Dansk Center for Familier & Sorg

Over 40 aktører går sammen: Sorgstøtten er for tilfældig

16.4.2026 11:11:51 CEST | Dansk Center for Familier & Sorg | Pressemeddelelse

Del

Hjælpen til mennesker i sorg er i dag for uensartet og svær at navigere i. Der mangler et samlende og inkluderende forum, der sikrer, at flere aktører bliver hørt, fremfor at få tager patent på, hvordan sorg skal forstås. 

Det vil SorgDanmark, en ny sammenslutning af aktører inden for sorgområdet, være med til at ændre. Onsdag samlede initiativet derfor mere end 40 aktører fra hele landet til en fælles drøftelse af, hvordan sorgstøtten i Danmark kan blive mere kvalificeret og sammenhængende.

Direktør i Dansk Center for Famiiler & Sorg, Birgitte Sofia Horsten, ved SorgDanmarks arrangement
Direktør i Dansk Center for Famiiler & Sorg, Birgitte Sofia Horsten, ved SorgDanmarks arrangement

Deltagerne repræsenterede et bredt udsnit af sorgfeltet, herunder ngo’er, kommunale og regionale aktører, det private arbejdsmarked, folkekirken, universiteter samt selvstændige fagpersoner. Fælles for dem var ønsket om at løfte kvaliteten og sammenhængen i den støtte mennesker i sorg møder.

”Det, vi ser i Dansk Center for Familier & Sorg, er, at det i dag i alt for høj grad er tilfældigt, hvem der får hvilken hjælp, og hvad man bliver henvist til. Der er reelt stor ulighed i sundhed på sorgområdet, og det kan have store og fatale konsekvenser for de mennesker, der i forvejen står i en af livets sværeste situationer. Derfor er vi i Dansk Center for Familier & Sorg trådt med ind i SorgDanmark som medstiftere, og det var meget positivt at opleve så stor opbakning til et fælles arbejde for at skabe mere kvalitet og sammenhæng i sorgstøtten,” siger Birgitte Sofia Horsten, direktør i Dansk Center for Familier & Sorg. ”Alle kommer selvfølgelig med forskellige fokuspunkter for sorgområdet, men i fællesskab har vi nu skabt en sammenslutning, hvor vi sammen kan skabe et løft af sorgfeltet.”

Arrangementet i SorgDanmark markerer et vigtigt skridt i arbejdet med at samle og styrke sorgfeltet nationalt. Den brede opbakning peger på et tydeligt behov for fælles retning i et felt, hvor hjælpen i dag er uensartet, uigennemsigtig og svær at navigere i for de sørgende. 

Vil styrke sorgkompetencen i Danmark

SorgDanmark bygger på en mangeårig vision om at samle aktører på tværs og styrke fundamentet for sorgstøtte. Målsætningen er at bidrage til stærkere sorgkompetencer, altså den viden der gør fagpersoner i stand til at tilbyde relevant og differentieret støtte, samt at skabe større klarhed i eksisterende tilbud og sikre et bedre fagligt grundlag for den støtte mennesker i sorg mødes med.

Visionen er udviklet af Mai-Britt Guldin, som er blandt landets førende forskere inden for sorg og krise. Hun har mange års erfaring som psykolog, og er derudover grundlægger af Center for Sorg og Eksistens. I samarbejde med Dansk Center for Familier & Sorg omsættes visionen nu til handling.

Dagens arrangement bød på drøftelser om sorgforståelser, den eksisterende sorgkultur, de sproglige udfordringer der opstår i mødet med sørgende, og ikke mindst en fælles samtale om, hvordan SorgDanmark konkret kan bidrage til at løfte kvaliteten i sorgstøtten på tværs af organisationer, private aktører og offentlige indsatser.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om SorgDanmark

SorgDanmark er en landsdækkende sammenslutning af organisationer og aktører, der arbejder for at styrke sorgstøtten i Danmark. Ambitionen er, at alle mennesker i sorg mødes med relevant, evidensbaseret og differentieret støtte uanset livssituation 

Sammenslutningen arbejder for at løfte kvaliteten i sorgfeltet til gavn for de sørgende. Det skal ske gennem styrket faglighed, øget viden og forskning, større gennemsigtighed i tilbud og en mere nuanceret forståelse af sorg i samfundet.

Om Dansk Center for Familier & Sorg

Dansk Center for Familier & Sorg tilbyder specialiseret hjælp og støtte til familier ramt af sorg, herunder gratis, specialiseret sorgterapi inden for 48 timer til:

 - alle forældre, som har mistet, eller ved at de snart skal miste, deres barn. Uanset barnets alder og dødsårsag.

 - alle forældre med hjemmeboende børn, som har mistet, eller ved at de snart skal miste, deres partner. Uanset dødsårsag.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Center for Familier & Sorg

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Center for Familier & Sorg

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye