Ny rapport varsler flere konkurser i 2026
14.4.2026 06:45:00 CEST | Atradius | Pressemeddelelse
Det ser ud til at blive endnu et år med flere konkurser verden over. Danmark står stærkere end mange andre lande, men flere brancher er udfordret.

2026 tegner til endnu et år med et forhøjet globalt konkursniveau. Det viser nye beregninger fra Danmarks største kreditforsikringsselskab, Atradius. Hvor forventningen ved årets begyndelse var et fald i konkurser på trods af handelskonflikter, har udviklingen ændret sig markant.
Angrebet på Iran, den efterfølgende lukning af Hormuzstrædet og det energichok, der fulgte, har tilføjet et nyt lag af usikkerhed. Virksomheder skal nu ikke kun navigere i geopolitik og toldsatser, men også i markant højere inputpriser.
Atradius forventer, at antallet af konkurser globalt vil stige med 3 procent i 2026 sammenlignet med 2025, også selv hvis situationen omkring Hormuz-strædet gradvist normaliseres i løbet af de kommende måneder.
“De stigende energipriser rammer virksomheder direkte på omkostningerne og indirekte gennem højere inflation og strammere finansielle vilkår. Selv ved en varig våbenhvile er der omkostninger, som skal absorberes et sted i værdikæden,” siger adm. direktør i Atradius Danmark, Jesper Daugaard Faurby.

Danmark udviser resiliens
Midt i et fortsat uroligt globalt billede er der én positiv nyhed for danske virksomheder. De forventes samlet set at klare sig bedre end gennemsnittet.
“Danske virksomheder har generelt vist en stærk modstandskraft. De kom fornuftigt gennem sidste års handelskonflikter, og konkursbølgen efter covid toppede tidligere herhjemme end i mange andre europæiske lande,” siger Jesper Daugaard Faurby. Han understreger samtidig, at overblikket over kundernes betalingsevne fortsat er afgørende, særligt for virksomheder med eksport.
Atradius forventer, at antallet af konkurser i Danmark enten falder svagt eller stabiliserer sig på et fortsat højt niveau i 2026. Bag gennemsnittet gemmer der sig dog markante forskelle mellem brancherne.
Stor forskel på brancher
Selv i et relativt robust dansk marked er der brancher, hvor risikobilledet fortsat er skærpet. Det gælder særligt virksomheder med høje energiomkostninger, lange kontrakter og en stor afhængighed af international handel.
I transportsektoren bliver man ofte ramt næsten med det samme, når brændstofpriserne stiger. Derfor opererer mange aktører med indeksregulerede kontrakter, så pristigningerne relativt let kan sendes videre. Udfordringen bliver på den måde hurtigt sendt videre i værdikæden.
Industrien er ligesom transportsektoren påvirket af forhøjede energipriser, men her er en langt mere varierende evne til at sende prisstigningerne videre. Samtidig bliver sektoren også ramt på tilgængeligheden af at kunne få leveret materialer som plastik og kemikalier, der i en høj grad er afhængige af leverancer fra Golflandende, der producerer 40 % af den methanol, der bruges til plast og kemikalier i industrien.
"Det er især de afledte effekter, der er interessante og svære at få fod på. F.eks. er chipproduktion i høj grad afhængig af helium, der udskibes i Golflandende. Andre leverancer, der på sigt kan have store afledte effekter, er f.eks. kunstgødning og aluminium," siger Atradius Danmarks risikochef, Jacob Rasmussen.
Fødevarebranchen presses fra flere sider
I fødevarebranchen bliver man p.t. både ramt af stigende fragtrater, energiomkostninger og udgifter til emballage.
Særligt producenterne kan komme i klemme, da mange producenter arbejder med kontrakter på 3 til 6 måneder, hvilket naturligvis giver udfordringer, når der opleves pludselige prisstigninger på omkostninger.
Samtidig er det vanskeligt at sende de øgede omkostninger videre til forbrugerne, der selv oplever et pres på købekraften.
Atradius forventer en stigning i fødevarepriserne i 2026, uanset hvordan situationen omkring Hormuzstrædet udvikler sig.
Spørgsmålet er snarere, hvor stor stigningen bliver, og i hvilket omfang virksomheder i sektoren kan sende de stigende omkostninger videre.
“Sidst vi så store prisstigninger på fødevarer fra 2020 til 2022, så vi samtidig højere lønstigningstakter, og vi så en vis forsinket overvæltning af stigningerne i producentpriserne, ende i stigende detailpriser, men vi skal huske på, at vi p.t. står med et allerede relativt højt prisniveau for fødevarepriser. Derfor kan man forvente, at yderligere prisstigninger også vil rykke forbrugerefterspørgslen yderligere hen imod lavprissegmentet.
Det kan presse fødevareproducenter i en grad, hvor fødevareproducenter er stærkt udfordrede på at skabe rentabel drift.
Hvis krigen i Mellemøsten trækker ud, skal vi forvente at producentpriserne kommer op. Det er nødvendigt for at opretholde fødevareproduktionen,” siger Atradius’ fødevareekspert, John Vinther.
Sort sky over byggesektoren
Anlægssektoren klarer sig overordnet set godt, men billedet er markant anderledes inden for byggeriet. Branchen har været udfordret gennem længere tid, og de højere energipriser er blot den seneste udfordring.
Der igangsættes allerede historisk få nye kvadratmeter, og 2025 har set en historisk lav realiseringsgrad af de projekter, der lå i pipeline. Samtidig risikerer højere energipriser at sende udgifterne til bl.a. asfalt, betonelementer og mursten yderligere i vejret, hvilket gør det endnu mindre attraktivt at bygge nyt. Der har allerede været varsling om prisstigninger på flere byggematerialer, og når igangværende projekter bliver dyrere, stiger også risikoen for tvister og dermed også konkurser.
“Byggebranchen minder efterhånden om en tegneseriefigur med en lille sort sky hængende over hovedet. De højere energipriser er blot den seneste ulykke, og det øger sandsynligheden for, at branchen vil få flere konkurser i 2026,” siger Atradius’ ekspert for byggesektoren, Yasir Al-Gailany.

Særligt USA driver global konkursstigning
Den forventede stigning i globale konkurser i 2026 er i høj grad drevet af udviklingen i USA. Her ventes antallet af konkurser at stige markant som følge af højere toldudgifter, politisk usikkerhed og strammere finansielle vilkår.
USA er mindre direkte ramt af energichokket end Europa, da landet er nettoeksportør af olie og gas. Alligevel rammer højere oliepriser virksomheder og forbrugere gennem inflation og stigende driftsomkostninger. Samtidig har banker på begge sider af Atlanten strammet kreditpolitikken, hvilket gør det sværere for virksomheder at refinansiere sig ud af midlertidige problemer.
“For mange virksomheder er det ikke efterspørgslen, der svigter først. Det er likviditeten. Når kredit bliver dyrere og sværere at få, kan selv mindre chok blive afgørende,” siger Jesper Daugaard Faurby.
2026 bliver et år med fokus på rettidig omhu
Atradius forventer, at konkursniveauerne først begynder at normalisere sig i 2027. Prognosen er dog forbundet med betydelig usikkerhed. En længerevarende konflikt i Mellemøsten, nye energiprisstigninger eller yderligere handelshindringer kan hurtigt ændre billedet.
Samtidig står centralbankerne i et dilemma. For høje renter risikerer at bremse væksten yderligere, mens for tidlige lempelser kan genantænde inflationen. For virksomheder betyder det, at 2026 i høj grad bliver et år, hvor overblik, disciplin og en strategisk tilgang til kreditstyring bliver afgørende.
“2026 handler ikke om at forudse alle risici, men om at være forberedt på dem. De virksomheder, der har styr på deres kunder, deres cashflow og deres eksponering, står markant stærkere, også når markedet vender igen,” siger Jesper Daugaard Faurby.
Kontakter
Lasse HenriksenPR og Content ManagerAtradius Denmark
Tlf:20715311lasse.henriksen@atradius.comAtradius er førende i Danmark inden for kreditforsikring, garantier og erhvervsinkasso med over 100 års erfaring og en markedsandel på ca. 60%. Vores kunder er et bredt udsnit af store og små virksomheder inden for alle brancher. Vi tilbyder løsninger, der sikrer en datadrevet kreditstyring, forbedrer den økonomiske stabilitet og guider virksomheder på nye markeder.

Følg pressemeddelelser fra Atradius
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Atradius
Handelskrig giver flere konkurser på danske eksportmarkeder8.10.2025 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Antallet af konkurser verden over vil ifølge Atradius’ beregninger stige med 5 % i 2025. Særligt grælt står det til på store eksportmarkeder som Tyskland og USA, hvor antallet af konkurser ventes at stige med hhv. 9 % og 6 %.
Virksomheder garderer sig mod usikkerhed28.5.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Usikkerheden i 2025 afspejles tydeligt i en rundspørge fra landets største kreditforsikringsselskab, Atradius, hvor 80% af de adspurgte virksomheder siger, at de går med livrem og seler, når det kommer til kreditstyring.
Handelskrig vil føre til markant flere konkurser9.4.2025 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter et par år med rekordmange konkurser, var udviklingen lige begyndt at gå i den rigtige retning. Nu vil handelskrigen få antallet af konkurser til at stige fra et allerede højt niveau.
Nye tal indikerer pres på økonomi og konkurrenceevne24.3.2025 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Tal for udviklingen inden for transport, industri og byggeri er vigtige økonomiske indikatorer. Derfor er det bekymrende, at mængden af leaset udstyr faldt markant i alle tre sektorer sidste år.
Brexit: Her er vinderne og taberne 5 år efter25.2.2025 12:01:00 CET | Pressemeddelelse
Danmarks største kreditforsikrer, Atradius, har undersøgt, hvilke brancher, der har tabt eller vundet på Brexit, og hvilke konsekvenser det har haft for danske eksportører.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum