Danske Idrætsråd & Samvirker

Generalforsamling: DIS sender klart opråb til kommunerne – skær ikke i idrætten

19.4.2026 10:15:55 CEST | Danske Idrætsråd & Samvirker | Pressemeddelelse

Del

Den lokale idræt står stærkt i Danmark, men befinder sig samtidig i en udfordrende situation, hvor der flere steder i landet overvejes besparelser på de kommunale budgetter. Det var et af flere centrale budskaber, da Danske Idrætsråd & Samvirker (DIS) i weekenden afholdt årsmøde og generalforsamling i Slagelse. 

Formand Jørn C. Nielsen på weekendens generalforsamling
Formand Jørn C. Nielsen på weekendens generalforsamling

Fra DIS lød et tydeligt opråb til kommunerne om at tænke langsigtet, når de kommende prioriteringer skal foretages.

– Fritidsområdet udgør kun en meget lille del af de samlede kommunale udgifter. Derfor er det vigtigt også at tænke på den lange bane. Idrætten bidrager ikke kun til fysisk aktivitet, men også til mental sundhed og social sammenhængskraft. Foreningslivet er balsam for sjælen og en vigtig del af indsatsen mod den stigende ensomhed blandt både unge og ældre, sagde formand Jørn C. Nielsen.

Egedal og Odsherred kommuner er eksempler på at der i budget 2026 er skåret i kultur- og fritidsudgifterne. Han understregede samtidig, at investeringer i idrætten på sigt vil kunne skabe besparelser på sundhedsområdet.

Stærke lokalsamfund kræver investeringer

På generalforsamlingen blev det fremhævet, at idrætsforeningerne hver dag skaber trivsel, fællesskab, integration og sundhed i hele landet – ofte båret af frivillige kræfter.

DIS pegede samtidig på, at støtten til folkeoplysende foreninger flere steder er under pres, mens udgifterne til drift, energi og faciliteter stiger. Organisationen advarer om, at konsekvensen kan blive højere kontingenter og færre muligheder for børn, unge og voksne i foreningslivet.

Medlemsvækst i DIS-familien

Danske Idrætsråd & Samvirker oplever fortsat medlemsfremgang.

– Vi er meget tilfredse med udviklingen og taknemmelige for den store opbakning blandt idrætsrådene, sagde Jørn C. Nielsen.

DIS repræsenterer i dag over halvdelen af landets idrætsråd, og fem af Danmarks syv største kommuner er allerede medlemmer: Aalborg, Odense, Esbjerg, Frederiksberg og Vejle.

Organisationen er i 2025 vokset med 18.843 medlemmer og repræsenterer nu 866.120 medlemmer fordelt på 3.221 idrætsforeninger.

Udvikling i medlemstal og foreninger

År

Foreninger

Medlemmer

2023

3.028

815.392

2024

3.209

847.727

2025

3.221

866.120

Opgaven er nu både at fastholde de nuværende medlemmer og samtidig tiltrække nye til DIS-familien, lød det fra formanden.

Stor opbakning til bestyrelsens arbejde

Der var på generalforsamlingen stor opbakning til bestyrelsens arbejde det forgangne år samt til de kommende handlingsplaner, hvor fokus blandt andet er synlighed, bedre rammer for lokalidrætten, frivillighed, analyser, stærkere samarbejde med centrale aktører og styrke de lokale idrætsråd.

Det skal være nemt at være frivillig

Et særligt fokusområde for DIS er at gøre det lettere at være frivillig og drive forening i Danmark.

Efter et halvt års arbejde har DIS indgået et nyt samarbejde med AL Sydbank, som har særligt fokus på foreninger og frivillighed.

Samarbejdet skal sikre enklere adgang til bankforretninger og bedre vilkår for de lokale idrætsforeninger. Aftalen omfatter blandt andet:

  • Fast foreningsrådgiver
  • Attraktiv foreningspakke
  • Gratis foreningshåndbog

Bestyrelsesuddannelse skal styrke de lokale idrætsråd                                                         

Danske Idrætsråd & Samvirker vil samtidig understøtte idrætsrådene gennem målrettet bestyrelsesuddannelse.

Formålet er blandt andet at give deltagerne:

  • Overblik over strategiske processer og værktøjer
  • Viden til at indgå i strategiske drøftelser
  • Handlekraft til at omsætte strategi til handling
  • Introduktion til bestyrelseskompasset

Målet er at styrke den lokale idrætspolitiske dagsorden og skabe de bedst mulige rammer for foreningslivet.

Valg til bestyrelsen

Følgende blev valgt til bestyrelsen:

  • Lars La Cour, Fredensborg 
  • Jørn C. Nielsen, Slagelse
  • Ole Hansen, Nyborg
  • Michael Hejlskov, Favrskov

Nyvalg til bestyrelsen

Som nyt medlem af bestyrelsen blev valgt:

  • Gitte Kronbak Nielsen, Roskilde

Gitte Kronbak Nielsen er formand for Roskilde Idræts Union har stor erfaring fra både foreningsliv, handicapområdet og kommunalpolitik. Hun er blandt andet formand for Klub Ligeværd i Roskilde, medlem af Handicaprådet og idrættens repræsentant i Folkeoplysningsudvalget i Roskilde. Herudover har hun 16 års erfaring fra kommunalpolitik, senest som viceborgmester i Roskilde Kommune.

Nyvalgte som suppleanter til bestyrelsen

Følgende blev valgt som bestyrelsessuppleanter:

  • Michael Christiansen, Frederiksberg
  • Henrik Schmidt, Odense
  • Hasse R. Christensen, Frederikshavn
  • Dan Olsson, Roskilde

Jørn C. Nielsen genvalgt som formand for Danske Idrætsråd & Samvirker

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Jørn C. Nielsen fra Slagelse som formand. Jørn C. Nielsen forsætter dermed i formandsstolen. ”Jeg er rigtig glad for at kunne fortsætte mit arbejde som formand for DIS. Sammen med idrætsråd og samvirker over hele landet vil vi fortsætte med at sætte fokus på den lokale idræts rammebetingelser”.

Jørn C. Nielsen er derudover formand for Folkeoplysningsudvalget i Slagelse, formand for Sports Team Slagelse samt Slagelse Idræts Råd.

John Sørensen fra Gladsaxe blev genvalgt som næstformand. John Sørensen er tillige næstformand for Folkeoplysningsudvalget i Gladsaxe og formand for Foreningernes Idrætsråd i Gladsaxe.

Klar retning for det kommende år

DIS arbejder fortsat for at understøtte og skabe de bedst mulige rammer for lokalidrætten i hele landet og udbygge samarbejderne med bl.a. Center for Ungdomsstudier og AL Sydbank de kommende år til glæde for den lokale idræt.

Generalforsamlingen sluttede med organisationens fælles budskab:

Vi spiller hinanden bedre – til gavn for den lokale idræt.

Kontakter

Billeder

Formand Jørn C. Nielsen velkommen til årets generalforsamling
Formand Jørn C. Nielsen velkommen til årets generalforsamling
Download
Danske Idrætsråd & Samvirker's deltagere fra de lokale idrætsråd
Danske Idrætsråd & Samvirker's deltagere fra de lokale idrætsråd
Download

Om Danske Idrætsråd & Samvirker:

Danske Idrætsråd & Samvirker (DIS) er en idrætsorganisation for den lokale idræt, som samarbejder med de lokale Idrætsråd og Samvirker for at skabe de bedst mulige rammer for idrætten i landets kommuner.

DIS er en uafhængig idrætsorganisation og et forum for dialog mellem relevante idrætspolitiske aktører, med fokus på den lokale idræt.
 
Organisationen varetager kommunernes Idrætsråd og Samvirker’s idrætspolitiske interesser og er således disses talerør i idrætsdebatten både regionalt og på landsplan. 

https://www.danskeidraetsraad.dk/

Følg pressemeddelelser fra Danske Idrætsråd & Samvirker

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Idrætsråd & Samvirker

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye