Krifa: Ulovliggør blokade mod virksomheder med overenskomst
17.4.2026 05:30:00 CEST | Krifa | Pressemeddelelse
Det skal være ulovligt at indlede blokader mod overenskomstdækkede virksomheder med ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Sådan lyder opfordringen i et brev til folketingspolitikerne fra Jane Heitmann, formand for Krifa, efter at fagforbundet 3F landet over har truet en række virksomheder som webshoppen Viamaja i Viborg, eventstedet Tobbers i Kolding og senest industrivirksomheden Bendix Tool i Kalundborg med blokade og sympatikonflikter. Alle virksomheder med overenskomster og gode vilkår for de ansatte helt efter bogen i den danske model.

”På Bendix Tool har de 14 ansatte i et fælles opråb til 3F direkte frabedt sig forbundets indblanding og understreget, at de er godt tilfredse med deres nuværende forhold. Den klare tale fra medarbejderne har fået 3F til at indstille blokaden. I hvert fald midlertidigt. Stor cadeau til medarbejderne for at stå sammen. Men det er et voldsomt og helt urimeligt pres, en virksomhed og dens medarbejdere udsættes for, når fagbevægelsen anført af 3F ruller sig ud. Det kan ikke være rigtigt, at fagforbund skal kunne true sig til overenskomster på et moderne arbejdsmarked,” siger Jane Heitmann.
Naturligvis skal medarbejdere på danske virksomheder have ordentlige løn- og arbejdsvilkår, fastslår hun.
”Men kampen bør foregå der, hvor problemerne er. Virksomheder med sammenlignelige overenskomster skal ikke gøres til slagmark for en kamp, der i virkeligheden handler om at bekrige frie fagforeninger under dække af at slås for lønmodtagernes interesser. Det burde være ulovligt at indlede blokader mod overenskomstdækkede virksomheder, der allerede har ordentlige forhold,” siger Jane Heitmann.
Hvis 3F reelt var interesseret i at forbedre løn- og arbejdsforhold, ville det give mening at bruge kræfter i forhold til virksomheder uden overenskomst og utidssvarende løn- og arbejdsforhold, understreger Krifa-formanden.
”Men 3F skyr øjensynligt ingen midler for med bøllemetoder at højne egen magtposition. Når virksomhederne aktivt har valgt at være en del af arbejdsgiverforeningen KA og allerede er dækket af en overenskomst med Krifa, bør det være fuldt legitimt og respekteres,” siger Jane Heitmann.
I bund og grund handler det om respekt for det frie valg, som 3F må respektere – både for den enkelte lønmodtager og virksomheden, pointerer hun.
"På den måde at true sig til overenskomster over for virksomheder med løn- og arbejdsforhold, som matcher niveauet på det øvrige organiserede arbejdsmarked, er et anslag mod den frie konkurrence mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, hvor den enkelte lønmodtager eller virksomhed kan vælge netop den løsning, som passer dem bedst,” siger Jane Heitmann.
For yderligere info kontakt: Lone Vibe Nielsen, presse- og kommunikationsrådgiver, mobil 24626947 - mail lovn@krifa.dk
Om Krifa
Krifa er en tværfaglig organisation for danske lønmodtagere og har mere end 185.000 medlemmer. Krifa arbejder hver dag for at fremme arbejdslysten blandt medlemmer, medarbejdere og i samfundet generelt – og det er integreret i alt, hvad organisationen gør. Krifa arbejder mod at blive en moderne arbejdslivsbevægelse ved at se det enkelte medlem og udfordre den klassiske opfattelse af en fagforening og a-kasse.
Følg pressemeddelelser fra Krifa
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Krifa
Regeringen under anklage i FN-organ for politisk forskelsbehandling5.10.2026 06:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Den danske regering skal nu redegøre for favoriseringen af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i to konkrete sager over for FN’s særlige organisation for arbejdsmarkedet, ILO, (International Labour Organization). Det sker som følge af en klage fra Krifa over regeringens ageren i forbindelse med den omstridte overenskomstbaserede certifikationsordning for udenlandsk arbejdskraft (L16), som Folketinget vedtog i september, samt nedsættelsen af Arbejdsmarkedsrådet sidste år oplyser Krifa-formand Jane Heitmann.
Krifa: Gør det billigere for alle at forsikre sig mod ledighed29.9.2026 15:29:54 CEST | Pressemeddelelse
Det skal være billigere for dimittender at være medlem af en a-kasse. Sådan lyder ét af regeringens forslag til finansloven for 2027 – og det er den helt rigtige vej at gå. Men udspillet bør udvides og gælde alle uanset alder og anciennitet, pointerer Jane Heitmann, formand for Krifa.
Krifa: Trist dag for demokratiet og organisationsfriheden3.9.2026 13:07:12 CEST | Pressemeddelelse
Demokratiske grundprincipper og organisationsfriheden har lidt et bekymrende knæk med vedtagelsen af L16 om en overenskomstbaseret certifikationsordning for udenlandsk arbejdskraft.
Krifa: Ny ordning for udenlandsk arbejdskraft underminerer demokratiske rettigheder13.8.2026 06:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Demokratiske rettigheder trædes under fode, diskrimination på arbejdsmarkedet blåstemples, og konkurrencen mellem arbejdsgiverforeninger og mellem fagforeninger stækkes, fordi bestemte organisationer favoriseres. Det vil være konsekvensen, hvis forslaget om overenskomstbaseret certifikationsordning for udenlandsk arbejdskraft (L16), som førstebehandles i Folketinget torsdag, vedtages i sin nuværende form, advarer Krifa-formand Jane Heitmann.
Krifa: Regeringen vil straffe en halv million lønmodtagere for deres valg af fagforening2.6.2026 16:55:51 CEST | Pressemeddelelse
Den nye regering lægger sig ud med en halv million lønmodtagere fra første dag. De skal straffes økonomisk for deres valg af en fri og uafhængig fagforening, mener regeringspartierne og deres parlamentariske grundlag i Enhedslisten. Men det er en helt forkert kurs, fastslår Jane Heitmann, formand for Krifa.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum