Mindst 245 børn dræbt eller lemlæstet i Sudan i årets første 90 dage
15.4.2026 06:10:00 CEST | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse
Efter tre års krig er det fortsat børnene, der betaler den højeste pris. Droneangreb står for næsten 80 procent af alle drab og kvæstelser i år.

Mens konflikten i Sudan går ind i sit fjerde år, er det fortsat børnene, der rammes hårdest. Fra januar til marts i år er mindst 160 børn blevet dræbt og 85 lemlæstet på tværs af landet – en stigning på 50 procent sammenlignet med samme periode i 2025. De højeste tabstal er registreret i Darfur og Kordofan, hvor vedvarende vold har bragt lokalsamfund helt til bristepunktet.
Tre års uafbrudt konflikt har drevet flere end 5 millioner børn på flugt – ofte flere gange – i takt med at frontlinjer forskydes, og volden breder sig.
Fatima er 6 år og en af dem.
“Jeg er begyndt at glemme, hvordan mit hjem så ud,” fortæller hun.
Hun og hendes familie er blevet tvunget på flugt flere gange. Hun savner sit hjem i Khartoum – de røde blomster i gården, sit værelse og muligheden for at lege trygt udenfor.
I dag lever hun uden et rigtigt hjem, hvor hun kan føle sig tryg, og uden adgang til skole.
Alligevel har hun fundet et frirum i et UNICEF-støttet læringscenter – et sted, hvor hun kan lege, lære og for en stund få lov til at være barn.
“Gennem tre år er børn i hele Sudan blevet dræbt, såret og fordrevet i et omfang, der er svært at fatte,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær Susanne Dahl. “Deres hjem, skoler og hospitaler bliver fortsat angrebet. Der findes ingen retfærdiggørelse for vold mod børn. Det er et kollektivt svigt fra konfliktens parter i forhold til at beskytte børns mest grundlæggende rettigheder.”
I de hårdest ramte områder fortsætter angrebene med at ødelægge hjem, skoler, markeder og hospitaler. Nye former for krigsførelse har særligt alvorlige konsekvenser – 78 procent af de registrerede børneofre skyldes droneangreb.
Siden krigens begyndelse har FN bekræftet mere end 5.700 grove krænkelser mod børn i Sudan, som har ramt mindst 5.100 børn – heraf flere end 4.300, der er blevet dræbt eller lemlæstet. Darfur og Kordofan topper igen statistikkerne. Det reelle antal er dog langt højere, da usikkerhed og begrænset adgang gør det vanskeligt at dokumentere det fulde omfang.
Familier lever under overfyldte og skrøbelige forhold, mens basale samfundsfunktioner er presset til det yderste. Store dele af Sudan er afskåret fra humanitær hjælp på grund af usikkerhed, ødelagt infrastruktur og administrative barrierer. Især Darfur, Kordofan og dele af Blue Nile er svært tilgængelige, hvilket efterlader mange af de mest sårbare børn uden hjælp.
Sult, sygdom og risiko for hungersnød breder sig som følge af vold, gentagne fordrivelser og alvorlige begrænsninger i adgangen til nødhjælp. Når familier tvinges på flugt, bryder levegrundlag sammen, markeder kollapser, og basale tjenester forværres yderligere. Hungersnød er allerede bekræftet i Al Fasher og Kadugli, og risikoen vokser i Um Baru og Kernoi.
Den alvorlige situation afspejles i antallet af børn med akut underernæring. I hele Sudan forventes omkring 4,2 millioner børn at lide af akut underernæring i 2026 – heraf flere end 825.000 i en grad, der er livstruende, hvis de ikke får behandling i tide.
Krigens konsekvenser for børns ret til uddannelse er også dybt bekymrende. Over en tredjedel af skolerne i Sudan er lukket, og yderligere 11 procent anvendes som husly for fordrevne eller er besat af konfliktens parter. Det betyder, at næsten halvdelen af alle skolebygninger ikke længere bruges til undervisning. I dag står mindst 8 millioner børn uden for skolesystemet.
På trods af usikkerhed og begrænset adgang fortsætter UNICEF med at levere livreddende indsatser inden for sundhed, ernæring, vand, beskyttelse og uddannelse i hele Sudan. Men indsatsen er under stigende pres.
I 2026 har UNICEF brug for over 6 milliarder kroner for at nå 7,9 millioner børn med livreddende hjælp. I marts var kun 16 procent af finansieringen på plads.
“At beskytte børn kræver, at alle parter i konflikten øjeblikkeligt stopper de grove krænkelser mod børn og overholder international ret, herunder sikrer sikker, hurtig og uhindret adgang for humanitær hjælp i hele landet,” siger Susanne Dahl. “Vi er taknemmelige for de donorer, der støtter vores livreddende arbejde. Men behovene overstiger fortsat langt de midler, som vi har til rådighed, og vi opfordrer indtrængende det internationale samfund til at øge sin støtte. Vi må ikke vende blikket væk fra børnene i Sudan.”
Kontakter
Maria WesthPressechef, UNICEF Danmark
Tlf:+45 50778664mwesth@unicef.dkFølg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Børnenes U-landskalender er i handlen: I år hjælper den børn i Rwanda1.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Børnenes U-landskalender 2026 er nu i handlen. I år går overskuddet til UNICEFs arbejde med at give børn og familier i Rwanda bedre adgang til rent vand, vacciner og sundhedsydelser.
Ny UNICEF-analyse: 7 ud af 10 børn har haft mindst én negativ oplevelse med at sige deres mening21.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse fra UNICEF Danmark om børn og unges demokratiske selvtillid viser, at børn og unge har holdninger og gerne vil høres. Men for mange er det forbundet med negative oplevelser at sige deres mening.
Hvert tiende barn vil ikke sige det til en voksen, hvis deres rettigheder bliver krænket18.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tusindvis af børn har i forbindelse med Rettighedsstafetten svaret på, hvem de vil fortælle det til, hvis deres rettigheder bliver krænket. Langt de fleste vil gå til deres forældre, men hvert tiende barn vil holde det for sig selv, ligesom 10 procent af de adspurgte svarer, at de ikke ved, hvem de skal sige det til. Fredag overrækkes børnenes svar til undervisningsminister Magnus Heunicke (S) og socialminister Monika Rubin (M).
Klimakriser afbryder skolegang for 171 millioner børn10.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Storme, oversvømmelser og hedebølger var blandt de hyppigste årsager til, at børn verden over måtte undvære undervisning i 2025. Det rammer især børn i verdens fattigste lande og særligt piger er udsatte.
Pandora donerer til UNICEF for at støtte børn, der er ramt af jordskælv i Colombia og Venezuela9.9.2026 20:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nødhjælpsdonationen på 1,3 million DKK vil hjælpe UNICEF med at nå ud til børn og familier med livsvigtige tjenester og forsyninger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum