Hver tredje motorcyklist glemmer livsvigtigt sikkerhedsudstyr
26.3.2026 05:58:00 CET | Rådet for Sikker Trafik | Pressemeddelelse
For mange motorcyklister lader jævnligt livsvigtigt sikkerhedsudstyr blive hjemme, viser ny undersøgelse. Nyt sikkerhedsudstyr til motorcyklister kan reducere ulykker.

Motorcyklister er udsatte i trafikken, men heldigvis kan motorcyklister selv gøre meget for at forbedre deres egen sikkerhed. En ny stor undersøgelse, som Norstat har udført for Rådet for Sikker Trafik og F&P viser nemlig, at alt for mange glemmer at tage sikkerhedsudstyr som motorcykeljakke eller -bukser på hver gang, motorcyklen skal luftes.
Det er lovpligtigt at køre med godkendt motorcykelhjelm, og det er da også det sikkerhedsudstyr, som oftest bliver benyttet. Det er nemlig 91 procent af motorcyklisterne, som på de fleste eller alle ture bruger godkendt hjelm.
Længere nede på kroppen får motorcykeludstyret oftere lov til at blive hjemme. Det er fx kun 70 procent af motorcyklisterne, som på de fleste eller alle ture bruger motorcykelbukser. Og det rigtige udstyr er helt afgørende, hvis ulykken er ude.
Det rigtige sikkerhedsudstyr på motorcyklisterne kan være den afgørende forskel på, om en ulykke ender med småskrammer eller med alvorlig personskade. Derfor opfordrer vi motorcyklisterne til at give sig selv elevatorblikket i starten af sæsonen for at se, om sikkerhedsudstyret skal opdateres. Sikkerhedsudstyret er motorcyklistens svar på bilens karrosseri, og udstyret er vigtigt, fordi motorcyklen er et langt mere farligt transportmiddel end bilen, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Motorcyklisters risiko for at komme alvorligt til skade i trafikken er ifølge en rapport fra DTU næsten 90 gange højere pr kørt kilometer sammenlignet med bilisters risiko. Derfor er det personlige sikkerhedsudstyr helt afgørende.
Ny teknologi kan redde liv
De unge motorcyklister har generelt en mere risikovillig adfærd i trafikken, men på et punkt skiller de sig positivt ud. For de har i langt højere grad taget den relativt nye teknologi i form af airbagveste, som i tilfælde af en ulykke på et splitsekund puster sig op og yder en ekstra beskyttelse, til sig.
Faktisk viser den nye undersøgelse blandt motorcyklister, at 26 procent af de 18-34-årige motorcyklister bruger airbagvest på de fleste eller alle motorcykelture. Til sammenligning er det kun 7 procent af motorcyklisterne i alderen 51+, som bruger airbagvest.
Af alle trafikanter lever motorcyklister livet farligst, og derfor kræver det faktisk en særlig udvidelse af ulykkesforsikringen, hvis man jævnligt kører motorcykel. Derfor er det glædeligt, at airbagveste er på vej frem, for de redder både liv og førlighed – og på længere sigt kan det måske mindske risikoen for skader. Og når du som motorcyklist tegner en udvidet ulykkesforsikring, kan det være en god ide at fortælle dit forsikringsselskab, at du bruger sikkerhedsudstyr, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P.
En stor del af motorcyklisterne, der i dag slet ikke eller kun lejlighedsvis bruger en airbagvest, er desuden positive overfor ideen om en airbagvest, men som det ofte er med nye teknologier tager den tid at udbrede. 41 procent ville gerne bruge airbagvest, hvis den blev billigere, og 21 procent siger, at de ville bruge den, hvis de prøvede en tur med en airbagvest og fandt ud af, at den var OK at have på.
Derfor arbejder Motorcykel Forhandler Foreningen, som er medlem af Rådet for Sikker Trafik, for, at motorcyklister bliver tilbudt at prøve en airbagvest på prøveture af motorcykler.
Airbagveste er i vores optik en vigtig del af fremtidens sikkerhedsudstyr for motorcyklister. Derfor arbejder vi på, at alle motorcyklister bliver tilbudt en airbagvest på prøveture af motorcykler hos vores forhandlere. Vi er sikre på, at det vil få flere til at vælge en airbagvest, siger John Tange, bestyrelsesformand Motorcykel Forhandler Foreningen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført blandt 18.958 danskere i alderen 18+ år. I alt havde 1.004 som fører kørt motorcykel mindst én gang i 2025. Undersøgelsen er gennemført af Norstat for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring&Pension.
I undersøgelsen blev motorcyklisterne blandt andet spurgt:
Hvor ofte bruger du følgende typer af sikkerhedsudstyr, når du kører på motorcykel?
Godkendt motorcykelhjelm:
- På alle ture eller på de fleste ture: 91 %
- På cirka halvdelen af turene eller på de færreste ture: 6 %
- Aldrig, men kunne godt finde på at bruge det: 2 %
- Aldrig, og kunne ikke finde på det: 0 %
- Ved ikke: 1 %
Motorcykeljakke:
- På alle ture eller på de fleste ture: 81 %
- På cirka halvdelen af turene eller på de færreste ture: 13 %
- Aldrig, men kunne godt finde på at bruge det: 4 %
- Aldrig, og kunne ikke finde på det: 2 %
- Ved ikke: 0 %
Motorcykelbukser:
- På alle ture eller på de fleste ture: 70 %
- På cirka halvdelen af turene eller på de færreste ture: 19 %
- Aldrig, men kunne godt finde på at bruge det: 7 %
- Aldrig, og kunne ikke finde på det: 2 %
- Ved ikke: 2 %
Airbagvest:
- På alle ture eller på de fleste ture: 17 %
- På cirka halvdelen af turene eller på de færreste ture: 12 %
- Aldrig, men kunne godt finde på at bruge det: 50 %
- Aldrig, og kunne ikke finde på det: 18 %
- Ved ikke: 3 %
Kontakter
Rådet for Sikker Trafiks pressekontakt
Tlf:39163969presse@sikkertrafik.dkBilleder



Rådet for Sikker Trafik er en privat sammenslutning af offentlige myndigheder og private organisationer, der arbejder for at øge trafiksikkerheden. Medlemmerne af Rådet er dels offentlige myndigheder og dels private organisationer.
Rådet for Sikker Trafiks arbejde omfatter bl.a. kampagner, undervisningsmaterialer og rådgivning. Administrerende direktør for Rådet for Sikker Trafik er Jakob Bøving Arendt.
Se mere på www.sikkertrafik.dk
Følg pressemeddelelser fra Rådet for Sikker Trafik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rådet for Sikker Trafik
6 gode råd: Sådan kører du sikkert i tåge10.3.2026 10:31:45 CET | Pressemeddelelse
De sidste dage har blandt andre politiet advaret om tæt tåge og risiko for ulykker. Det får nu Rådet for Sikker Trafik til at opfordre bilisterne til at sænke farten, når det er tåget. Det er også en god ide at få styr på tågelygterne, før man kører.
Denne ene ting har reddet tusindvis af liv på de danske veje1.2.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
I januar er det 50 år siden, at det blev lovpligtigt at bruge sikkerhedssele på forsæderne i bilerne. Beslutningen blev i sin tid mødt af heftig modstand, men har over årene reddet tusindvis af liv.
Kæmpe opbakning til skolepatruljernes frivillige arbejde22.1.2026 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Arbejde i frivillighedens navn er noget, som danskerne bakker op om. Når der er tale om skolepatruljernes frivillige arbejde for at få de mindste børn sikkert i skole, er det hele 93 procent af de adspurgte danskere, som synes godt om arbejdet.
Ny undersøgelse: Hver niende ung har kørt på ulovlig elcykel21.1.2026 05:45:00 CET | Pressemeddelelse
Alt for mange unge kører på ulovlige elcykler, viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Det kan få alvorlige konsekvenser – både i forhold til ulykker og forsikringsmæssigt (regionale tal).
Husk disse otte vigtige råd, hvis du skal køre i snevejr3.1.2026 08:56:54 CET | Pressemeddelelse
Bliver du fanget i en snestorm i din bil, er det vigtigt, at du har forberedt dig grundigt. Så kan du bedre klare dig, til hjælpen når frem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum