Når musikken møder sporten – et opgør med sex, drugs and rock’n’roll
14.4.2026 11:40:48 CEST | The Central ApS | Pressemeddelelse
NY BOG – UDKOMMER 22. APRIL

”Efter næsten 30 år i musikbranchen, hvor jeg har arbejdet med nogle af landets største artister, må jeg sande, at jeg faktisk ikke har nogen reel viden om, hvordan man arbejder med artister som hele mennesker".
Jakob Sørensen er en central figur i den danske musikbranche med adskillige topjobs og bestyrelsesposter på CV’et. Gennem sin karriere har han har arbejdet tæt sammen med en stribe store navne – fra Saybia til Nik & Jay, Alphabeat, Johnny Deluxe, Niarn, Jokeren, Nephew, Hugo Helmig, Bikstok, Lukas Graham og mange flere.
Jakob har været noget ved musikken siden de vilde 90’ere over finanskrisen og online-revolutionen til i dag, hvor musikbranchen har fundet en ny succesfuld forretningsmodel med afsæt i livemusikken og streaming.
Undervejs har Jakob desværre også oplevet mange artister knække under det mentale og fysiske pres af konstant at skulle levere toppræstationer både i studiet og på scenen – og ikke mindst i stilheden efter at have leveret sommerens hit, et internationalt gennembrud eller en succesfuld koncertturne.
Hvorfor det forholder sig sådan – og hvorfor musikbranchen aldrig har formået at gøre noget ved det – er kernetemaet i hans nye bog. Den er et opgør med myten om sex, drugs & rock’n’roll og et ambitiøst forsøg på at finde en ny vej frem, der passer til vores tid og en ny generation.
Visionen er at finde en måde at styrke arbejdet med mental sundhed på i musikbranchen, inspireret af erfaringer og redskaber fra den professionelle sportsverden. Derfor har Jakob Sørensen skrevet bogen Når musikken møder sporten i samarbejde med Jakob Strøm Hansen og Kristoffer Henriksen.
Jakob Strøm Hansen har deltaget ved seks OL som sportspsykologisk coach for en række af landets bedste atleter, han er medforfatter til syv bøger om ledelse og præstationspsykologi og har i ti år været ansat i Team Danmark. I dag er Jakob partner i konsulenthuset doubleyou.
Kristoffer Henriksen er Danmarks første professor i sportspsykologi. Han var blandt de første i verden til at sætte talentudvikling på forskningsdagsordenen, og har skrevet adskillige bøger om emnet. Kristoffer var i mange år konsulent i Team Danmark og er i dag forskningsleder i Psychology of Sport, Excellence & Health på Syddansk Universitet.
Sporten og musikken har mange ting til fælles. Det er begge idealiserede verdener for de få, hvor de aktive oftest er unge, og der foregår en intens jagt på talent. Begge brancher har et ekstremt fokus på performance og er præget af hård global konkurrence, en farverig fankultur og heltedyrkelse samt ikke mindst muligheden for høje gevinster – og risikoen for drøje nederlag.
Musikere har det dokumenteret værre end gennemsnittet, når det gælder angst, stress, depression og sågar dødsfald. Men musikbranchen har ingen redskaber til at løse disse udfordringer. Ingen evidensbaseret viden, ingen videnskab. Det har de i sporten.
”I musikken arbejder vi primært ud fra mavefornemmelse og synsninger. I sporten bygger de deres viden på evidensbaseret videnskab. I musikken tror vi stadig, at lidelse skaber god kunst og succes. I sporten har de fundet ud af, at det er en forkert strategi”, siger Jakob Sørensen.
Når musikken møder sporten – et opgør med sex, drugs and rock’n’roll af Jakob Sørensen, Jakob Strøm Hansen & Kristoffer Henriksen, udkommer 22. april 2026.
For interviews mv. skriv eller ring til Anders K. Sørensen, kontaktinfo nedenfor.
Kontakter
Anders K. SørensenPartner, The Central ApS
Tlf:+45 28 12 83 86anders@thecentral.dkBilleder
Når musikken møder sporten – et opgør med sex, drugs and rock’n’roll
Af Jakob Sørensen, Jakob Strøm Hansen & Kristoffer Henriksen
Udkommer 22. april 2026 på forlaget Content Publishing
Følg pressemeddelelser fra The Central ApS
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.



