Juniormesterlæren afslørede Isabellas talent og vilde håndelag

14.4.2026 13:15:48 CEST | Halsnæs Kommune - Erhverv | Nyhed

Del

Med juniormesterlæren kan elever i 8. og 9. klasse komme ud i en virksomhed to dage om ugen og prøve kræfter med et fag.

Isabella går i 9. klasse på Magleblik Skole, og er lige nu i juniormesterlære to dage om ugen hos malerfirmaet Tomas Gründler i Hundested.

”Jeg er lidt skoletræt, og jeg har længe vidst, at jeg gerne vil arbejde med kreativt håndværk. Det er der i malerfaget. Juniormesterlæren var en god mulighed for at prøve det af,” siger hun.

Tomas Gründler vil gerne have unge i praktik, så de kan snuse til faget.

”Det giver os også en mulighed for at se, om der er kommende lærlinge blandt praktikanterne. Jeg lægger stor vægt på, at de bliver ordentligt introduceret til faget. Vi tager os tiden til dem, og stiller selvfølgelig krav om, at de skal have lyst til at udvikle sig. Håndelag er vigtigt, men du skal også passe ind socialt,” fremhæver Tomas Gründler.

Et stort naturtalent
Isabella er hurtigt blevet en del af holdet, og har gjort et ualmindelig godt indtryk.   

”Jeg er blevet taget supergodt imod. Jeg var spændt, for jeg har jo hørt historier om, hvordan det kan være, at være yngste medarbejder på en håndværks-arbejdsplads. Men de er supersøde, og jeg får mulighed for at prøve en masse ting af. Der er tillid til mig, og jeg bliver sat til det hele. Det er jeg meget taknemmelig for. Det giver jo en bedre opfattelse af faget,” forklarer Isabella, der lige nu kun arbejder sammen med kvindelige malersvende, hvoraf flere er udlært i virksomheden.

”Isabella er et naturtalent. Det er helt utroligt godt, det hun laver. Hun har et helt vildt håndelag,” lyder den uforbeholdne ros fra Tomas Gründler, der hurtigt tilbød Isabella en læreplads.

Hun har da også allerede søgt ind på erhvervsskolen i Hillerød.
”Efter jeg har prøvet faget, er jeg sikker på, at det er det, jeg vil.”

Høje krav
Tomas Gründler lægger ikke skjul på, at firmaet sætter barren højt.

”Vi går meget højt op i at levere kvalitetsarbejde og foretrækker at arbejde lokalt. Derfor er det også oplagt for mig at uddanne mine egne medarbejdere. Vi er helt klar med en lærlingekontrakt til Isabella, når hun har taget det første skoleforløb. Hos os er det et ufravigeligt krav, at skolen skal passes. Et svendebrev med et 4-tal er ikke tilfredsstillende,” understreger han, og håber at Isabella stadig har lyst til faget, når hun har gennemført grundforløbet på skolen, der tager ca. 5 måneder.  

Det ville være så spild af talent, hvis du ikke valgte branchen, smiler han.

Malerfirmaet Tomas Gründler er erhvervspartner med Halsnæs Kommune. Erhvervspartnerskabet handler om at hjælpe de unge godt i gang med uddannelse eller job.  

Vil din virksomhed også være erhvervspartner, så læs mere her: https://halsnaes.dk/erhverv/erhvervsservice/erhvervspartner-halsnaes

Kontakter

Links

Følg pressemeddelelser fra Halsnæs Kommune - Erhverv

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Halsnæs Kommune - Erhverv

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye