Noah Holtegaard udforsker syndebukkens symbolik i ny udstilling i Nikolaj Kunsthal
27.3.2026 08:47:49 CET | Nikolaj Kunsthal | Pressemeddelelse
I en ny udstilling undersøger billedkunstneren Noah Holtegaard syndebukken som symbol og historisk mekanisme. Med afsæt i fortællingen fra Det Gamle Testamente, hvor en ged pålægges menneskenes synder og ofres for fællesskabets skyld, udforsker udstillingen, hvordan syndebukken vender tilbage gennem historien og fortsat præger nutiden.

I soloudstillingen Jeg ønskede aldrig at såre nogen tager Noah Holtegaard udgangspunkt i sin egen position som transmaskulin og trækker på historisk research, der kredser om, hvordan marginaliserede grupper gentagne gange er blevet gjort ansvarlige for samfundets konflikter og kollektive frygt.
Historier fra kirkens rum
Midt i Nikolaj Kunsthals projektrum Platform rejser sig en træsøjle sig som et af flere synlige spor af Sankt Nikolaj Kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. I Jeg ønskede aldrig at såre nogen går Noah Holtegaard i dialog med kunsthallens kirkelige fortid og sætter fokus på, hvordan kirken historisk har bidraget til eksklusion og stigmatisering af mennesker, der er blevet betragtet som uden for normen. Samtidig peger udstillingen på, hvordan normer forskyder sig over tid, og hvordan det, der tidligere blev udstødt, kan blive genstand for inklusion.
Sankt Nikolaj Kirke var efter sigende den første kirke i Danmark, der – om end ubevidst – viede et ikke-heteroseksuelt par. Vielsen fandt sted i 1715 mellem Andres Simonsen Aschenberg og Bodil Marie Christensdatter. Andres var født med navnet Sidsel, men levede som mand. Senere blev han stillet for retten i en sag om svindel og kønsidentitetsskift, hvor et horn han havde brugt til at lade vandet blev fundet på ham. Hornet, der som symbol forbindes med både styrke og fare, genopstår som et centralt motiv i udstillingen. Her præsenterer Noah Holtegaard blandt andet en monumental skulptur formet som et syndebukkehorn.

Digitale utopier
Noah Holtegaard låner i sin praksis fortællinger og visuelle udtryk fra forskellige tider og kontekster og sammensætter dem i et digitalt billedunivers. Ved at kombinere 3D-renderinger med akvarelmaleri arbejder han med utopiske forestillinger og skaber alternative virkeligheder. Værkerne i udstillingen tager alle udgangspunkt i digitale kompositioner, som efterfølgende materialiseres gennem digital vævning og CNC-fræsning.
I fem digitalt vævede gobeliner sammensættes en række elementer, der på collagelignende vis peger på historiske syndebukkefortællinger. Blandt andet optræder et landskab fra Sprogø – hvor en anstalt for såkaldt ’moralsk defekte’ kvinder eksisterede fra 1923 til 1961 – samt ornamentale motiver af planter som tidsler, mælkebøtter og vild fennikel. Planterne er traditionelt blevet betragtet som uønsket ukrudt, men har samtidig haft en plads i folkemedicin og i heksekunst, hvor de er blevet forbundet med helende og beskyttende egenskaber. I Holtegaards digitale univers flettes disse historiske spor sammen med fabulerende fremtidsforestillinger og danner et personligt, poetisk billedrum.
En udstilling i tre akter
Jeg ønskede aldrig af såre nogen er skabt i samarbejde med kurator Sarah Pihl og kan opleves i Nikolaj Kunsthals projektrum Platform fra 25. april til 7. juni. Der er åbningsfest for udstillingen fredag den 24. april kl. 16:00-20:00, hvor Nikolaj Kunsthal også ferniserer udstillingen Alison Knowles: Retrospektiv 1960-2022. Isa Ryong står bag DJ-pulten, og der er gratis øl fra Depanneur - til de første og de hurtige!
Over sommeren og efteråret 2026, bevæger udstillingsprojektet sig videre til Roskilde Festival, hvor en cirkulær installation af syndebukkehorn vil kunne opleves af gæsterne ved badesøen. Herefter vil udstillingen blive vist på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, hvor den afsluttes i et mere intimt format, i centerets udstillingssted på Amager.
Udstillingen Jeg ønskede aldrig at såre nogen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Fake Foundation, Knud Højgaards Fond og Roskilde Festival Gruppen. Udstillingsrummet Platform er realiseret med støtte fra Det Obelske Familiefond.

Nøgleord
Kontakter
Thomas BorreNikolaj Kunsthal
Tlf:+45 2639 7403thomas.alstrup.borre@kk.dkBilleder
Links
Kort om Noah Holtegaard
Noah Holtegaard (f. 1999, Hjørring, han/ham, de/dem) er en transmaskulin kunstner, der primært arbejder digitalt og benytter blandt andet billedmanipulation, digital væv, CNC-udskæring og animation. Hans kunst kredser ofte om queerness og minoritetstematikker med udgangspunkt i historisk research. Noah ønsker at give en stemme til dem, der før er blevet holdt ude af samtalen, og belyse vores fælles historie fra nye vinkler. I sin kunst drømmer han om at skabe en queer utopi i et digitalt rum uden den fysiske verdens begrænsninger. Han er uddannet fra HDK-Valand, Göteborg Universitet i 2022 og fik sin Master of Fine Arts ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2025.
Kort om Sarah Pihl
Sarah Pihl (f. 1996) er kurator og kulturanalytiker. Hun er uddannet cand.mag i kunsthistorie fra Københavns Universitet i 2025 og har arbejdet med samtidskunst i en række institutionelle og kuratoriske sammenhænge, blandt andet som udstillingsassistent på Statens Museum for Kunst og ARKEN Museum for Samtidskunst samt som co-kurator for Roskilde Festivals kunstprogram. Pihls arbejde kredser særligt om kunstens demokratiske potentiale og dens betydning i offentlige og fælles rum.
Kort om Platform
Projektrummet Platform, der åbnede tilbage i begyndelsen af 2022, kan opleves parallelt med Nikolaj Kunsthals øvrige udstillinger og aktiviteter. Initiativet bidrager til at sætte fokus på vækstlaget indenfor billedkunst og kuratering. Platform er blevet en realitet med generøs støtte fra Det Obelske Familiefond. Frem til og med 2027 vil Nikolaj Kunsthal præsentere seks årlige Platform-udstillinger.
Kort om Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Kunsthal præsenterer samtidskunst i unikke historiske omgivelser midt i København. Nikolaj Kunsthal har fokus på stedspecifikke udstillinger, og er optaget af kunstmøder på tværs af genrer, medier og formater. Kunsthallen præsenterer desuden løbende koncerter, performances, omvisninger, middage, talks og siden 2022 udstillingsrummet Platform, der er øremærket til at præsenterer samarbejder mellem nye kunstnere og kuratorer.
Følg pressemeddelelser fra Nikolaj Kunsthal
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nikolaj Kunsthal
Historien i bevægelse: Omfattende udstilling af Fluxus-pioner23.3.2026 11:59:48 CET | Pressemeddelelse
Fluxus er en del af Nikolaj Kunsthals DNA. I begyndelsen af 1960’erne var det her, bevægelsen tog form i Danmark. Nu vender en af dens mest banebrydende skikkelser tilbage: Alison Knowles. En omfattende retrospektiv udstilling kaster lys over den nyligt afdøde pioner og hendes radikale, sanselige værker skabt gennem et langt kunstnerisk virke. Udstillingen spænder fra 1960 til 2022 og genaktiverer desuden en række af den amerikanske kunstners betydningsfulde performances og happenings – i selvsamme rum hvor historien begyndte.
Aukje Lepoutre Ravn bliver ny kunstnerisk leder i Nikolaj Kunsthal8.1.2026 08:04:35 CET | Pressemeddelelse
Det er en strategisk stærk og visionær kunstfaglig leder med erfaring fra både danske og internationale samtidskunstinstitutioner, der fra 2. februar sætter sig for bordenden i Nikolaj Kunsthal
Et shortcut til samtidens kunst10.12.2025 13:30:18 CET | Pressemeddelelse
Hvad har billedkunstnerne Apolonia Sokol, Noah Umur Kanber, Inuuteq Storch, Marie Kølbæk Iversen, Tine Bek og Benedikte Bjerre tilfælles? De er alle en del af udstillingen Københavnerstykker II, der kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra 6. februar. Mere end 230 værker udgør tilsammen en genvej til samtidens kunst, som den afspejles i Københavns Kommunes indkøb af kunst gennem de sidste fire år.
Ritualiserede rum på tværs af tid og sted18.9.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Mennesket skaber hellesteder for at fastholde det åndelige, men hver tilnærmelse er skrøbelig. I udstillingen "Nur in Zeit" udforsker Liesel Burisch dette paradoks og ritualers rolle i åndelige erfaringer gennem et videoværk. Udstillingen er skabt i samarbejde med kuratorduoen Martin Wendelbo & Regen Li. Fernisering i Nikolaj Kunsthal torsdag d. 9. oktober.
København-Berlin: Portalen til verden19.8.2025 12:08:55 CEST | Pressemeddelelse
Gruppeudstillingen København-Berlin: Portalen til verden zoomer ind på den frugtbare æra i Berlin i kølvandet på murens fald. Udstillingen fokuserer på et udsnit af de billedkunstnere fra København, som blev tiltrukket af Berlins omkalfatring i forlængelse af fusionen mellem øst og vest.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



