Region Midtjylland

Region Midtjylland indgår kontrakt om sikring af Cheminovas gamle fabriksgrund

16.4.2026 11:30:00 CEST | Region Midtjylland | Pressemeddelelse

Del

Entreprenørvirksomheden Arkil A/S skal etablere jernspuns omkring historisk forurening.

Forureningen på den tidligere fabriksgrund skal nu inddæmmes for at beskytte omgivelserne og danne grundlag for en senere oprensning.
Forureningen på den tidligere fabriksgrund skal nu inddæmmes for at beskytte omgivelserne og danne grundlag for en senere oprensning. Foto: Flemming Jeppesen

Region Midtjylland har indgået kontrakt med Arkil A/S om etablering af en 750 meter lang jernspuns omkring forureningen på Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Her lå Cheminovas kemikaliefabrik fra 1953 til 1962, før produktionen blev flyttet til den nuværende placering på Rønland.

Spunsen skal danne en tæt barriere omkring den forurening, der stammer fra driften på den gamle fabriksgrund. Formålet er at skabe grundlaget for en senere oprensning, samtidig med at spunsen effektivt forhindrer risikoen for fremtidig spredning af forureningen.

– Med kontrakten på plads kan vi nu tage et vigtigt skridt i arbejdet med at sikre området omkring den gamle fabriksgrund. Indspunsningen er et afgørende første skridt i oprensningen af forureningen ligesom den danner en effektiv barriere mellem forureningen og omgivelserne, siger regionsrådsformand Anders G. Kristensen (V).

Nødvendig barriere omkring forureningen

Den gamle fabriksgrund er forurenet med blandt andet kviksølv og pesticider – de samme typer kemikalier, som findes i kemikaliedepotet ved Høfde 42, men på den gamle fabriksgrund er forureningen spredt til større dybde. Med de oprensningsmetoder, der findes i dag, er en fuld oprensning foreløbigt vurderet til at koste mere end 4 mia. kroner. Derfor er første skridt at etablere en spuns, som kan inddæmme forureningen og sikre, at den ikke spreder sig til omgivelserne. 

Spunsen, som er en metalvæg, føres 14-15 meter ned i jorden og bliver cirka 750 meter lang. Den vil omkranse et område på omkring 19.000 kvadratmeter, hvor der ligger cirka 250.000 kubikmeter forurenet jord – omkring 2,5 gange så meget som i kemikaliedepotet ved Høfde 42.

Stærk konkurrence om opgaven

Entreprisen blev sendt i udbud efter at regionsrådet i 2024 besluttede at igangsætte arbejdet med at inddæmme forureningen på den tidligere fabriksgrund. Ved tilbudsfristen i februar 2026 havde syv entreprenørvirksomheder afgivet tilbud på opgaven. Evalueringen er gennemført i samarbejde med regionens rådgivere og med udgangspunkt i kriterierne pris, bæredygtighed samt organisation og bemanding.

Arkil A/S afgav et tilbud på 47,65 mio. kr. og opnåede den højeste samlede vurdering blandt de indkomne tilbud. 

-Vi er stolte over at være valgt til en opgave af så stor miljømæssig betydning. Det er et teknisk krævende projekt, og vi vil bringe vores erfaring med komplekse anlægsopgaver i spil for at sikre en løsning, der både er robust og tager hensyn til de særlige forhold på Harboøre Tange, siger Palle Knudsen, divisionsdirektør i Arkil A/S.

Projektet finansieres af staten med en ramme på i alt 100 mio. kr., og en gennemført økonomisk risiko- og usikkerhedsanalyse viser høj sikkerhed for, at arbejdet kan gennemføres inden for den afsatte økonomi. Den samlede bevilling dækker dog en række øvrige udgifter.

-Harboøre Tange er ikke det nemmeste sted at gennemføre store anlægsprojekter. Den gamle fabriksgrund ligger på en smal tange med meget vigtig infrastruktur omkring sig, og derfor er der høje krav til entreprenørens kompetencer. Med Arkil har vi fundet en entreprenør, som samlet set har leveret det bedste tilbud til at løfte opgaven, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling, Per Møller Jensen (S).

Arbejdet forventes at gå i gang i efteråret 2026. Når spunsen er etableret, vil den danne en tæt barriere omkring forureningen og dermed danne grundlag for en efterfølgende oprensning.

Om forureningen ved Cheminovas gamle fabriksgrund:

  • Den gamle fabriksgrund udgør sammen med kemikaliedepotet ved Høfde 42 og den nuværende FMC-fabriksgrund på Rønland de i alt tre generationsforureninger på Harboøre Tange, der er opstået i forbindelse med Cheminovas produktion af kemikalier fx til landbruget siden 1950’erne.
    Læs mere på harboøretange.rm.dk
  • Cheminova flyttede i 1953 sin fabrik fra Måløv nordvest for København til Harboøre Tange syd for Thyborøn. Området blev hurtigt for småt, og i 1961 indstillede Cheminova produktionen helt efter gradvist at være flyttet i nye bygninger på Rønland lige nord for den gamle fabriksgrund.
  • I 1962 var alle de gamle fabriksbygninger revet ned og dækket med sand/jord. I dag er området afspærret.
  • Region Midtjylland og FMC indgik i 2023 en samarbejdsaftale om de gamle forureninger på Rønland og Cheminovas gl. Fabriksgrund. FMC sender årligt en statusrapport til Region Midtjylland. Rapporten beskriver den frivillige afværgeindsats (oppumpning og rensning af grundvand) på de gamle jord- og grundvandsforureninger. FMC har i mange år foretaget afværgepumpning af forurenet grundvand på den gamle fabriksgrund, som skal forhindre at forurening siver ud til det omgivende miljø.
    Læs mere om samarbejdsaftalen: https://www.ru.rm.dk/om-os/presse-og-nyheder/nyheder/nyheder-2023/ny-aftale-skal-styrke-indsats-mod-cheminova-forurening/
  • I 2018 og igen i 2022-2023 gennemførte regionen omfattende undersøgelser af omfanget af forurening på den gamle fabriksgrund. Undersøgelserne viste, at jorden på Cheminovas gamle fabriksgrund indeholder ca. otte tons kviksølv og ca. 40 tons pesticider (heraf ca. 32 tons parathion).
  • I april 2024 bevilgede Folketinget midler fra "Det grønne råderum", som sammen med tidligere bevilling giver en samlet økonomisk ramme på 100 mio. kr. til indspunsning af forureningen på Cheminovas gamle fabriksgrund. Spunsen er første skridt på vej mod en oprensning af grunden. Målet er, at forureningen ikke udgør en risiko for mennesker og miljø.
  • Oprensning af forureningen på den gamle fabriksgrund er opdelt i trin:
    • Trin 1 er at etablere en spunsvæg rundt om forurening
    • Trin 2 er at udvikle metoder til at gøre en fremtidig oprensning økonomisk bæredygtig
    • Trin 3 er selve oprensningen af den forurenede jord indenfor spunsen.

Trin 2 og 3 er endnu ikke hverken besluttet eller finansieret.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Forureningen på den tidligere fabriksgrund skal nu inddæmmes for at beskytte omgivelserne og danne grundlag for en senere oprensning.
Forureningen på den tidligere fabriksgrund skal nu inddæmmes for at beskytte omgivelserne og danne grundlag for en senere oprensning.
Foto: Flemming Jeppesen
Download

Om Region Midtjylland

Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.

Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.

Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye