Museum Odense erhverver enestående H.C. Andersen-samling
15.4.2026 12:08:49 CEST | Museum Odense | Pressemeddelelse
Museum Odense har erhvervet en yderst fornem og betydningsfuld H.C. Andersen-samling. Samlingen stammer fra den svenske godsejersøn, militærmand og bogsamler Thore Virgin (1886–1957), hvis privatbibliotek var blandt de største og mest eksklusive i Norden. Blandt de 30 genstande i samlingen er bl.a. et manuskript med en længere dedikation til kong Christian 8. samt det håndskrevne originalmanuskript til teaterstykket Maurerpigen.

Udviklingschef Mads Thagaard Rune siger:
“Bogsamlingen rummer et meget stort forsknings- og formidlingsmæssigt potentiale, og vi glæder os meget over at kunne indlemme genstandene i samlingen og dermed sikre deres bevaring for eftertiden og tilgængelighed for offentligheden. Den fantastiske samling føjer nye facetter til arven efter H.C. Andersen, som er kulturel verdensarv, og vi ser frem til, at vi senere i år kan udstille flere af genstandene i særudstillingslokalet i H.C. Andersens Hus, så vores gæster kan få glæde af dem.”
Den nyerhvervede samling består af 30 emner, herunder sjældne dedikationseksemplarer og originale manuskripter fra perioden 1830 – kort efter H.C. Andersens litterære debut – til 1872.
Samlingen er i sig selv litterær verdensarv, hvilket understreges af mange smukt bevarede førsteudgaver af H.C. Andersens værker, ofte med personlige dedikationer til venner, kunstnere og betydningsfulde samtidige. Blandt højdepunkterne er læsedramaet Ahasverus med en 22 linjer lang dedikation til kong Christian 8., skrevet kort før kongens død i januar 1848. Et andet bemærkelsesværdigt værk er H.C. Andersens første digtsamling fra 1830 med dedikation til Adam Oehlenschläger, som Andersen anså for den største blandt danske digtere.
Samlingen rummer desuden en række originalmanuskripter, herunder seks digte samt det håndskrevne, 90 sider lange manuskript til tragedien Maurerpigen, som Andersen skrev i 1840. Samlingen blev tilbudt museet gennem det velrenommerede Antikvariat Mats Rehnström i Stockholm og giver et enestående indblik i H.C. Andersens liv, relationer og kunstneriske udvikling. Det er sjældent, at så mange betydningsfulde værker med personlig dedikation og originale manuskripter samles ét sted. Det lange historiske spænd, som samlingen omfatter, og de absolut sjældne enkeltdele understreger samtidig værdien som litterær verdensarv.
Nøgleord
Kontakter
Mads Thagaard RungeUdviklingschefMuseum Odense
Tlf:+45 20 90 13 27MTR@museumodense.dkBilleder

Om Museum Odense:
Museum Odense er en selvejende museumsinstitution som varetager driften af seks museer. Museumsorganisationen Museum Odense er statsanerkendt jævnfør museumsloven og dækker arkæologi, kulturhistorie, herunder mediehistorie, samt personmuseerne for H.C. Andersen og Carl Nielsen.
Følg pressemeddelelser fra Museum Odense
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Museum Odense
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum