Ny viden om allergi kan bane vej for mere præcis behandling
10.4.2026 08:00:47 CEST | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
Forskere har kortlagt, hvordan allergiske reaktioner opstår på molekylært niveau – og viser samtidig, hvordan skræddersyede antistoffer kan blokere livstruende reaktioner.
Allergi rammer over en milliard mennesker verden over. Og tallet er stigende. For mange betyder det milde symptomer som kløe og snue. For andre kan det udvikle sig til livstruende reaktioner.
Nu bringer to nye studier forskerne et vigtigt skridt tættere på både at forstå og potentielt kontrollere de mekanismer, der udløser allergi. Et internationalt forskerhold har kortlagt, hvordan kroppens centrale allergiantistof, IgE, fungerer helt ned på molekylært niveau. Samtidig demonstrerer de en ny metode til at blokere allergiske reaktioner.
“Vi har nu et langt klarere billede af den molekylære mekanisme bag allergiske reaktioner. Det er et vigtigt fundament for at udvikle nye behandlinger,” siger professor Gregers Rom Andersen.
Resultaterne er publiceret i tidsskrifterne Allergy og Nature Communications.
Når allergi bliver udløst
Allergiske reaktioner opstår, når immunsystemet reagerer på ellers harmløse stoffer som pollen, fødevarer eller insektstik. Her spiller antistoffet IgE en nøglerolle.
I det ene studie har forskerne undersøgt, hvordan IgE ser ud og opfører sig, når det binder sig til receptorer på immunceller – det øjeblik, hvor den allergiske reaktion bliver sat i gang.
“Vi kan nu se, hvordan hele IgE-molekylet er organiseret, når det sidder på celleoverfladen. Det giver os en langt bedre forståelse af, hvordan allergener faktisk udløser en reaktion,” forklarer postdoc Rasmus K. Jensen.
Studiet viser, at IgE ikke blot er en fleksibel “arm”, der fanger allergener, men har en mere fast og organiseret struktur, som er med til at styre, hvordan allergener kan binde sig og aktivere immuncellerne.
Det giver et mere præcist billede af, hvordan allergener binder sig til IgE og aktiverer immuncellerne, så de frigiver histamin og andre signalstoffer, der skaber symptomerne.
Antistoffer der blokerer allergien
I det andet studie tager forskerne skridtet videre fra forståelse til handling. Her har de udviklet små, skræddersyede antistoffer, såkaldte nanobodies, der kan blokere det centrale allergen i giften i bistik.
Ved at målrette både enkelt- og dobbeltvirkende antistoffer mod det dominerende allergen lykkedes det at forhindre IgE-antistoffer fra allergiske patienter i at genkende det. Dermed blev den allergiske reaktion stoppet allerede i sin tidligste fase.
I forsøg med blod fra allergipatienter reducerede dobbeltvirkende antistoffer aktiveringen af immunceller markant. Og i en musemodel forhindrede behandlingen også de systemiske reaktioner, der ellers kan føre til anafylaksi.
“Vi kan udvikle antistoffer, der går ind og blokerer meget præcist for den allergiske reaktion,” siger postdoc Josephine Aagaard.
Et skridt mod mere målrettet behandling
I dag er den mest effektive behandling af alvorlig allergi langvarig allergen immunterapi, som kan strække sig over flere år og i sig selv indebære en risiko for bivirkninger.
Den nye forskning peger på et alternativ: Passiv immunterapi, hvor patienter får tilført færdigdesignede antistoffer, der kan give en hurtig og midlertidig beskyttelse mod allergiske reaktioner.
Det kan især få betydning for patienter med risiko for alvorlige reaktioner for eksempel i forbindelse med insektstik, som ofte opstår uforudsigeligt.
“Vi arbejder med en tilgang, hvor man potentielt kan give målrettet beskyttelse i de perioder, hvor risikoen er størst,” forklarer professor Edzard Spillner. “Resultaterne tyder også på, at det kan være nok at ramme de vigtigste allergener frem for at påvirke hele immunsystemet.”
Fra grundforskning til nye løsninger
De to studier viser tilsammen, hvordan grundforskning og anvendt forskning kan spille sammen. Først ved at forstå den præcise mekanisme bag allergi bliver det muligt at udvikle nye strategier til at stoppe den.
Forskerne understreger samtidig, at der stadig er et stykke vej til klinisk anvendelse. Effekten varierer mellem patienter, og der er behov for flere studier, blandt andet for at identificere de vigtigste allergener hos den enkelte.
Alligevel giver resultaterne et nyt udgangspunkt for at udvikle mere målrettede behandlinger til mennesker med svær allergi.
Nøgleord
Kontakter
Professor Edzard Spillner
Institut for Bio- og Kemiteknologi, Aarhus Universitet
Mail: e.spillner@bce.au.dk
Tlf.: 21186396
Professor Gregers Rom Andersen
Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet
Mail: gra@mbg.au.dk
Tlf.: 30256646
Jesper Bruun
Journalist
Mail: bruun@au.dk
Tlf.: 42404140
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Nyfundne gener i Marokko kan blive redningen for en tørkeramt høst i Europa25.8.2026 14:01:42 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet har færdiggjort kortlægningen af mikrobiomer i 10.000 planteprøver fra tre forskellige lande. Svarene giver næring til ambitionen om tørkeresistente afgrøder og dansk fødevareforsyningssikkerhed.
Klimaforandringer kan tredoble prisen på hvede21.8.2026 12:46:26 CEST | Pressemeddelelse
Når tørke rammer flere af verdens store hvedeområder samtidig, stiger hvedeprisen markant. Ny international forskning med deltagelse af professor og institutleder Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet viser, at sammenhængen er så stærk, at tre graders global opvarmning kan føre til en tredobling af den gennemsnitlige hvedepris sammenlignet med niveauet i 2010.
Vådlægning af tørvemoser ramt af alvorlige naturbrande kan give uventet klimafordel20.8.2026 13:50:53 CEST | Pressemeddelelse
En ny videnskabelig artikel fra projektet WetHorizons, der ledes af Aarhus Universitet, viser, at alvorlige naturbrande kan ændre tørvens egenskaber så markant, at de metanudledninger, der opstår ved vådlægning, falder med mere end 90 procent. Resultaterne kan få betydning for fremtidens restaurering af kulstofrige jorde i en verden med flere naturbrande.
Fra mark til mælk: Jagten på den klimavenlige græsmark20.8.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I forskningsprojektet ClimateReach undersøger forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet sammen med en række partnerne fra industrien, om nye græsarter kan bidrage til en mere klimavenlig mælkeproduktion ved både at lagre mere kulstof i jorden og reducere køernes metanudledning.
Mider truer danske honningbier: AU-forskere viser vejen til kemifri bekæmpelse19.8.2026 15:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert år dør en stor del af de danske bifamilier af varroamiden og de sygdomme, den spreder. To nye rapporter Aarhus Universitet præsenterer biavlere for to kemifri bekæmpelsesmuligheder: Avl og yngelpause.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum