Omfattende beskyttelsesudstyr og streng isolation: Ny indsatsgruppe styrker arbejdet mod farlig smitte
13.4.2026 06:00:00 CEST | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Hvis en borger mistænkes for at være smittet med en alvorlig, smitsom sygdom, kræver det en specialiseret indsats. Derfor har Region Hovedstadens Akutberedskab nu specialtrænet 16 ambulancebehandlere til at indgå i en ny indsatsgruppe, der kan håndtere patienter med høj smitterisiko.

For at kunne indgå i den nye indsatsgruppe har ansatte fra Region Hovedstadens Akutberedskab været på intensiv uddannelse og træning sammen med erfarne instruktører fra Region Midtjylland. Her har de i forvejen et team, der dækker den vestlige del af Danmark.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) glæder sig over, at man på tværs af landet deler erfaringer, som kan gavne borgerne, når der opstår uventede og sjældne smittetilfælde.
- Man skal som borger kunne føle sig tryg ved, at sundhedsvæsenets beredskab er klar, hvis vi i fremtiden igen får pandemier eller isolerede tilfælde af sygdomme med høj smitterisiko. Med det nye team styrker vi vores beredskab og giver vores medarbejdere en uddannelse, som giver bedre beskyttelse til både patienter og det personale, der som det første møder patienterne og derfor er særligt udsatte for smitsomme sygdomme, siger Lars Gaardhøj (S).
Masser af udstyr og træning
På uddannelsen har medarbejderne øvet de omfattende procedurer, der skal beskytte både patienter, personale og omgivelser, hvis der opstår mistanke om sygdomme som for eksempel ebola eller pest.
- Vi er vant til at håndtere alle typer patienter, men her kræver det virkelig meget udstyr og mange trin, der skal udføres korrekt. Vi skal kunne beskytte os selv mod smitte samtidig med, at vi yder den bedst mulige behandling til patienten, siger Emil Vorm Jensen, der er ambulancebehandler i Region Hovedstadens Akutberedskab.
Grundigheden er afgørende. Selv små fejl kan få store konsekvenser, hvis smitte spredes, og derfor er indsatsgruppen iført beskyttelsesudstyr. Procedurerne er nøje tilrettelagt, så både patient og personale isoleres korrekt, samtidig med at behandlingen kan gennemføres.
- Det er vigtigt for både patientsikkerheden og for samfundet som helhed. Vi så under covid-19, hvordan en ny virus kan ramme hele samfundet. Vi kan ikke udelukke, at nye eller sjældne sygdomme kan dukke op i Danmark, og derfor er jeg glad for, at vi sammen med Region Midtjylland kan løfte opgaven på tværs af landet, siger direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab Thomas Reimann.
Indsatsgruppen på 16 personer indgår i særlige teams, som kan tilkaldes døgnet rundt ved mistanke om farlig smitte. Fremover vil de deltage i øvelser, så de altid er klar til at rykke ud, hvis en alvorlig smitsom sygdom skulle komme inden for landets grænser.
Fakta
Et team består af fire ansatte, der rykker ud til patienter med mistanke om sygdomme med høj smitterisiko. Det kan blandt andet være ebola, lassafeber, kopper eller pest.
I Region Hovedstaden transporteres patienter med mistanke om en farlig sygdom til højisolation på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.
Kontakt:
Region Hovedstadens Akutberedskab - Pressekonsulent Maria Haargaard / 2117 7393 / maria.haargaard@regionh.dk
Pressevagten i Region Hovedstaden 70209588 / presse@regionh.dk
Billeder




Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skrøbelige ældre får måltider med hjem: Tilbud sænker risiko for genindlæggelser6.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ældre og skrøbelige patienter får gennem et ernæringsprojekt på Herlev og Gentofte Hospital små, appetitlige retter med hjem til det første døgn efter udskrivelse fra hospitalet. Foreløbige resultater viser, at patienterne er glade for tilbuddet og har en lavere risiko for at blive genindlagt efter udskrivelse.
Nyt ambulatorium skal hjælpe flere unge med psykiske sygdomme4.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden åbner nu et nyt ambulatorium for unge på Rigshospitalet. Op mod 450 unge med psykiske sygdomme vil ugentlig kunne komme til udredning og behandling i ambulatoriet. Dette vil bidrage til at nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ny rapport: Børn af forældre med psykisk sygdom i større risiko for dårlig trivsel27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring tre ud af ti børn og unge i Region Hovedstaden har mindst én forælder, der er diagnosticeret eller behandlet for psykisk sygdom. Langt de fleste trives, men en ny rapport viser, at en gruppe af børnene har udfordringer med blandt andet trivsel, relationer, psykiske vanskeligheder, søvn og sundhed.
Region Hovedstaden fejrer letbaneåbning ved Herlev Hospital22.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag åbner Hovedstadens Letbane hele vejen fra Ishøj til Lundtofte. Ved Herlev Hospital fejrer Region Hovedstaden dagen med is, ultralydsundersøgelse og et bamsehospital for de mindste.
Flere sygeplejersker og jordemødre på hospitalerne – og nyansatte bliver længere13.7.2026 08:14:56 CEST | Pressemeddelelse
Der har aldrig været mere sundhedspersonale ansat i Region Hovedstaden. Sygefraværet er faldet, og 76 procent er meget glade for at gå på arbejde. Det er en positiv udvikling, men vi har fortsat et arbejde foran os, siger udvalgsformand Susanne Due Kristensen (S).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum