Første spadestik taget til 28 nye boliger på Kofoedsminde
16.4.2026 13:03:48 CEST | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Region Sjælland har taget første spadestik til 28 nye boliger på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby. Byggeriet er en investering på 195 mio. kr. og forventes taget i brug i oktober 2027. De nye boliger afløser ældre og midlertidige løsninger og skal skabe mere sikre og tidssvarende rammer for både beboere og medarbejdere.

Der er nu taget hul på byggeriet af 28 nye boliger som en del af en omfattende fornyelse af Kofoedsminde – Danmarks eneste landsdækkende sikrede institution for voksne domfældte med udviklingshandicap. Byggeriet markerer et vigtigt skridt mod mere tidssvarende, sikre og bæredygtige rammer for både beboere og medarbejdere på institutionen.
- Med opstarten af byggeriet tager vi et vigtigt skridt i udviklingen af et af Danmarks mest specialiserede sociale tilbud. Det er en målrettet investering i mere tidssvarende og sikre rammer, som skal understøtte både beboernes trivsel og medarbejdernes arbejdsmiljø – nu og i fremtiden, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.
Kofoedsminde har gennem de seneste ti år oplevet en markant tilgang af beboere, samtidig med at beboernes behov er blevet mere komplekse. De 28 nye boliger skal afløse boliger i ældre bygninger på Kofoedsminde i Rødby samt den midlertidige løsning med placering af satellitafdelinger på Stevns, der har været nødvendigt de senere år.
En gevinst for beboere og medarbejdere
Det nye byggeri omfatter 28 boliger fordelt på mindre, overskuelige afdelinger, som giver bedre forudsætninger for tryghed, sikkerhed og pædagogisk kvalitet. Hver bolig får eget badeværelse, og samtidig skabes både nye fællesområder og udearealer med haver og stier, hvor naturen bliver en aktiv del af hverdagen og den pædagogiske indsats.
- Det her er en meget vigtig dag for Kofoedsminde. Vores fysiske rammer har i mange år været under pres. Med det nye byggeri får vi bedre overblik, bedre sikkerhed og langt bedre rammer for både beboere og medarbejdere. Det er helt afgørende for den kvalitet og tryghed, vi arbejder for hver dag, siger Tina Krintéll, som er forstander på Kofoedsminde.
Byggeriet er også et vigtigt bidrag til at skabe et bedre arbejdsmiljø. Nye oversigtsforhold, færre blinde vinkler og sikre forbindelser mellem bygningerne skal forebygge farlige situationer og gøre det lettere at handle hurtigt, når der er behov for det.
Der er tale om et såkaldt erstatningsbyggeri, som ikke indebærer en udvidelse af den samlede kapacitet på Kofoedsminde. Et eventuelt behov for flere pladser afklares i et nationalt arbejde under Social- og Boligstyrelsen.
Fakta om byggeriet
- Der bygges tre H-formede bygninger, hver på ca. 1300 m2. To af bygningerne rummer 12 boliger, mens den tredje indeholder 4 særligt sikrede boliger. Boligerne er på ca. 30 m2 og indrettet med eget badeværelse.
- Det resterende bygningsareal er fordelt på fællesfaciliteter for beboere og personalefaciliteter. Der etableres også udearealer med terrasser, gårdhaver og naturområder.
- Det eksisterende sikringshegn udvides med ca. 350 meter omkring nybyggeriet.
- Forventningen er, at de nye boliger kan tages i brug i oktober 2027.
Fakta om Kofoedsminde
- Kofoedsminde har siden 1983 været en socialpædagogisk døgninstitution for voksne udviklingshandicappede, der har begået personfarlig kriminalitet, men ikke er egnede til almindelige fængselsstraffe. Den er den eneste af sin art i Danmark.
- Kofoedsminde rummer også et beskæftigelses- og aktivitetstilbud, hvor der skabes meningsfulde aktiviteter for at støtte beboernes individuelle udvikling inden for faglige og sociale færdigheder, selvhjulpenhed og livskvalitet.
- Institutionen har 18 sikrede afdelinger - 16 i Rødby og 2 på Stevns - som til sammen har 78 beboere. Hertil er der en åben afdeling med 9 beboere, som ligger i Rødby.
Kontakter
Trine Birk Andersen, regionsrådsformand, tlf. 93 57 77 26
Tina Krintéll, forstander på Kofoedsminde, tlf. 25 43 46 55
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Særlig indsats sikrer 91 læger og 47 sygeplejersker til Region Sjællands hospitaler17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En målrettet indsats for at rekruttere flere læger og sygeplejersker har givet gode resultater på Region Sjællands hospitaler. De nye medarbejdere skal styrke de faglige miljøer, mindske behovet for dyre vikarløsninger og give patienterne bedre mulighed for at få behandling tættere på hjemmet. Indsatserne bliver nu ført videre i Region Østdanmark.
Ventelisterne falder markant i Region Sjælland – nu skal 51,6 millioner kroner få dem endnu længere ned16.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ventetiderne på Region Sjællands hospitaler er faldet markant siden januar 2025. Nu afsætter politikerne 51,6 mio. kr. til at få endnu flere patienter hurtigere gennem behandling. Pengene skal blandt andet gå til øjenbehandling, ortopædkirurgi samt øre-, næse- og halsområdet.
Ny indsats skal styrke hjælpen til gravide familier i sårbare situationer i Region Sjælland11.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Stress- og konflikthåndtering, tættere samarbejde med kommunerne og mere støtte og hjælp til gravide er blandt de tilbud, der nu udbredes til alle regionens fødesteder med støtte fra Østifterne.
Åbent Hospital 2026: Besøg Ambulancebasen i Køge26.8.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag 6. september kl. 10-13 har alle chancen for at besøge Ambulancebasen i Køge. Kom og se en ambulance på nært hold, hør om livet som ambulanceredder og få inspiration til en karriere i akutberedskabet.
Åbent Hospital 2026: Masser af oplevelser på Holbæk Sygehus26.8.2026 09:20:00 CEST | Pressemeddelelse
Holbæk Sygehus inviterer søndag 6. september kl. 11-14 til Åbent Hospital 2026 med rundvisninger og oplevelser for hele familien.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum