Finans Danmark

Kamp om sommerhusene: Færre til salg og priserne stiger

28.3.2026 07:00:00 CET | Finans Danmark | Pressemeddelelse

Del

Danskere på udkig efter et nyt sommerhus i påsken har langt færre muligheder end sidste år, samtidig med at priserne er steget i mellemtiden. Udbuddet er faldet kraftigt på tværs af hele landet, mens de største prisstigninger ses øst for Storebælt. Men der er også mulighed for at forhandle prisen ned. Det viser nye tal fra Finans Danmark

Der er forår i luften, og for mange danskere betyder det, at tiden til at kigge på nyt sommerhus nærmer sig. Særligt påsken giver anledning for mange til at gå på sommerhusjagt. Men i år har danskerne markant færre valgmuligheder end på samme tidspunkt sidste år. Ved udgangen af februar måned var der 4226 sommerhuse til salg på landsplan - et fald på lige knap 17 pct. Samtidig er udbudspriserne gennemsnitligt steget med 6 pct. på landsplan. 

Der ses også store forskelle på tværs af landsdelene. Den gennemsnitlige udbudspris for et sommerhus er steget med knap 17 pct. øst for Storebælt – inklusive Bornholm. Kigger vi derimod vest for Storebælt, er udbudspriserne blot steget med 2,6 pct. siden samme måned sidste år. 

”Sommerhusmarkedet følger nu samme mønster, som vi har set på ejerboligmarkedet det seneste år. Der er simpelthen færre sommerhuse at vælge imellem, og priserne er i nogle områder steget kraftigt,” siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og ejendomsfinansiering hos Finans Danmark, og fortsætter:

”Det interessante er, at vi ser en markant forskel i udviklingen på hver sin side af Storebælt. Øst for Storebælt - særligt omkring Nord- og Østsjælland, - er der stor efterspørgsel og stigende priser, ligesom vi kender det fra hovedstadens ejerboliger. Her tyder det på, at det er sælgers marked”.

Selvom udbudspriserne generelt er steget, viser tallene, at det stadig gives betydelige nedslag i prisen på tværs af landdelene. Sommerhuse der i februar måned blev sat ned i pris, blev gennemsnitligt nedsat med omtrent 175.000kroner. De landsdele med det største nedslag i prisen var i Vest- og Sydsjælland og Sydjylland med et gennemsnitlig nedslag i prisen på lige knap 250.000 kroner. 

”Vi kan se, at der på tværs af landet stadig er gode muligheder for købere, der vil forhandle om prisen. Det er vigtigt at huske, at selvom der generelt er færre sommerhuse til salg, betyder det ikke nødvendigvis, at alle sælgere kan holde fast i deres oprindelige udbudspris. I områder med mindre efterspørgsel kan prisafslag stadig være nødvendige – og her har køberne fortsat en god forhandlingsposition,” siger Peter Jayaswal, og fortsætter: 

”Men udviklingen er klar: Der er mindre at vælge imellem, konkurrencen er skærpet, og priserne er højere end sidste år. Renterne har ligget relativt stabilt over det seneste år, og samtidig er beskæftigelsen fortsat høj, og husholdningernes økonomi er generelt set stabil. Det er med til at understøtte efterspørgslen efter sommerhuse, på trods af en urolig verdenssituation".

Læs hele nyheden her

Finans Danmark

Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.

Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye