Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg

Frivillige hjælper aarhusianere til en lettere hverdag med små hjælpemidler

31.3.2026 09:58:49 CEST | Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg | Pressemeddelelse

Del

På halvandet år har et frivilligkorps fra Ældre Sagen i Aarhus været ude til 53 arrangementer og mødt i alt 2.245 borgere.

Frivillige hjælper ældre med at finde små hjælpemidler
Frivillige hjælper ældre med at finde små hjælpemidler Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

Det kan være svært at få skruet låget af syltetøjsglasset, hvis kræfterne i hænderne svigter. At knappe en skjorte, hvis motorikken driller. Eller at vaske sine tæer, hvis det er blevet sværere at bøje sig.

For mange ældre er det små udfordringer, der fylder i hverdagen. Men ofte findes der løsninger. Og lige nu er der også hjælp at hente til at finde dem.

Et frivilligkorps fra Ældre Sagen i Aarhus er med til at udbrede kendskabet til små hjælpemidler, der kan gøre hverdagen lettere. Korpset består af 10 seniorer, hvoraf flere har en sundhedsfaglig baggrund, og de tager rundt til arrangementer i hele byen.

Her viser de løsninger til helt almindelige udfordringer i hverdagen, og deltagerne får mulighed for selv at prøve hjælpemidlerne og stille spørgsmål.

Ifølge rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin, er det netop den nære formidling, der gør en forskel.

“Det er ofte de små ting, der gør den store forskel. Og når det er frivillige, der selv kender hverdagen, der viser løsningerne frem, så bliver det både mere nærværende og mere troværdigt,” siger han.

Frivillige skaber dialog og genkendelse

Ved arrangementerne opstår der hurtigt dialog mellem de frivillige og deltagerne, når hjælpemidlerne går fra hånd til hånd.

“Vi oplever, at mange ikke ved, at de her løsninger findes. Når de først ser dem, bliver de både overraskede og interesserede, og så går snakken hurtigt i gang,” siger Torben Dreier, formand for Ældre Sagen i Aarhus.

Han fremhæver samtidig de frivilliges indsats og samarbejdet med kommunen.

“Vores frivillige gør en stor indsats for at nå ud til borgerne og dele deres viden. Det er vi meget stolte af. Samtidig er vi glade for samarbejdet med kommunen, som gør det muligt at få indsatsen bredt ud og nå endnu flere,” siger han.

Samtidig åbner møderne også for samtaler om emner, som ellers kan være svære at tale om, herunder inkontinens. Ifølge de frivillige opstår de samtaler naturligt, når erfaringer bliver delt.

Initiativet udspringer af ældrereformen fra januar 2024, hvor der blandt andet er fokus på at styrke brugen af velfærdsteknologi gennem frivillige indsatser.

Erfaringen er ifølge både kommunen og Ældre Sagen, at når løsningerne bliver præsenteret i øjenhøjde af mennesker, der selv kender hverdagen, bliver de også lettere at tage i brug.

Fakta – eksempler på små hjælpemidler:

  • Gigthandsker: En kompressionshandske særligt velegnet til personer med leddegigt. Den giver en let kompression, der forbedrer blodcirkulationen, mindsker hævelser og holder på varmen. Mange oplever en lindrende effekt, og da fingerspidserne er åbne, er finmotorikken samtidig bevaret.
  • Sandygrip: Et skridsikkert overtræk til dine sko. Det kan bruges både inde og ude. Den hjælper til, at man står bedre fast på våde gulve, sort is og lignende. De kan let tages af og på skoen, så man kan have dem med i lommen eller tasken og bruge dem, når omgivelserne kræver det.
  • Hoftebeskytter: Hoftebeskytteren sættes omkring hofterne uden på tøjet. Den har to specialformede stødpuder på siden af hoften, der mindsker risikoen for at brække hoften betydeligt, hvis man falder. Derfor er den velegnet ved gåture og anden aktivitet, men også bare mens man går rundt hjemme i huset.
  • Håndtag til tallerken: Et lille håndtag der kan gribe om en tallerkenkant. Det er særligt nyttigt, hvis man varmer sin mad i mikroovnen, og tallerkenen derfor bliver meget varm. Her kan man bruge håndtaget, så hænderne er beskyttede, uden at grydelapperne kommer ned i maden
  • Lotionpåfører: Denne kan bruges til at smøre creme på kroppen, hvor det er svært selv at nå. Det kan for eksempel være på ryggen. Den minder om en rygbørste, men er bare velegnet til at smøre creme på i stedet. Så kan man selv smøre cremen på, når det passer ind i rutinen.

Kontakter

Om Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune:

Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.

Vi står for pleje og støtte til aarhusianere i både hjemmet og på plejehjem og er til stede i hele kommunen.

Sundhed og Omsorg omfatter 53 plejehjem og 32 hjemmeplejeteams, som hver uge leverer omkring 60.000 hjemmeplejebesøg til knap 7.000 borgere. Derudover driver vi 34 folkehuse, der skaber rammer for fællesskab, aktivitet og livskvalitet.

Indsatsen løftes af over 7.000 medarbejdere, som hver dag arbejder for tryghed, kvalitet og nærvær i mødet med borgerne.

https://aarhus.dk/om-kommunen/sundhed-og-omsorg

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye