Thorvaldsens Museum modtager gavmild fondsstøtte
13.4.2026 14:37:49 CEST | Thorvaldsens Museum | Pressemeddelelse
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har valgt at støtte Thorvaldsens Museum med 14,2 millioner kroner over de næste fire år. Bevillingen skal bidrage til realiseringen af museets kommende strategi og udstillings- og formidlingsprogram Thorvaldsen: fra fortid til samtid.

Programmet løber fra 2026 til 2030 og omfatter to store internationale udstillinger, fem udstillinger med afsæt i museets samlinger, udstillingsmagasiner og kataloger, samt et ambitiøst arrangements- og formidlingsprogram. Som en del af programmet vil museet i perioden styrke publikumsrejsen og værtskabet, integrere bæredygtighed som et gennemgående kriterium og arbejde målrettet med sanselighed i mødet med publikum. Museet skal desuden arbejde med en række outreach-initiativer, der skal styrke tilgængelighed og mere inkluderende museumsoplevelser.
”Støtten har meget stor betydning for os, fordi den giver os mulighed for at styrke og videreudvikle den strategi, som vi indledte med programmet ’Thorvaldsen i Tiden’, som fonden også bakkede op om. Vi betragter støtten som en stor anerkendelse og er meget taknemmelige for at få mulighed for at fortsætte arbejdet med at gøre museet og kunsten relevant og inspirerende for endnu flere.” udtaler Annette Johansen, museumsdirektør på Thorvaldsens Museum.
Thorvaldsen: fra fortid til samtid bygger videre på Thorvaldsen i Tiden (2021–2025), som har skabt stærke forbindelser mellem Thorvaldsens kunst og samtiden gennem en række succesfulde udstillinger og publikationer, et omfattende arrangements- og formidlingsprogram samt ny wayfinding.
Indsatsen har resulteret i øget synlighed og en bredere publikumsprofil, hvor særligt unge mellem 14 og 29 år i højere grad besøger museet. Samtidig har museet oplevet en markant stigning i besøgstallet i programperioden. I 2025 nåede museet sit højeste besøgstal i 25 år.
”Det ambitiøse udstillings- og formidlingsprogram vil i rammerne af den unikke museumsbygning skabe nye forbindelser mellem vores fælles kulturarv og livet i dag. Det vil vi fra fondens side gerne bakke op om, og vi ser frem til fortsat at følge museets arbejde de kommende år.” udtaler Christine Wiberg-Lyng, fondsdirektør i Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Med afsæt i denne positive udvikling vil museet nu videreudvikle formidlingsindsatsen med fokus på tre strategiske indsatsområder: håndværk, demokratisk dannelse og museet som rekreativt rum. Fokusområderne skal forme både udstillinger og arrangementsprogram og skabe nye koblinger mellem fortid og samtid samt bidrage med perspektiver på de udfordringer og muligheder, vi står overfor i dag.
”Vi bygger videre på de formater, der har haft størst gennemslagskraft i perioden 2021–2025, samtidig med at vi styrker programmet med nye strategiske indsatsområder og samarbejder. Programmet skal fastholde kernepublikummets engagement, samtidig med at det skaber mulighed for at engagere nye målgrupper. Det er afgørende, at vi fortsat udvikler museet som en institution, der ser samtiden i øjnene ved at skabe levende forbindelser mellem fortid og nutid.” udtaler Siri Buric, kurator og udstillingsansvarlig.
Nøgleord
Kontakter
Annette JohansenDirektør
Tlf:40 41 66 90Gx7s@kk.dkSiri BuricKurator og udstillingsansvarlig
Tlf:23 70 86 98em8t@kk.dkAnders Eske Laurberg HansenPR- og kommunikationansvarlig
Tlf:20 30 03 77yv7v@kk.dkBilleder
Om Thorvaldsens Museum:
Thorvaldsens Museum i København er et kulturhistorisk mødested, hvor du kan opleve den anerkendte danske skulptør Bertel Thorvaldsens egen kunst samt værker, han har samlet gennem sit liv. Museet rummer også skiftende udstillinger med både internationale og danske kunstnere, som på forskellige måder går i dialog med Thorvaldsens kunst og den imponerende arkitektur, der omkranser museet.
Følg pressemeddelelser fra Thorvaldsens Museum
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Thorvaldsens Museum
Nye fotos: Thorvaldsens Museum åbner snart sin hidtil største udstilling, Bharti Kher – Mythologies11.8.2025 09:40:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 22. august slår Thorvaldsens Museum dørene op til den internationale samtidskunstner Bharti Khers første danske soloudstilling. I museets hidtil største udstilling udfordrer Bharti Kher konventionelle opfattelser af krop, identitet og kultur – med 27 storslåede skulpturer, der udstilles side om side med Thorvaldsens historiske værker og museets enestående arkitektur. Se helt nye fotos af nogle af de udstillede værker nederst i pressemeddelelsen.
Bharti Kher bringer international samtidskunst til Thorvaldsens Museum med sin første danske soloudstilling5.5.2025 12:13:00 CEST | Pressemeddelelse
Den internationalt anerkendte samtidskunstner Bharti Kher (f.1969) indtager museets historiske rammer med et stort antal visuelt slående skulpturer, som går i dynamisk dialog med Thorvaldsens værker og udstillingsrummenes enestående arkitektur.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

