det er ingen hemmelighed, at vi i Viborg Kommune savner bedre infrastruktur til og fra Danmarks knudepunkter. Og både virksomheder og borgere har savnet at kunne komme nemmere til og fra København i hverdagen, så det er en kæmpe glæde, at det er muligt igen, siger Katrine Fusager Rohde (V), borgmester i Viborg Kommune.

Til gavn for lokale virksomheder

For virksomheder i Midt- og Vestjylland kommer genåbningen til at styrke samarbejdet med kunder og partnere i København, og flyruten gør det lettere at tiltrække både investeringer og kvalificeret arbejdskraft til området.

- Det er vigtigt for os, at vi har en stærk erhvervslufthavn i Midt- og Vestjylland, og positivt at nogen investerer og ser potentiale i lufthavnen. Derfor er det også rigtig vigtigt, at der nu bliver bakket op om rutefarten. Den kommer vores virksomheder til stor gavn – både når de skal samarbejde med kunder og partnere, og når de skal konkurrere med virksomheder i landets øvrige større byer. Og så er det dejligt at se den nye, flotte terminal, siger Dorte West (V), borgmester i Herning Kommune.

Ny ejer med ambitioner

Den nye ejer af lufthavnen ved Karup ved, at det ikke nødvendigvis bliver nemt at drive en civil lufthavn, men man ønsker at gøre en forskel.

- Åbningen af indenrigsruten til København er et vigtigt skridt i arbejdet med at udvikle Midtjylland Karup Airport. En stærk forbindelse til hovedstaden har stor betydning for både erhvervsliv, institutioner og borgere i Midtjylland – og det er netop den type infrastruktur, vi ønsker at bidrage til at styrke. Ambitionen er at udvikle lufthavnen som en velfungerende civil flyveplads, der gør en reel forskel for området. Det bliver ikke nødvendigvis nemt, og det kommer til at kræve tid. Men vi går ihærdigt og ydmygt til opgaven – og glæder os over dette første skridt, siger Kristian Tvergaard, direktør i Midtjylland Karup Airport.

Ruten flyves alle ugens dage undtagen lørdag. Der er tre daglige afgange mandag-torsdag, to afgange om fredagen og en om søndagen. Ruten flyes af Alsie Express. Herudover flyver Bravo Tours til Spanien fra Karup til sommer.

Fakta

  • Det familieejede investeringsselskab Heartland A/S overtog endeligt lufthavn i Karup i oktober 2025.
  • Lufthavnen i Karup blev oprettet i 1965.
  • Siden kommunalreformen i 2007 og indtil efteråret 2025 var lufthavnen ejet af: Viborg, Herning, Holstebro, Skive, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Struer, Lemvig og Ikast-Brande Kommuner
  • Læs mere om Midtjylland Karup Airport.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Dorte West, borgmester i Herning Kommune, og Katrine Fusager Rohde, borgmester i Viborg Kommune, havde æren af at indvie flyruten Karup-København. Foto: Lise Blom Thuesen.
Dorte West, borgmester i Herning Kommune, og Katrine Fusager Rohde, borgmester i Viborg Kommune, havde æren af at indvie flyruten Karup-København. Foto: Lise Blom Thuesen.
Download
Nu er det igen muligt at flyve til København fra Karup - og omvendt. Foto: Lise Blom Thuesen.
Nu er det igen muligt at flyve til København fra Karup - og omvendt. Foto: Lise Blom Thuesen.
Download
I dag lettede det første fly i dag fra Karup med kurs mod København for første gang siden ejerskiftet fra ni kommuner til investeringsselskabet Heartland A/S sidste år. Foto: Johnny Pedersen, Viborg Stifts Folkeblad.
I dag lettede det første fly i dag fra Karup med kurs mod København for første gang siden ejerskiftet fra ni kommuner til investeringsselskabet Heartland A/S sidste år. Foto: Johnny Pedersen, Viborg Stifts Folkeblad.
Download

Om Viborg og Herning kommuner

Viborg Kommune er med sine knap 100.000 indbyggere Danmarks 11. største kommune og er med sine 1.474 km² den næststørste kommune målt på areal. 

Herning Kommune har knap 91.000 indbyggere og er Danmarks 14. største kommune målt på indbyggere, mens Herning er Danmark tredjestørste mål på areal (1.321 km²).

Følg pressemeddelelser fra Viborg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Viborg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye