Edition-S

Han har smadret et koncertflygel og sampler musikhistorien. Nu fylder stjernekomponisten Simon Steen-Andersen 50

30.3.2026 10:42:26 CEST | Edition-S | Pressemeddelelse

Del

Den 24. april fylder komponisten Simon Steen-Andersen 50 år, og dagen inden fylder hans orkesterværk grosso Musikhuset i Aarhus. Gennem de seneste to årtier har han etableret sig som en af sin generations mest originale og toneangivende i dansk og international samtidsmusik. Gang på gang har han skabt værker, der fremstår som en markant udvidelse af musikken, bryder med vores forventninger og hverken lyder eller ser ud som noget, vi har oplevet før.

Simon Steen-Andersen
Simon Steen-Andersen Photo: Lars Svankjær

Steen-Andersens værker bevæger sig i et særligt kunstnerisk felt, hvor musik, performance, teater, koreografi, film og installation blandes med sampling, populærkulturelle referencer og spilæstetik på overraskende og tankevækkende måder. Her bliver koncertens vante roller og formater vendt på hovedet med både præcision, humor og dyb musikalsk indsigt. Hans kunst er på én gang intellektuelt skarp, sanselig, virtuos og umiddelbart tilgængelig.

Simon Steen-Andersen er komponisten, der lader et koncertflygel spille sammen med sit eget smadrede spejlbillede, som forvandler dirigentens gestik til dukketeater og musikalsk koreografi, og som lader operahistorien splintres og genopstå som ny musikdramatik. Hans værker er ofte humoristiske og spektakulære, men aldrig spektakel for spektaklets skyld – de er præcist konstruerede musikalske undersøgelser, hvor idé og håndværk går op i en højere enhed.

Dansk førsteopførelse på SPOR Festival 23. april

Dagen før 50-års fødselsdagen, den 23. april, opføres hans orkesterværk grosso for første gang i Danmark. Efter 10 års intensivt arbejde med film og musikteater, er grosso resultatet af, at Steen-Andersen gav sig selv en ”ny” udfordring; at skrive et værk uden multimediale lag eller musikdramatiske elementer, kun med instrumenter og elektronik.

Værket er skrevet for forstærket kvartet, Leslie-højttaler og orkester. I centrum står den ikoniske Leslie-højttaler – næsten som en femte solist – hvis roterende bevægelser, pulserende klang og mekaniske indre bliver til selve værkets musikalske motor. grosso udspringer af Steen-Andersens mangeårige arbejde med fundet materiale og ready-mades, men her med et særligt fokus på instrumenternes og objekternes fysiske og klanglige egenskaber.

grosso opføres af Aarhus Symfoniorkester med kvartetten Yarn/Wire som solister, og koncerten er en del af programmet på SPOR Festival.

International succes og danske intimkoncerter

Simon Steen-Andersen har for længst slået dørene ind til koncertsale og operahuse verden over, og det er oftere i udlandet end i Danmark, man møder hans værker. Derfor er der god grund til at lægge mærke til de kommende koncerter herhjemme.
 
Udover den danske førsteopførelse af grosso, byder den nærmeste fremtid på en særlig mulighed for at opleve en række af Simon Steen-Andersens værker på dansk jord, når Louisiana præsenterer intimkoncerter i Bådehuset den 6. og 7. juni. Her kombineres liveopførelse og video i et program der både præsenterer kammerværker i fuld længde og uddrag af hans omfattende multimedieproduktioner.  

Listen over kommende opførelser i udlandet omfatter blandt andet Frankrig, Tyskland, Ukraine, Østrig, Schweiz og Belgien. I juli genopsættes to forestillinger, som begge blev uropført i 2025 – Wie Du Warst! Wie du bist! på Opernhaus Zürich og Run Time Anomaly med Sasha Waltz and Guests Youth Dance Company i Berlin. Den næste uropførelse med Simon Steen-Andersen er værket UR!, som præsenteres i efteråret på Donaueschinger Musiktage, hvorefter værket turnerer videre til Paris (Festival d’Automne), Leuven, Bruxelles, Dresden, Kiel, Gent og Aarhus (SPOR 2027).

Internationale priser og undervisning på tværs af Europa

Simon Steen-Andersen har modtaget en lang række af de mest betydningsfulde priser i europæisk musikliv, heriblandt Nordisk Råds Musikpris, Siemens Composers’ Prize, Mauricio Kagel Musikpreis, SWR Orchesterpreis, Årets Reumert og Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Hæderspris. Desuden er han medlem af både det tyske Akademie der Künste og det Kungliga Musikaliska Akademien i Sverige.

Simon Steen-Andersen bor og arbejder i Berlin, og sideløbende med sit virke som komponist spiller han en markant rolle som underviser for en ny generation af komponister. Fra 2008 til 2018 underviste han i komposition på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han i dag er adjungeret professor, og siden 2018 har han undervist i komposition og musikteater ved Hochschule der Künste i Bern. Han har studeret i Aarhus, Freiburg, Buenos Aires og København.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Simon Steen-Andersen
Simon Steen-Andersen
Photo: Lars Svankjær
Download

Links

Om Edition-S

Edition·S udgiver musik til den klassiske og eksperimenterende musikscene. Vi repræsenterer vores komponister gennem udgivelsen af partiturer og stemmer, elektroniske medier og grafiske formater samt håndtering af rettigheder og promotion. Musikken som udgives af Edition·S bliver opført over hele verden.

Følg pressemeddelelser fra Edition-S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Edition-S

MOTHER SOLDIER - En musikalsk forestilling om moderskab og krig23.1.2026 14:24:43 CET | Pressemeddelelse

Krig og kvinder betragtes sædvanligvis som modsætninger. Kvinden giver liv, krigen tager liv. Men hvordan værner en mor om det liv, hun har skabt, i en verden der er fuld af krig og kriser - og hvordan ser hendes kamp ud? Mother Soldier er en gribende, musikalsk forestilling af den prisbelønnede danske komponist Sandra Boss og kunstnergruppen Datterselskabet, der udforsker netop dette. Forestillingen kan opleves 17. – 21. februar i Skuespilhuset, København

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye