Randers Bibliotek

Uge 17: Bogudsalg, garnbytte og verdensmål på Randers Bibliotek

16.4.2026 06:30:00 CEST | Randers Bibliotek | Pressemeddelelse

Del

I uge 17 sætter folkebibliotekerne i hele Danmark fokus på FN’s 17 verdensmål. På Randers Bibliotek kan du blandt andet fylde en pose med brugte bøger, bygge forandringer i LEGO, bytte garn, lave 'frøbomber', deltage i Verdensmåls-jeopardy – og meget mere.

Jens Sørensen jonglerer med verdensmål på Randers Bibliotek.
Jens Sørensen jonglerer med verdensmål på Randers Bibliotek.

Nu har alle læseheste mulighed for at få fyldt bogreolen op med lækker litteratur i form af brugte bøger. I hele uge 17 er der bogudsalg på Hovedbiblioteket i Randers centrum i den betjente åbningstid, og her kan du finde alt fra billedbøger over krimier og fantasy til supernørdet faglitteratur.

”Bibliotekets grundpræmis om at låne bøger ud er jo i forvejen bæredygtig. Vi er selvfølgelig nødt til at opdatere vores samling hele tiden, og derfor må vi også kassere materiale, så der er plads til noget nyt. Med bogudsalget har vi mulighed for at give bøgerne et endnu længere liv,” udtaler Jens Sørensen, verdensmålsansvarlig på Randers Bibliotek.

Onsdag og torsdag i samme uge er der også mulighed for at gøre et fund blandt magasiner og letlæsningsbøger på Dronningborg Bibliotek fra klokken 10 til 17. På Kristrup Bibliotek kan man aflevere børnenes brugte legetøj, som senere lander hos genbrugsbutikken Finderiet. Legetøjet kan afleveres hver dag hele ugen fra klokken 6 til 22.

Hovedbiblioteket byder desuden på filmfremvisning for voksne og et frøbombeværksted for børn. I Bogbussen kan man bytte garn ved alle stoppesteder hele ugen. Se hele programmet for uge 17 på Randers Biblioteks hjemmeside.

Bliv klogere og vind med lokale aktører

I 2026 er det overordnede tema for verdensmålsugen ”MAD: Fødevarer, forbrug og fællesskaber”. Randers Bibliotek har primært fokus på verdensmål 17 – Partnerskaber for handling.

”Der findes rigtig mange stærke og initiativrige organisationer i Randers, der hver dag kæmper for at understøtte et mere bæredygtigt forbrug. Vi samarbejder med hinanden på kryds og tværs, og i uge 17 får vi blandt andet besøg af Randers Grønne Nabofællesskaber. Randers Kommunes hus for bæredygtighed No. 17 kommer forbi med Verdensmåls-jeopardy, hvor man kan teste sin viden og vinde præmier,” fortæller Jens Sørensen.

I forbindelse med årets overordnede tema om mad kommer to skoleklasser også på besøg på biblioteket til en workshop om madspild. Det lokale initiativ Fødekæden forbi kommer med overskudsmad, som børnene skal bruge til at lave madpakker af.

Hele ugen kan man desuden lege sig til en dybere forståelse af verdensmålene med LEGOs initiativ ”Build the change”. Det er både en måde at tale med børnene om det abstrakte emne og selv tænke nye kreative tanker.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Randers Bibliotek

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Randers Bibliotek

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye